Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Digter og litteraturkritiker

Oprindelig forfatter LHK

Tom Aage Kristensen blev født ind i verdens vrimmel i en nordlig del af London i 1893 som søn af Peter L. Kristensen, der var udlært metaltrykker og drejer, og hustru Marie Kristensen, der arbejdede som pige i huset hos en engelsk borgerfamilie. Begge forældre var født i Jylland, de havde mødt hinanden i København og var draget videre til London, hvor de ankom hen imod victoriatidens afslutning. Det var i dette gennemindustrialiserede og tågeindhyllede London, at seriemorderen Jack the Ripper huserede i virkelighedens verden – og mesterdetektiven Sherlock Holmes i fiktionens. I 1896 drog familien Kristensen hjem igen, det vil sige tilbage til København, hvor de gennem hele Tom Kristensens barndom og ungdom flyttede fra sted til sted og fra det ene kvarter til det andet. For hver gang måtte sønnen skifte omgivelser og omgangskreds og etablere sin sociale identitet på ny. En vis stabilitet indfandt sig fra 1912, da familien flyttede til en tjenestebolig ved cikoriefabrikken i Valby, hvor den velhavende svoger, vekselereren Camillo Boëtius, havde skaffet Peter Kristensen arbejde gennem sine forbindelser til Richs-familien.

I modsætning til klassekammeraten Bønnelycke, der efter forbilledet Knut Hamsun fravalgte studentereksamen, slog Tom Kristensen ind på en akademisk løbebane. Håndværkersønnen tog studentereksamen fra Henrik Madsens Skole og fortsatte med at studere ved Københavns Universitet. Som hovedfag læste han dansk, hvilket på det tidspunkt var et ganske nyt universitetsfag. Det var blevet oprettet i 1908, da Vilhelm Andersen udnævntes til professor i dansk og nordisk litteratur. Kristensen studerede hos Andersen, som han senere skrev hyldestdigte til og mindeessays over, og det gør ham til den første danske digter, der bag sig har et akademisk studium i den specifikt danske litterære tradition, i dansk nationallitteratur, suppleret med bifag i engelsk og tysk. Hans afsluttende speciale handlede om et på det tidspunkt ganske moderne forfatterskab, nemlig Holger Drachmanns. Under hele studieforløbet boede Tom Kristensen hjemme hos forældrene, som også bidrog økonomisk til sønnens studier. Familien isolerede sig mere og mere i tjenesteboligen i Valby, efterhånden som moderens sygdomskompleks udviklede sig. Marie Kristensen led af både somatisk sygdom (formentlig struma) og psykiske lidelser (angst og depression), der plagede hende til hendes død i 1937.

 Parnassisterne i Valby i 1923. De to mænd med briller er Emil Bønnelycke (tv.) og Tom Kristensen (th.). Den tredje person fra venstre i billedet er værten for Valby-Parnasset, Jørgen Chr. Jørgensen.

Parnassisterne i Valby i 1923. De to mænd med briller er Emil Bønnelycke (tv.) og Tom Kristensen (th.). Den tredje person fra venstre i billedet er værten for Valby-Parnasset, Jørgen Chr. Jørgensen.

Efter embedseksamen i 1919 blev Tom Kristensen ansat som engelsklærer ved Købmandsskolens kvindeafdeling og senere ved Boghandlermedhjælperskolen. To år efter opgav han helt lærergerningen, da han både havde debuteret som lyriker og prosaist og samlet selvtillid nok til at satse alle kræfter på forfatterkarrieren. Allerede året efter udgivelsen af Fribytterdrømme udkom prosadebuten Livets Arabesk (1921). Først i dette år opnåede han dansk indfødsret og dermed mulighed for at rejse uden for landet, hvilket han straks gjorde, først på reportagerejse til Tyskland og dernæst på bryllupsrejse til Østen med Ruth Lange. Hun var datter af kritikeren Sven Lange, der havde rost Fribytterdrømme, da den udkom. Rejseaktiviteten steg støt i løbet af 1920'erne, hvor Tom Kristensen også begyndte at skrive rejselitteratur, der blev udgivet både i avisen og i bogform, blandt andet En Kavaler i Spanien fra 1926.

