Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Amerikanisering og kulturel afvikling

Oprindelig forfatter SSchou

At Paludans romaner endnu huskes, mens andre af tidens konservative bestsellere – som J. Anker Larsens De Vises Sten (1923) og Marcus Lauesens Og nu venter vi paa Skib (1931) – er glemt, hænger sammen med, at hans opgør med det moderne liv ikke gør ham blind for dets tillokkelser. De skildres med fyndighed, skarpe konturer og grelle farver. Meningstilkendegivelser dominerer på fiktionens bekostning i de tidligste – og også svageste – romaner De vestlige Veje (1922) og Søgelys (1923), hvor handlingen danner et spinkelt skelet for betragtninger over tidens dårligdomme. Det er 'the American way of life', som Paludan havde lært at kende på en rejse 1920-21 til USA og Ecuador, der angribes. Man mærker, at Paludan var opvokset i et kultiveret, konservativt miljø – hans far var litteraturprofessoren Julius Paludan. Skønt han ikke selv gik universitetsvejen, men uddannede sig til farmaceut, blev han i sit forfatterskab den klassiske humanistiske dannelses fortaler. Han var en passioneret dyrker af klassisk musik og spillede selv violin til husbehov. Amerikansk jazz og refrænsang blev for ham indbegrebet af tidens vederstyggeligheder. I De vestlige Veje formulerer en af personerne Paludans USA-kritik på følgende måde:

„Kender De Synkoper? Dum-da-øh-dum! De er Amerikas Indsats i Døgnmusikken; en Melodi uden dem er dødsdømt […] Smagen er ormædt. Hvis De kender Schuberts Wienervalse, saa maatte De græde hvis De hørte den Melodi, som henrykkede Godtfolk nede i det Teater paa 42de Gade. Hør blot:
Jeg har fundet en Peanut,
Gad vidst hvordan den smager.
(Chorus) – Den smager som en Peanut,
nøjagtig som en Peanut
Den Vise holdt jeg til et Aar. Saa begyndte jeg at bruge Veronal.“

Paludans roman En Vinter lang (1924) om stille eksistenser omkring et provinsapotek bringer Herman Bang i erindring, men i hans skildringer af det overfladiske, materialistiske liv er modellen Henrik Pontoppidan. Pontoppidansk er hovedmotivet i den første af hans romaner, der nåede et stort publikum, Fugle omkring Fyret (1925). Her giver han sin version af den moderne tids entreprenørdrømme, knyttet til anlæggelsen af en stor havn på den jyske vestkyst. Romanen skildrer den dramatiske konfrontation mellem bygherrerne og lokalbefolkningen, især den genstridige bonde Hunby, der i desperation skyder en betjent; men byggeriets skæbne afspejler også den almindelige opløsning af moralbegreber, der følger efter Første Verdenskrig. Den ingeniør, der påbegyndte arbejdet, afløses af en smartere, mere skødesløs kollega. Ved indvielsen åbenbares projektets mangel på soliditet, da en voldsom storm ødelægger den store mole. Det unge par Bodil, Hunbys datter, og Johan, fyrmesterens søn, udgør romanens livsbekræftende alternativ til den moderne pengeverden, men først efter at Johan under et USA-ophold midlertidigt har været i de falske, moderne værdiers vold. Som en skamstøtte over den endimensionale, materialistiske foretagsomhed peger romanen både tilbage mod Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904) og frem mod Erik Aalbæk Jensens Dæmningen (1952).

Markerne modnes (1927) er en udviklingsroman af den moderne slags, der snarere handler om afvikling end udvikling. Vi følger to mandlige hovedfigurer, som Paludan selv har sammenlignet med Aladdin og Noureddin fra Oehlenschlägers romantiske program-drama Aladdin (1805). Ralf er den uimodståelige rigmandssøn, ombejlet af kvinder. Alt kommer let til denne moderne Aladdin, men han formår ikke at samle sine rige evner til et livsprojekt. Møllersønnen Ivar er en kejtet, indadvendt musikelsker med et talent for violinspillet, der måske kunne række til en karriere som virtuos. Over for mændene står to kvinder: Bettina repræsenterer, hvad romanen opfatter som de ægte (konservative) kvindelige værdier, mens den mondænt forlystelsessyge Ellinor på én gang er udtryk og offer for den moderne mentalitet.

Annonce

 Skovshoved havn i sensommeren 1914. Danmark beskytter sin neutralitet med vagter og krigsskibe. Situationen forekom uvirkelig. Avisernes forsider talte om to millioner mand under våben. Inde i bladet averteredes der som sædvanlig efter hushjælp og kompagnon. En af personerne i Jacob Paludans Jørgen Stein undrer sig: „Det er, som om to Planeter udgav et Blad i Fællesskab.“

Skovshoved havn i sensommeren 1914. Danmark beskytter sin neutralitet med vagter og krigsskibe. Situationen forekom uvirkelig. Avisernes forsider talte om to millioner mand under våben. Inde i bladet averteredes der som sædvanlig efter hushjælp og kompagnon. En af personerne i Jacob Paludans Jørgen Stein undrer sig: „Det er, som om to Planeter udgav et Blad i Fællesskab.“

Lige så lidt som i Fugle omkring Fyret skal man søge romanens egentlige skurk på personniveau. Skurken er den rastløse, geskæftige og amoralske tidsånd i amerikaniseringens tegn. Bilismen, tanketomme døgnmelodier og kulørte blade er alle udtryk for en overfladisk hedonisme og dyrkelse af øjeblikket, der udfolder sig i de store byer. Og når specielt kvinderne kaster sig ud i det moderne leben, tolker romanen det som et forræderi mod deres egentlige bestemmelse. Forbindelsen mellem tidens dårligdomme og hovedpersonernes åndelige deroute knyttes med romantekniske virkemidler, der ikke udledes af selve stoffet. Det er en ren tilfældighed, at der går betændelse i Ivars finger, så den må amputeres, og han tvinges til at opgive musikerkarrieren. Det er ligeledes en tilfældighed – faderens død – der kommer i vejen for hans og Bettinas ægteskabsplaner. Ivar ender som læge (og stofmisbruger) med at give afkald på alle ideelle fordringer i et kærlighedsløst ægteskab med Ellinor.

Ralf bukker under for det modsatte problem: for megen medgang. Han udvikler sig til en kynisk libertiner og er ved romanens slutning fatalt mærket af en kønssygdom. Både han og Ivar havde som unge grebet efter frihedsdrømmen, symboliseret i mågen, som kaster sig ud fra den lodretstående møllevinge. Og begge ender med at resignere. Markerne modnes ikke, de afsvides.

Den dystre civilisationskritik gør ikke romanen til depressiv læsning. Der er løftelse i Paludans natursansninger og hans evne til at sætte musikoplevelser på ord, som er usædvanlig i dansk litteratur, men genfindes hos et af hans store forbilleder: tyskeren Thomas Mann. Desuden gennemtrænges hans karakteristik af det moderne liv af sans for grotesken. Han tegner satirisk opfattede bipersoner med få, næsten ekspressionistiske streger, og af Mann har han lært kunsten at afsløre deres naragtigheder gennem en ledemotivisk teknik. Således karakteriseres en spidsborgerlig kvinde gennem en mantra-agtig bemærkning, som for hende rummer forklaringen på andres – i hendes øjne frastødende – opførsel: „Det er Hjemmene.“

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Amerikanisering og kulturel afvikling i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477307