Kulturkamp mod nazismen

Tonen i anmeldelsen af Danmarksfilmen er karakteristisk for tiden. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 var den hjemlige kulturkamp blevet mere forbitret. De organiserede nazister var en beskeden minoritet, men pronazistiske og -fascistiske synspunkter fik en betydelig vægt i debatten. Også folk, der tilhørte den mere stuerene del af højrefløjen, så Sovjetunionen som en større trussel end nazismen. Det var i disse kredse god tone at erklære, at Tyskland havde et „jødeproblem“, og at samlingen om én fører var et fremskridt i sammenligning med Weimarrepublikken kaos. Højrefløjens foretrukne samtidige angrebsmål blev PH og hans kreds, som man skældte ud for at være „kulturbolsjevikker“ og „salonrevolutionære bourgeoisi-kommunister“. PH, som i denne periode nærmede sig marxismen uden dog nogen sinde at være fristet til medlemskab af det kommunistiske parti, tog med et vist koketteri betegnelsen „salonkommunist“ til sig, men den ideologisk ret sammensatte gruppering af venstreintellektuelle foretrak at kalde sig selv „frisindede“ og stiftede 1935 landsforeningen „Frisindet Kulturkamp“, som udgav tidsskriftet Kulturkampen (1935-39), redigeret, skrevet og illustreret i samme respektløse ånd som Kritisk Revy.

Den sammenfattende betegnelse „kulturradikalisme“, der senere blev den gængse, stammer ikke fra perioden, men blev først anvendt i 1950'erne af to intellektuelle, den norske forfatter Sigurd Hoel og litteraturforskeren Elias Bredsdorff, der begge havde været aktive i mellemkrigstidens kulturkamp. Hoel var i 1920'erne medlem af gruppen omkring tidsskriftet Mot Dag, der tidligt formulerede nogle af de samme mærkesager som de danske kulturradikale og også talte forfattere som Helge Krog og Arnulf Øverland.

Truslen fra Nazi-Tyskland blev stadig mere konkret. Et stort antal politiske flygtninge og tyskere af jødisk herkomst søgte eksil i Danmark, men de danske myndigheder lod kun få slippe ind. En af deres mest uforfærdede fortalere var Karin Michaëlis. Hun havde gennem en lang skribentkarriere opbygget et bredt internationalt kontaktnet og benyttede sin betydelige internationale anseelse til at agitere mod den politiske undertrykkelse, der sendte mennesker på flugt, samtidig med at hun skosede sine landsmænd for selvtilstrækkelighed og selvtilfredshed. I årene indtil besættelsen udviste Michaëlis stort personligt mod ved at tage imod snesevis af tyske flygtninge, kendte som ukendte, og huse dem i sit hjem på Thurø. Blandt de kendteste var Bert Brecht og hans kone, skuespillerinden Helene Weigel, der tilbragte årene fra 1933 til 39 i dansk eksil, først hos Michaëlis, siden i et hus ved Svendborg.

I 1938 redigerede PH et nummer af Kulturkampen, der særdeles direkte advarede mod den fare, Nazi-Tyskland og Hitlers kulturbestræbelser udgjorde for Danmark, og påviste, hvordan pronazistiske synspunkter allerede havde sat deres præg på debatten. Det skete i en tilspidset situation, hvor Tyskland lagde pres på Stauning-Munch-regeringen og protesterede mod selv spagfærdig kritik af nazismen. Danske intellektuelle blev stærkt opfordret til at fare med lempe i omtalen af Tyskland, hvad PH altså nægtede at gøre. Resultatet var, at han øjeblikkeligt blev afskediget fra Politiken, hvor han siden 1921 havde skrevet kommentarer, og samtidig afskåret fra at optræde i radioen.