Annonce

Tom Kristensen begyndte at anmelde i Politiken i 1923 og fortsatte helt til 1963, hvor han som 70-årig lod sig pensionere. Det blev i årenes løb til omtrent to tusinde anmeldelser. Hurtigt blev han avisens hovedanmelder, og efter kort tids konkurrence med Henning Kehler overtog han posten som redaktør af avisens litteraturside i 1924. Denne litteraturjournalistiske kometkarriere blev imidlertid afbrudt i 1927, hvor han pludselig sagde op på Politiken. Der skulle gå fire år, før han vendte tilbage igen. Opsigelsesgrunden lå i hans tumultariske privatliv og stærkt tiltagende alkoholmisbrug. Årene 1925-28 omtalte Tom Kristensen senere som sin „første hærværksperiode“. Sideløbende med karrieren og familielivet med Ruth Lange og deres søn skejede han ud i det minefelt af beværtninger, der ligger strøet rundt omkring Politiken. Uden for arbejdstid levede han i disse år som ekstrovert alkoholiker, der var grænseoverskridende, selvødelæggende og ved enkelte lejligheder også voldelig. Vinteren efter opsigelsen fra Politiken kaldte han slet og ret for en „fimbulvinter“, den vinter, som i den oldnordiske mytologi går forud for ragnarok, verdens undergang.

Verden gik ikke under, og det gjorde Tom Kristensen heller ikke – i hvert fald ikke helt. Han kom igennem vinteren, og i foråret 1928 'konverterede' han under noget postyr til afholdsbevægelsen. Sammen med tegneren Anton Hansen og forfatterkollegaen Aksel Sandemose stiftede han den såkaldte Frimandsbevægelse. Han flyttede væk fra København og op til Saunte i Nordsjælland, hvor han de næste tre år holdt sin last i ave, mens han skrev på sin confessionis alcoholi (alkoholbekendelse), som han kaldte den, hovedværket Hærværk. Romanen blev til mellem september 1928 og december 1929 og udkom i 1930. Den fletter tidens elendighed og forvirring sammen med et enkelt menneskes misere i skildringen af litteraturkritikeren Ole Jastraus undergang i sjælekvaler, søgen efter en livsanskuelse og misbrug af alkohol.

Bekendelsesgenren er oprindeligt religiøs (kristen), og det er også mange af de vendinger, Tom Kristensen bruger om alkoholismen, både i Hærværk og i personlige udtalelser: „Jeg søgte Uendelighed i Whisky“, forklarede han i et interview. Alkoholismen knyttes i forfatterskabet til tidens åndelige krise og opbrudsstemning, som whiskyen viser en midlertidig vej ud af. Efter Hærværk, der i fiktionen udfordrede grænserne mellem det offentlige og det private, nærmede interessen for Tom Kristensens privatliv sig det sensationelle og skandalesøgende. Romanen medvirkede til at gøre Tom Kristensens eget levned til en biografisk undertekst for læsningen af forfatterskabet, men den insisterede samtidig på forbindelsen mellem tidens åndelige krise og krisen i forfatterens eget liv. Samtidshistorien dannede rammen om det individuelle livs vendepunkter. Det bekræfter Tom Kristensens grundlæggende historiske selvforståelse, som også kommer til udtryk i de litteraturhistoriske essays, hvori man aldrig kan være sikker på, om karakteristikkerne gælder Kristensens egen eller generationens udvikling.

På trods af både omvendelsen og bekendelsesskriftet, som offentligt nævnte dæmonen ved navn, undgik Tom Kristensen ikke tilbagefald. I slutningen af 1932 vendte han om igen, fra afholds- til hærværksmand. Hans legende som digterdranker var nu fastslået, og tilværelsen i 1930'erne var præget af labilitet og vigende skønlitterær produktivitet. Men til gengæld befæstede Tom Kristensen sin position som årtiets ledende litteraturkritiker, der kyndigt indførte Politikens læsere i den store generation af jævnaldrende udenlandske modernister, særligt de anglo-amerikanske. I 1945 giftede han sig for femte og sidste gang, med Ingeborg „Bosse“ Weber. Sammen flyttede de til Thurø, hvor han boede til sin død i 1974 og levede en mere regelmæssig tilværelse som afholdt æresborger – og ikke helt så afholdende vært for de digterkolleger og journalister, der hyppigt besøgte ham. „Her sejler jeg forbi Dem, Tom, / lidt fuldere end da jeg kom. / Nu skal jeg hjem, trods Vind og Vejr / Til Langeland, til Tranekjær“, rapporterede en af gæsterne, Frank Jæger, i digtet „Sidste Færge fra Svendborg“ fra 1958.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Digter og litteraturkritiker i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477289