Fra kolonihavehygge til kedsomhed i fornemme kredse. En gullaschbarons hurtige karriere, satirisk betragtet. Offentligheden og forfatterne havde et godt øje til de nyrige, der slog sig op på katastrofen og efter krigen spenderede formuer i en svimlende dans om guldkalven.

.

Godt man har sine solide aktier i Landmandsbanken, tænker amtmand Stein i Paludans roman, da han mønstrer sine aktiver. Læserne vidste, med bagklogskabens privilegium, at det ikke var en sikker pengeanbringelse: en kombination af uheldige dispositioner og dårlige konjunkturer førte til, at Landmandsbanken krakkede i 1922. Her er aktionærer forsamlet foran Børsen på generalforsamlingsdagen.

.

Både Markerne modnes og Fugle omkring Fyret er henlagt til krigsårene og den første efterkrigstid. Sin mest udfoldede karakteristik af denne periode gav Paludan i hovedværket Jørgen Stein, der oprindelig udkom i to bind, Torden i Syd (1932) og Under Regnbuen (1933). Romanen betragter en tidsalder set gennem en familie, og som i Thomas Manns Buddenbrooks (1901) er det en familie i forfald. Jørgen vokser op i et embedsmandsmiljø som søn af amtmanden i det nørrejyske Havnstrup. Det er en kultiveret og stabil verden, præget af førkrigstidens humanitet og lyssyn, men dens undergang bebudes allerede i romanens begyndelse med nyheden om det attentat i Sarajevo, der blev anledning til verdenskrigen.

Den fjerne torden i syd akkompagnerer Jørgens gymnasieår i Aalborg, siden oplever han som studerende og skribent i København 1920'ernes løsslupne efterkrigsstemning på nærmeste hold. Og da han til sidst opgiver bytilværelsen for at drive et hønseri nær barndomshjemmet, når „endnu en Bølgering fra Sarajevo“ de hjemlige strande – måske med den konsekvens, at Jørgen og hans kone Maria må opgive deres næringsvej.

På det tidspunkt har krigen og efterkrigstidens udvikling allerede skabt ravage i Stein-dynastiet. På det symbolske plan foregribes opløsningen i romanens begyndelse. Samtidig med nyheden om Sarajevo-skuddet svækkes den gamle ordens repræsentant: en mystisk rystesyge bemægtiger sig amtmandens hånd og efterhånden det meste af hans mentale energi. Fysisk og psykisk svækket tilbringer han sammen med sin kone pensionisttilværelsen i København. Det meste af formuen forsvinder, da deres bank, Landmandsbanken, krakker, og amtmanden kommer af dage, da han senilt konfus – og naragtigt udstafferet med en Napoleonshat – køres ned af en bil. Forfaldet rammer også de andre familiemedlemmer. Jørgens søster er spærret inde i et glædesløst ægteskab med en stræbsom pedant. Hans sagførerbror Otto, som har finansieret sin deltagelse i 20'ernes glade liv med klientmidler, vælger selvmordet som sidste, desperate udvej.

Også Jørgen udsættes for social deroute. Alligevel er han romanens stabile element, en standhaftig tinsoldat med en forkærlighed for det svundne, som fortælleren nok finder kuriøs, men ikke desto mindre berettiget. Jørgen tolker og vurderer udviklingen efter 1914 ud fra de idealer, som amtmandshjemmet repræsenterede, og han nærer en konservativ skepsis ved de verdensforbedrere, som han møder på sin vej. Uanset om de dyrker amerikansk jazz og tempo eller med begejstring skuer østover mod Sovjetunionen, er de udtryk for en åndsfjendsk materialisme. Denne afvisning af den ny tids profeter gør ikke Jørgen til nogen helt. På det personlige plan forråder han sit udgangspunkt, da han svigter barndomskæresten Nanna til fordel for en af tidens emanciperede kvinder, og denne troløshed ender med at koste Nanna livet. Men da han gifter sig med Maria, en tro kopi af Nanna, finder han tilbage til slægtens idealer og dermed det bedste i sig selv.

