Teenagerne fyldte meget i 1950'erne. Nogle så dem som et problem, andre som en købedygtig målgruppe, og erhvervslivet interesserede sig i stigende grad for dem. Her præsenterer Føtex i 1959 nogle teenage-modeller, uden at det dog helt lykkes at få bogstaverne på plads!

.

Konformismen var ikke kun et ungdomsproblem, men det var naturligvis særlig bekymrende, hvis det slægtled, der skulle forme fremtiden, var så indadvendt og apolitisk, som rygtet ville vide. Oprøreren uden sag var dog en oprører og måtte foretrækkes frem for unge, der hverken havde en sag eller tænkte på at gøre oprør. I pressen skrev man bekymret om „den tavse“ eller „den kolde“ generation; Lembourn var ophavsmand til den sidste betegnelse i en Politiken-kronik fra 1957, som netop hed „Kold generation“. Ungdommen under den kolde krig fik det skudsmål, at den var blasert, skeptisk ved alle tiltag til verdensforbedring og kun optaget af at realisere en helt privat ønskedrøm: at blive gift, installere sig i villaen på Evighedsvej og dyrke familielivet i læ af ligusterhækken.

Karakteristikken af den unge generation blev lige så ofte anfægtet, som den blev forsvaret. Men uanset divergenser i synspunkter tog debatten udgangspunkt i den sociologiske kendsgerning, at ungdommen var en livsfase, der var under forvandling og, på grund af stadig mere uddannelse til stadig flere, på vej til at forlænges. Sammenlignet med mellemkrigstidens ungdom var 1950'ernes unge præget af bevidsthed om deres selvstændige, konfliktfyldte placering mellem børne- og voksentilværelsen. En særlig aldersgruppe var opstået med egen livsstil og eget navn: teenagerne. Med læderjakker og anderumper, der kørte på motorcykel og dansede til rock'n'roll, fik også Danmark oprørere uden – i hvert fald partipolitisk – sag. Men navlebeskuelsen var ikke hele sandheden om de unge, i én vigtig henseende var deres horisont videre end de foregående generationers: Atomkapløbet mellem verdens to supermagter havde skabt bevidsthed om, at livets fortsættelse for første gang og ved menneskets egen kraft var gjort tvivlsom.

Mange emner blev hvirvlet op i 1950'ernes diskussion om konformismen: undersåtmentaliteten i de totalitære regimer, nivelleringen af personligheden i koldkrigens og den gryende velstands vestlige lande, den udbredte politiske apati blandt unge, den amerikanske populærkulturs skadelige indflydelse på ubefæstede sjæle. Litterært udmøntede bekymringen sig frem til slutningen af 50'erne kun i spredte og kunstnerisk ret ubetydelige forsøg, der ikke overlevede tiåret, som Lembourns satiriske roman Grev Frederik fra 1958, en moderne genfortælling af Voltaires Candide, der har som sit hovedbudskab, at Sovjetunionen ikke er den bedste af alle verdener.

Men netop i 1958 skete der noget nyt. Her udkom Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld, en generationsroman, som fik samme gennemslagskraft som Jacob Paludans, Tom Kristensens og Knud Sønderbys hovedværker fra mellemkrigstiden. Leif Panduros roman Rend mig i traditionerne, også fra 1958, gjorde den utilpassede unge til hovedfigur og jegfortæller, og ikke som hidtil til objekt, der betragtes med ældres bekymrede blik. Og i 1964 blev et af konformismens grundproblemer – forholdet mellem formynder og myndling – behandlet og fortolket historisk, aktuelt og filosofisk i Villy Sørensens Formynderfortællinger.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Tavs ungdom.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig