Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kaos og skønhed

Oprindelig forfatter LHK

Den mest afgørende periode i Tom Kristensens skønlitterære forfatterskab falder sammen med den mest ustadige fase i hans privatliv, nemlig 1920'erne. I disse år bliver de fleste og mest levedygtige digte til. Hans lyriske værk er, som forfatterskabet generelt, under både indflydelse og anfægtelse af samtidens politiske og æstetiske turbulens. I digtene stilles konflikterne frem i kunstneriske former, der direkte engagerer læseren i tidens mellemværender. Således er konfrontationen med kaos presserende i Kristensens digte, men der er aldrig tale om nogen betingelsesløs hengivelse til det. Mødet med kaos er altid formidlet gennem strengt komponerede strofiske digte, der i udstrakt grad udtaler en tilbøjelighed til æstetisk orden. Det er sigende, at Tom Kristensen forud for debuten med Fribytterdrømme måtte skrinlægge en samling af prosadigte, som han havde skrevet på under arbejdstitlen Den dansende Stjerne. „Jeg følte, at jeg blev fuldkommen gal, at min lille trang til sindssyge ville fuldkommen blomstre ud, hvis jeg hengav mig denne tøjlesløse udtryksform“, fortalte han i 1962 i et interview og fortsatte: „Jeg har altid, trods alt, villet have lidt orden i sagen“. Der er, med hans egne ord, orden i sagen, også når sagen er kaos, vold eller meningsløshed, som det hyppigt er tilfældet i Tom Kristensens tidlige lyrik.

Mangfoldigheden er til stede og ganske tydelig allerede i debutdigtsamlingen Fribytterdrømme (1920), der tematisk og stilistisk løber i mange spor på en gang. Den er opdelt i fire dele: „Rejsefantasier“, „Proletar- og Bydigte“, „Jegdigte“ samt „Skumrings- og Dæmringsdigte“. Programmatiske, forkyndende digte står side om side med sort-humoristiske viser, københavnske bylivssituationer blander sig med syner og scener fra eksotiske egne, højstemte, agitatoriske udtryk veksler med lavkøbenhavnsk sociolekt. Tom Kristensen gjorde selv i essayet „Den unge Lyrik og dens Krise“ opmærksom på, „hvor lille Differencen er mellem dette „lyriske“ københavnsk og Robert Storm-Petersens Sprog“.

 Gadebillede fra Singapore omkring 1900. Asiatisk i vælde er ikke blot angsten, men også Tom Kristensens orientalistiske fantasi. I de tidlige værker kredsede Kristensen om denne del af verden, ikke mindst i Fribytterdrømmenes „Rejsefantasier“. Først i 1922 så han Asien med egne øjne – på en rejse finansieret af ØK.

Gadebillede fra Singapore omkring 1900. Asiatisk i vælde er ikke blot angsten, men også Tom Kristensens orientalistiske fantasi. I de tidlige værker kredsede Kristensen om denne del af verden, ikke mindst i Fribytterdrømmenes „Rejsefantasier“. Først i 1922 så han Asien med egne øjne – på en rejse finansieret af ØK.

Selve titlen på samlingen stammer efter forfatterens eget udsagn fra den engelske imperialistdigter Rudyard Kiplings Fribytterbreve, som Johannes V. Jensen havde oversat i 1912. Ligesom hos Kipling er scenen i samlingens første del, „Rejsefantasier“, henlagt til verdensdele fjernt fra Europa, til steder så ukendte og eksotiske, at deres navne fremtræder som lyde uden betydning. Brugen af betydningsløse, stemningsfremkaldende lydord, som fx i digtet „Itokih!“, peger på samlingens forbindelse med dadaismen og i en vis udstrækning med den modernistiske primitivisme, som var et tilbagevendende tema i Klingens artikler. I omskrivningen af Kiplings titel ligger en betoning af, at stoffet for de eksotiske steder og situationer er uoplevet i virkeligheden, og at digtene som sådan er drømme. Skulle man være mere præcis, kunne man kalde dem for dagdrømme, vågne ønskefantasier, hvad de snarere er end natdrømme. Det peger på en af de større motivsammenhænge i samlingen, for med de eksotiske dagdrømmerier vender Fribytterdrømme ikke ryggen til storbyen. Tværtimod indoptager de et træk, som er typisk for det moderne bymenneskes bevidsthed, nemlig de hyppige dagdrømmerier, som bylivets sociale rutiner, de mange daglige pauser og ventetider, muliggør og motiverer.

Annonce

Samlende for digtene i Fribytterdrømme er desuden oplevelsen af kaos og destruktion og viljen til at se skønhed heri. „Skøn som en sønderskudt Banegaard / er vor Ungdom, vor Kraft, vore vilde Idéer“, erklæres det i programdigtet om „Landet Atlantis“, der imiterer den bombastiske, deklamatoriske stil, der var udbredt inden for tidens politiske sprogbrug. Digtet er rigt på 'ikke-lyriske' fremmedord, som angiver forholdet bagud til Johannes V. Jensen, der udvidede det lyriske ordforråd i denne henseende. Sønderskudte banegårde havde det ikke skortet på i Europa under Første Verdenskrig, som var afsluttet mindre end halvandet år, før Fribytterdrømme udkom; overraskende er derimod det æstetiske perspektiv, som destruktionen her sættes i. Programmet, digtet præsenterer, er nemlig ikke først og fremmest politisk; målet, det sigter mod, er skønhed og ikke retfærdighed. Landet Atlantis, som digtet besynger, er heller ikke det svundne, undersøiske idealsamfund, som siden antikken har inspireret megen utopisk tænkning (og som Bønnelycke i øvrigt havde besunget året forinden i et digt bragt i Klingen). Tværtimod er det en anarkistisk-kaotisk overgangstilstand, der skal gennemleves, for „først gennem Landet Atlantis / naar vi til Skønhedens Rige“.

Saadan er Længselens Land, Atlantis,
Hvor alle harmoniske Fordomme svigter.
Farverne sprænges, og Formerne sprænges
Og Skønheden skabes af grelle Konflikter.
I Kaos jeg løfter min Bøsse
Mod Skønhedens Stjerne og sigter.

Slutstrofen kan læses som en fyndig opsummering af den æstetiske revolution, som kredsen omkring Klingen havde skabt i dansk kunst og litteratur. Nye former skabtes netop ved, at gamle former sprængtes. Skabelse og ødelæggelse betinger ifølge denne forestilling hinanden; de er dialektisk forbundne. „Landet Atlantis“ er en vision om vold og destruktion som vejen til skønhed og skabelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Kaos og skønhed i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477290