Hvor Pontoppidans Lykke-Per er i stadig bevægelse, er Paludans Jørgen et menneske, der modsætter sig bevægelsen, og i romanens anden del er han reduceret til en temmelig vrissen betragter af efterkrigstidens vilde leben, der skildres med et mylder af faktuelle detaljer, som – med Orla Lundbos rammende bemærkning – giver romanen et præg af „kalenderfast skethed“. Scenen overlades i lange passager til den stadig mere blakkede – men som romanperson også mere spændende – storebror. Vi får særdeles grundig besked om Ottos svindelaffærer og hæmningsløse dans om guldkalven, der symboliseres i hans ustyrlige appetit, som gør ham til et kødbjerg med få menneskelignende træk i behold. Andendelens makabre tidssatire vækker et helt ekspressionistisk beskrivelsestalent hos Paludan, og især skildringen af Otto placerer ham i selskab med moderne kunstnere, der ellers stod ham fjernt. Æstetisk er Jørgen Stein en ejendommelig konstruktion. Med sine naturlyriske partier, sindige gangart og autoritative, ivrigt kommenterende fortæller knytter den forbindelsen tilbage til 1800-tallets roman, men der er også træk, der viser frem: de bratte krydsklip mellem personer i en montagepræget teknik, sansen for tidens groteske træk og den tilsyneladende dehumaniserede skildring af forfaldets stadier, som især viser sig i portrættet af Otto. Tradition og modernitet brydes, og brudlinjerne følger i store træk den tematiske modsætning mellem provins- og storbyliv.

Om Jørgen hedder det til sidst i romanen, at han tilhørte „en Aargang der maatte snuble i Starten“. Gennem ham og hans kreds skildres en generation, der var gammel nok til lige netop at have oplevet førkrigstidens tryghed og derfor måtte føle sig hjemløs i den nye tid. Andre personer nøjes ikke med at snuble, de falder definitivt og fatalt, som Otto. Men romanen følger også, i et kontrastforløb til Jørgens, Leif Hansen, der stiger op fra den dybeste elendighed, ryster modgangen af sig og opnår verdenssucces som sanger. Betragtet som udsagn om muligheden for at leve og overleve (endda som kunstner) i den moderne tilværelse er romanen mindre entydigt pessimistisk end Markerne modnes.

Flertydige er også de forklaringer, den giver på Stein-slægtens forfald. Historisk og samfundsmæssigt tolkes forfaldet som en konsekvens af krigens værdiopløsning. Krigen befordrede, også i det ikke-krigsførende Danmark, en samvittighedsløs foretagsomhed hos „gullaschbaroner“, der drog økonomisk fordel af katastrofen ved at sende fordærvet konserves til fronten. Hermed var der lagt op til 1920'ernes amoralske økonomiske foretagsomhed. Men romanen leverer også en anden slags forklaring. Den engang så livsduelige Stein-slægt præges af et biologisk forfald, som viser sig i den „blege sidstefødte“ Jørgens flegma og mangel på handlekraft, men langt tydeligere hos Otto. Hos ham bliver pondus til fedme, fornuft til egoistisk kalkulation, og han er, som det hedder, blottet for de gamle Stein'eres „Race og Stil“. Denne vitalistiske opfattelse ser menneskets biologiske udrustning og robusthed som en medvirkende årsag til, om dets tilværelse fører til sejr eller nederlag. Tidens vitalistiske strømninger har betydning for romanens menneskebillede, i overskudsmennesket Leif Hansens tilfælde rigtignok en betydning af positiv art: „Der var i dette Menneske, hvordan han saa ellers var, en Strøm, et Liv, langt stærkere end i ham selv“, tænker Jørgen om vennen. Vitalismen spillede en vigtig rolle hos mange af samtidens forfattere, bl.a. englænderen D.H. Lawrence, men især er Paludans tvetydige forklaring på Stein-slægtens forfald præget af Thomas Manns Buddenbrooks.

Der hviler en sådan stemning af fortrolighed over romanens skildring af Jørgens nordjyske barndomshjem, at man skulle tro, forfatteren øser af egne erindringer. Sådan forholder det sig ikke – Paludan-forskeren Henrik Oldenburg har påvist, at Paludan skrev dele af sit forfatterskab i et tæt samarbejde med vennen Eric C. Eberlin, og at portrættet af Jørgen og hans barndomsmiljø i høj grad er modelleret over stof, som Eberlin videregav til Paludan – mod betaling! Det betyder ikke, at romanen ikke bygger på personlige erfaringer, men det selverfarede skal snarere søges på holdningernes og den kunstneriske formulerings niveau end på begivenhedernes og miljøernes. Samtidige forfattere som Tom Kristensen og Emil Bønnelycke satte sig selv i scene som offentlige personer og skabte en enhed af værk og liv, så det for deres læsere undertiden kunne være svært at se, hvor det ene holdt op og det andet begyndte. Anderledes med Paludan, som var påholdende med oplysninger om sit privatliv og i stedet dyrkede en subjektivitet af en anden slags, i form af meningstilkendegivelsen, den skarpe samtidskommentar og den følsomme naturiagttagelse.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Årgangen, der måtte snuble i starten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig