Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Social indignation

Oprindelig forfatter LHK

Halfdan Rasmussen (1915-2002) var født i 1915 som søn af chauffør Halfdan Rasmussen og rullerske Hilda Nilsdatter fra det forarmede svenske Småland og opvokset i fattige kår på Christianshavn. Forældrene havde ikke råd til at sætte ham i lære efter skolen, som han gik ud af som 14-årig – for at havne lige lukt i 1930'ernes massearbejdsløshed. Han klarede sig gennem dette årti med midlertidige småjobs som blandt andet piccolo, cykelbud og arbejdsmand, som barbermedhjælper på Rigshospitalet og glasopvasker i Tivoli. Oplevelsen af verden på vrangen, som Halfdan Rasmussen i disse år delte med tusinder fra sin generation, var grundlæggende for hans forfatterskab og for hans politiske ståsted på venstrefløjen gennem resten af livet: „det husker du og vil altid huske, Fattigdommens Forbandelse og Lediggangens store Cirkel, tegnet om de Aar, man stjal ud af dit Liv“, skrev han i en kronik efter besættelsen. Det var også ham, der efter besættelsen mindede om, at krigsårene nok var „en stor Koncentration af Elendighed, men for mange var de blot en Fortsættelse af den Strid for Tilværelsen, der havde fyldt Aarene forud“. Levevilkårene for samfundets dårligst stillede var lige usle før og efter besættelsen.

 Nørrebrogade på første dag af Folkestrejken i 1944, der varede fra den 30. juni til den 4. juli. Folkestrejkerne, som ofte var igangsat af kommunisterne, havde været et dobbelt protestudtryk, rettet dels mod tyskernes besættelse og dels mod regeringens samarbejdspolitik. „Ingen maa tage sig selv til Rette. Det er de lovlige Myndigheder og de ansvarlige Ledere, der maa foretage de Skridt, som er nødvendige til Beskyttelse af de danske Interesser“, havde Scavenius-regeringen slået fast året forinden. Kampen om at definere „de danske Interesser“ var allerede under besættelsen i fuld gang, og den er ikke afsluttet endnu.

Nørrebrogade på første dag af Folkestrejken i 1944, der varede fra den 30. juni til den 4. juli. Folkestrejkerne, som ofte var igangsat af kommunisterne, havde været et dobbelt protestudtryk, rettet dels mod tyskernes besættelse og dels mod regeringens samarbejdspolitik. „Ingen maa tage sig selv til Rette. Det er de lovlige Myndigheder og de ansvarlige Ledere, der maa foretage de Skridt, som er nødvendige til Beskyttelse af de danske Interesser“, havde Scavenius-regeringen slået fast året forinden. Kampen om at definere „de danske Interesser“ var allerede under besættelsen i fuld gang, og den er ikke afsluttet endnu.

Indignationen over denne sociale uretfærdighed udgjorde en væsentlig drivkraft i Rasmussens tidlige digte. Et af hans første digte, „Fra Strøget“, stiller sig satirisk an i forhold til det klassedelte Danmark og skildrer, hvordan skidtvigtige småborgere stiver sig af ved at sparke nedad efter dem, der befinder sig bare få trin under dem selv på den sociale rangstige. Det stod i det syndikalistiske ugeblad Arbejdet, hvori han debuterede i 1936. Tidskriftets motto lød: „Arbejdernes Frigørelse maa blive jeres eget Værk“. Omtrent på samme tid var han draget af sted på cykel til Den Spanske Borgerkrig for at støtte regeringen imod falangisterne, men kom aldrig længere end til Andorra ved den franske grænse. Således var Rasmussens politiske orientering ikke til at tage fejl af, men det var hans immunitet over for ideologisk forblindelse heller ikke. Allerede i 1937 rettede han i en førstemajvise sin satiriske pen mod Josef Stalin og skueprocesserne i Moskva: „Lover Stalin, han er nær / naar vi sjunge, naar vi bede / Trotskij er en Farisæer / der vil Sovjets Folk forlede. / Hvem har smuglet Søm i Smørret? / Det er Trotskijs Søn, der gør'et“. Den løsslupne humor, der senere blev Rasmussens adelsmærke, var en streng, som han allerede spillede på i de tidlige salmelignende vers, der indgik i decideret politiske sammenhænge – imod de rettroende danske stalinister, der i ramme alvor frygtede, at deres despotiske helt skulle blive offer for et „komplotski“ af Trotskij.

Således var skepsissen over for overmennesketilbedelse og ideologiske snuptagsløsninger til stede hos Rasmussen både før, under og efter Anden Verdenskrig. Da han i en kronik 1947 uddrog generationens lære af begivenhederne, gjorde han det med udtrykket viljen til livet: „Vi lærte at forsvare Livet under Besættelsen, at værge det mod de Kræfter, der vilde slutte Livet ind i en ufri Tilværelses trange Form. Og vi er stadigvæk en Del, som mener, at denne Vilje til menneskeværdigt Liv rangerer højere end den blinde og ukritiske Tro paa de politiske Retningers opreklamerede Universalmidler mod Samfundssygdomme“. Denne prioritering fremgår også af titlen på hans første digtsamling efter besættelsen, Paa Knæ for Livet (1948), hvori læren fra besættelsen er koncentreret i et credo: „Vogt dig for den, som kræver al din Tro / men aldrig lod din Tvivl faa lov at gro“, lød Rasmussens advarsel mod fundamentalisme af enhver art. Mistilliden til ideologierne delte Rasmussen på denne tid med gruppen omkring tidsskriftet Heretica, som fra det efterfølgende år blev toneangivende i Danmark, men til forskel fra denne flok var den for Rasmussens vedkommende forankret i en uafhængig socialistisk humanisme.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Social indignation i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477205