Egensindige essays

Efter Jørgen Stein forstummede Paludan som romanforfatter for først at vende tilbage til fiktionen i sin alderdom med en længere, eksperimenterende novelle med titlen „Her omkring Hjørnet, her blæser det mindre“ i Mørkeblaat og sort (1965). I stedet helligede han sig de korte, ikke-fiktive genrer, essayet, aforismen og avisanmeldelsen. Allerede inden afslutningen af romanforfatterskabet var han debuteret som essayist med samlingen Feodor Jansens Jeremiader (1927), hvis titel lidt koket antyder, at her betragtes tilværelsen gennem gnavpottens temperament. Essayet blev i hans udformning et medium for betragtninger, der var subjektive, men aldrig selvudkrængende. I betragtning af de mange essayistiske indslag i romanerne er dette brud i forfatterskabet ikke så markant, som det kunne synes. I essayene videreførte han romanernes samtidskritik, ofte holdt i en patineret, akademisk stil, og han skabte satiriske personportrætter, som minder om romanernes bipersoner. I det hele taget rendyrker Paludan i essayformen sine bedste kvaliteter som skribent; samtidig befrier essayet ham for en dobbelt forpligtelse, der aldrig faldt ham let som romanforfatter: dels at gøre sine hovedpersoner til interessante, bevægelige figurer, dels at udforme stærke handlingsforløb uden overdreven brug af tilfældet som teknisk bindemiddel.

Et eksempel på Paludan i sit essayistiske es er „Ansigter i Storbyen“, udgivet i Aaret rundt (1929), hvor han skriver om hele det tvangsmæssige ceremoniel, der udfolder sig, når man tilfældigt støder på en fjern bekendt (i dette tilfælde en farmaceutkollega). Situationen er givetvis selvoplevet, men holdningen er ikke privatiserende, og i stedet for første person anvender Paludan det almene „man“. Man ved i grunden ikke, hvad man skal sige til hinanden, men:

Ikke destomindre, hver Gang vi mødes, og det sker tit, opspiles vore Ansigter af et pjerrot-henrykt Smil, vi kaster os over hinandens Frakkeopslag, standsende Færdslen, vi synes overlykkelige, som naar man efter en barbarisk Adskillelse endelig har genfundet den sande Hjerteven; jeg følger ham et langt Stykke, Gud ved hvorfor, men det er vel fordi jeg ikke kan finde den rette Afskedsreplik; saa følger han mig tilbage, vi svinger som et Pendul Strøget op og ned, mens han fylder mig med bevislige Løgne om sin Sukces og derpaa skeptisk forhører sig om den økonomiske Afkastning af mine skriftlige Forsøg.

Naragtigheden kan de to konverserende herrer være lige gode om. Selvironien er tydelig, og dermed relativeringen af rollen som den Jeronimus, der altid ved bedre. Det var dog langtfra altid tilfældet, at essayenes observationer havde brod mod betragteren selv. Det syrlige kunne slå om i det mavesure.

Den drift mod naturen og de ensomme vandringer, som kendetegnede Jørgen Stein, er et tema, der varieres i mange af Paludans essays. Han knytter en så tæt forbindelse mellem erindring og refleksion over den landskabelige natur, at naturhengivelsen ligefrem bliver det centrale medium for erindringen. Minder svøbt i Vejr hedder Thorkild Hansens bog om Paludan fra 1947, en titel, der præcist peger på denne forbindelse. Også musikoplevelser, som især skildres i Markerne modnes, bliver et vigtigt tema i essayene, præget af forfatterens uforbeholdne begejstring for de store klassikere, men også af polemiske udfald mod samtidens musikidealer, både den disharmoniske moderne kompositionsmusik og den åndsforladte døgnflue.

Men interesserne var mange, undertiden mærkelige, og Paludan var for egensindig og kapriciøs til at indtage rollen som toneangivende skikkelse på den kulturkonservative fløj. Det var en rolle, som han hverken havde anlæg for eller eftertragtede, og på vigtige områder var han en umiskendeligt moderne skikkelse. Hans betragtninger over tilværelsens naragtigheder var holdt i et knastørt, ætsende tonefald, der skylder Johannes V. Jensen meget. Og nok spiddede han med sin skepticisme den forvirrede samtid, der halsede efter modernitetens lygtemænd, men han var ingen slave af fornuften og havde selv en svaghed for emner som spiritisme og okkultisme. Grænseområdet mellem tro og viden fascinerede ham fra først til sidst; han diskuterede uforklarlige psykiske fænomener som prækognition og tankeoverføring (ikke en ny interesse; temaet strejfes allerede i Markerne modnes), og han anstillede betragtninger over tidens problem og muligheden for at overskride hverdagens tidsopfattelse – her var han inspireret af Albert Einsteins relativitetsteori og den irske filosof J.W. Dunnes overvejelser over den fjerde dimension, tidens dimension.

I Søgende Aander (1943) samlede han nogle af disse essays. De viser, ligesom hans dagbladsanmeldelser og det mangeårige redaktionsarbejde med udgivelsen af væsentlige, ofte oversete forfattere i Hasselbalchs Kulturbibliotek, at han selv forblev en søgende ånd, og at det ikke kun var førkrigstidens fred og ro, han søgte.