I løbet af 1930'erne blev synerne mindre pågående, knap så heftige. I midten af 1920'erne gjorde Tom Kristensen op med den æsteticisme, der bar debutdigtsamlingen. Det gik ikke mindst ud over forholdet til Nietzsche, som han flere gange lagde afstand til. Der var ikke længere nogen æstetisk retfærdiggørelse til, og Walt Whitman, der havde gjort både ham og Bønnelycke opmærksom på mangfoldighedens skønhed, undsagde han nu også. Det lyriske program, der går ud fra, at „alt er smukt!“, var „uholdbart“, erklærede Kristensen i 1925: „Det maatte konsekvent føre til, at Personligheden flød ud, og at baade Forvirring og Orden blev Skønhed, kort sagt, at Ikke-Skønhed blev Skønhed“ („Den unge Lyrik og dens Krise“). Æstetikken havde været på vej til at brede sig ud over alle grænser og dermed til at ophæve sig selv.

Alligevel opgiver Kristensen ikke konfrontationen med kaos og fascinationen af det dirrende forhold mellem skønheden og meningsløsheden. Også de senere digte dyrker den skønhed, der kun består i meningens fravær. Derom vidner hans fortsatte beskæftigelse med arabesken, som udgør et forbindelsesled mellem lyrikken og prosaen. I lyrisk henseende betegner arabesken traditionelt et digt, der blander flere rimskemaer, som J.P. Jacobsen for eksempel gør i „Arabesk til en Haandtegning af Michelangelo“ (1874). I Tom Kristensens forfatterskab fremtræder arabesken dog mere i en tematisk end i en metrisk forstand; selv definerede han den som en „kunstnerisk udformet meningsløshed“. Det er i den forstand, arabesken optræder i digtet „I Regnvejr“, der oprindelig havde været trykt i Politiken allerede i maj 1923, men som først blev bogført i samlingen Mod den yderste Rand fra 1936.

Paa Fortovscaféeni Lindealléener Regnen trængt ind,og under Markisen,som bugner i Brisen,er Væde og Vind.Paa Bordpladens Ødeer Sjatter af Flødeog Søer af Regnsom draabevis blandes,saa draabevis danneset mælkehvidt Tegn.Hvad Tegnet, som flyderpaa Bordet, betyder,har ingen Værdi,for Skønheden svinder,saa snart som jeg finderen Mening deri.

Skønheden, som jeg'et ser i de arabeskagtige mønstre, der vilkårligt danner sig på bordpladen, eksisterer kun i meningsdannelsens udsættelse. Digtet vidner således om en fortsat betagelse af det flydende tegn, den meningsløse skønhed, som her ytrer sig langt mindre højrøstet og mere meditativt.

Tom Kristensens lyriske produktivitet aftog i løbet af 1930'erne – for næsten at høre op efter 1940. Ansættelsen ved Politiken medførte, at han i disse år efterhånden gik over til at skrive lejlighedsdigte: blandt andet mindedigte, vennedigte, hyldestdigte og gratulationer. Inden for denne genre ydede han imidlertid i dansk sammenhæng den væsentligste indsats i 1900-tallet – og måske det mest overbevisende bidrag til at rette op på det vanry, som romantikken havde bragt lejlighedsdigtningen i. Den umiddelbare meningsløshed, der trængte sig på i forbindelse med hans tidligt døde venner, polarforskeren Knud Rasmussen og digteren Gustaf Munch-Petersen, fremkaldte nye kræfter i Kristensens lyriske sprog.

Knud Rasmussen (f. 1879), der var ven af og forbillede for Tom Kristensen, døde i København i december 1933 efter sin syvende Thule-ekspedition. Han var på det tidspunkt nationalhelt i Danmark og kendt af stort set alle for sine foredrag og meget populære bøger om Grønland og grønlandske sagn. Det er baggrunden for den intimitet, der ligger i titlen: „Det er Knud, som er død“. Digtet overbringer budskabet om hans død, eller rettere sagt: det foreslår, hvordan man kunne overlevere denne meddelelse. Det hele er nemlig udformet som en hypotese: „Var jeg en Rype i Dag“, lyder den indledende forudsætning for realiseringen af det efterfølgende:

Var jeg en Rype i Dag, løfted jeg Vingen til Slag,fyldte jeg Lungen med Luft og fløj baade Nat og Dagover et vinterligt Hav, som sortner bag hvidligt Skum,gennem den mørke Decembers skyomtumlede Rum.

Kursen for den budbringende polarfugl er nordvest, dens mission er at underrette alle Knud Rasmussens „gamle Venner“ op langs Nordøst-grønland om dødsfaldet. Det er til dem, dens hypotetiske sang direkte henvender sig.

Alle skulde de vækkes. Sorgen er knap begyndt.Snart skal den brede sig ud til Alaskas fjærneste Pynt.Den store Fortryller er død! Den store Troldmand er død!Hørte I alle min Sang? Forstod I, hvad den betød?Øer og Lande og Floder ligger med Islænker lukket.Glæden, som varmed Jer alle, den brændende Glæde er slukket.Frys, som vi andre fryser i Dag uden Ild og Glød,for nu er han død.Det er Knud, som er død.Forstaar I?

I spændingen imellem ordets magt og afmægtighed, som spidser til i digtets afsluttende spørgsmål, fornemmer man dødsfaldets betydning: Man forstår, at man ikke forstår det. Eftertanken, som digtet maner til, beviser, at hverken genrens eller Kristensens ressourcer var udtømte.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Opgør med æsteticismen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig