Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Konformismedebatten

Oprindelig forfatter SSchou

Det på én gang modige og sårbare individ, der ensomt træder op mod uretten, var en vigtig figur i to af 1950'ernes bedste Hollywoodfilm. Han er Sheriffen i Fred Zinnemanns western af dette navn (1952; originaltitlen er High Noon), der svigtes af sine egne og alene må tage kampen op med en bande blodtørstige forbrydere. Og han er nonkonformisten, der fastholder sin overbevisning, i Sidney Lumets retssalsdrama Tolv vrede mænd (1957). I begge tilfælde er det nonkonformisten, der vinder, og begge film gjorde indtryk, også i Danmark. Villy Sørensen skrev om Tolv vrede mænd (i Hverken – eller, 1961), og Tage Skou-Hansen pegede i essayet „Sheriffen, klovnen og fiskeren“, offentliggjort i Heretica 1953, på forbindelsen mellem Zinnemanns sherif og frihedskæmperne: „De handlede af instinkt ligesom den gamle sherif. De havde almene værdier i sig som en del af deres væsen, og da værdierne blev krænket var der intet valg. De måtte slå fra sig af simpel selvrespekt, ellers var de ikke til.“ Filmene og kommentarerne til dem fremhævede et engagement, som nazismen havde gjort aktuelt, men som ikke var blevet uaktuelt efter dens fald.

Umiddelbart efter krigen var det nazismen og fascismen, der førte til spekulationer om den autoritære personlighed. Hvordan kunne så mange ganske almindelige mennesker forvandles til medløbere og håndlangere? Da den kolde krig satte ind i 1948, blev konformismedebatten bredere og sigtet samtidigt.

Antikommunistiske forfattere skrev om indoktrineringen på den anden side af jerntæppet. Et nyt begreb kom ind i sproget: hjernevask. Oprindeligt refererede det til den systematiske nedbrydning af identitet og holdninger, som de kommunistiske myndigheder udsatte amerikanske krigsfanger for under Koreakrigen, men begrebet blev snart anvendt i en mere omfattende betydning: de kommunistiske staters åndelige ensretning af deres befolkninger. Den mindede om forholdene under nazismen, og blandt antikommunistiske intellektuelle trivedes en forestilling om ekstremernes sammenfald. Hvad kynisk massefordummelse angik, var nazisme og kommunisme to alen af ét stykke.

Annonce

 „Hvis krigen kommer“ var titlen på en pjece, som Statsministeriet udsendte til alle danske familier i 1962. Den instruerede borgerne i, hvordan de skulle handle i tilfælde af, at atombomben faldt. Bl.a. anbefalede den, at man installerede beskyttelsesrum i kælderen ved hjælp af sandsække. Hvis alle danskere havde fulgt dette råd, havde det krævet fire milliarder sække med 70 millioner tons sand. I filmen Dr. Strangelove fra 1964 skildrede instruktøren Stanley Kubrick atomtruslen. Hos ham var det groteske tilsigtet.

„Hvis krigen kommer“ var titlen på en pjece, som Statsministeriet udsendte til alle danske familier i 1962. Den instruerede borgerne i, hvordan de skulle handle i tilfælde af, at atombomben faldt. Bl.a. anbefalede den, at man installerede beskyttelsesrum i kælderen ved hjælp af sandsække. Hvis alle danskere havde fulgt dette råd, havde det krævet fire milliarder sække med 70 millioner tons sand. I filmen Dr. Strangelove fra 1964 skildrede instruktøren Stanley Kubrick atomtruslen. Hos ham var det groteske tilsigtet.

Men der var også samfundsdebattører, der betragtede konformismen i den demokratiske, vestlige verden som et stort og voksende problem. Den amerikanske sociolog C. Wright Mills skrev i White Collar (1951) om de nye funktionærlags liv og vilkår i USA og pegede på tendenser til ensretning, uselvstændighed og apati i disse „nye middelklasser“ med hvid flip. Det uselvstændige, „ydrestyrede“ massemenneske fandtes også i det velstående og demokratiske Vesten. Men var det den øgede velstand, det statslige bureaukrati, de store private koncerner eller helt andre faktorer, der skabte grobund for konformismen? Det blev en af 1950'ernes centrale diskussioner også i Danmark. Den tog ofte udgangspunkt i amerikanske forhold, men handlede også om hjemlige, for det var en udbredt opfattelse, at USA's nutid var Europas fremtid.

Den fremtid imødeså mange intellektuelle med gru. Det nye tidsskrift Vindrosen, der prøvede at bygge bro mellem kulturlivets fløje, havde som sit første redaktørpar den moderate hereticaner Tage Skou-Hansen og den moderate socialist Peter P. Rohde. I deres første programartikel fra 1954 henviste redaktørerne til „det puerile Amerika“. Det var kritikken af den barnagtige amerikanske populærkultur (foruden en enstemmig fordømmelse af nazismen), der blev deres fælles, negative platform. Men der var meget mere at sige om den sag, mente bl.a. Hans Jørgen Lembourn og Elsa Gress, som slog portene op til moderne amerikansk kultur og informerede om den intellektuelle debat, der blev ført internt i USA. Begge kendte landet fra selvsyn og vidste, hvad de talte om.

Hans Jørgen Lembourn udgav debatbogen Enerens oprør i 1958, skrevet på baggrund af en rejse gennem USA. Han finder konformismen i mange dele af amerikansk samfundsliv. Det standardiserede byggeri i de nye forstadsbebyggelser fremmer tendenser til overvågning og social kontrol. Et folk af engang så hårdføre individualister er forvandlet til tilpasningsivrige konformister, og Lembourn skildrer ud fra et konstrueret eksempel, kvinden „Florence Bell“, det ydrestyrede nutidsmenneske. Hun har et stort behov for anerkendelse og stræber efter succes gennem tilpasning, men under den harmoniske overflade lurer angsten. De forklaringer, Lembourn giver på konformismen, er historiske og sociologiske. De store koncerners vækst er sket på bekostning af de små næringsdrivende, og den tidligere selvstændige er blevet ansat som funktionær i koncernen. Det betyder, at entreprenørånden fortrænges af „gruppisme“ og individuel etik af en „social“ etik, som udelukker, at der kunne opstå konflikt mellem individet og gruppen. Der er ifølge Lembourn ikke plads til den utilpassede ener, lige så lidt som der af helt andre grunde er det i de kommunistiske samfund.

 Anden del af pjecen, som Statsministeriet udsendte til alle danske familier i 1962.

Anden del af pjecen, som Statsministeriet udsendte til alle danske familier i 1962.

Konformismen mærkes også blandt de unge, der ivrigt arbejder på at skabe sig en karriere og glide ind i systemet. Kun få af de unge rebellerer mod den åndelige ensretning, men er rådvilde, uden alternativer, uden en sag. Det var originaltitlen på en tidstypisk film fra 1955, Nicholas Rays Rebel Without a Cause (da. Vildt blod), med den unge, tidligt afdøde James Dean i hovedrollen som den desperate oprører uden sag.

Lembourns kritik af USA var ikke sønderlemmende, men fundamentalt solidarisk, og på længere sigt optimistisk: Automatiseringen af produktionen ville efter hans mening føre til, at arbejdsprocesserne atter ville skabe mere selvstændige individer, i takt med at det åndsforladte samlebåndsarbejde overtages af robotter, og mennesker kan hellige sig intellektuelt mere krævende og innovative opgaver. Den amerikanske konformisme var derfor kun et forbigående problem, men hvad med den hjemlige? Lembourns svar viser, at hans grundholdning var konservativ: Danmarks problem var ikke de gigantiske private koncerner, men det voksende statslige bureaukrati, som især socialdemokraterne havde ansvaret for – et bureaukrati, der modvirker selvstændigheden og fremmer konformismen.

Elsa Gress (1919-88) så anderledes på konformismeproblemet. Hun havde som ung været aktiv i modstandsbevægelsen, i 1943 tog hun magisterkonferens i sammenlignende litteratur og debuterede i 1945 med essaysamlingen Strejftog. Hun var vidende, hurtigtænkende, provokerende i sin form og blev 1950'ernes og 60'ernes vigtigste kvindelige samfundsdebattør, der også pustede nyt liv i kønsdebatten ud fra det synspunkt, at kravet om kvindefrigørelse burde rejses som et krav om alle menneskers frigørelse.

Nazistisk fanatisme og massementalitet havde hun lært at kende og afsky, da hun sidst i 30'erne rejste i Tyskland. Disse oplevelser skrev hun om i andet bind af sine erindringer, hovedværket Fuglefri og fremmed (1971). Gress interesserede sig især for engelsk og amerikansk kultur. USA kendte hun fra flere studieophold, og hun var en af de få danske intellektuelle, der i den tidlige efterkrigstid fik personlig forbindelse med fremtrædende amerikanske forfattere og intellektuelle, som hun oversatte og introducerede i Danmark. Denne orientering viser sig også i hendes romaner, som ikke er den vægtigste del af forfatterskabet. Concertino (1955) har som personlig baggrund hendes deltagelse i et seminar for europæiske og amerikanske intellektuelle. Jorden er ingen stjerne (1956) er en kærlighedshistorie, henlagt til USA og med udblik til amerikansk kultur og politik.

Gress forenede den europæiske oplysningstradition med moderne amerikansk samfundskritik og advarede mod den tendens til undertrykkelse af individet, som hun mødte i McCarthy-tidens USA. Her gjorde ensretningen „laveste fællesnævner til højeste målestok“, som hun skrev i kronikken „Konformidabelt“ fra 1955. Konformismens problem var lige så gammelt som menneskeheden, men årsagerne til den var historisk konkrete, og det nye var, at udslettelsen af personligheden var blevet et mål i sig selv. „Du skal ligne din næste“, var blevet parole og rettesnor for det moderne menneske. Troen på fremskridtet var fortrængt af en udbredt følelse af hjælpeløshed, som fik mennesker til at flygte ind i konformismen, og Gress' skrækvision var et samfund, hvor mennesket antager maskinelle træk, og maskinen omvendt bliver menneskelignende. Denne udvikling kunne kun imødegås gennem „global tænkning“, Gress' ord for universalisme.

Man mærker, at Lembourns og Gress' bidrag til konformismedebatten er skrevet af hhv. en cand.polit. og en litteraturmagister. Det bemærkelsesværdige er, at det er den konservative Lembourn, der sætter sin lid til den teknologiske udvikling, mens det er den kulturradikale Gress, der i kronikken ser maskinernes magtovertagelse som „et værre helvede, end fantasifulde forfattere af fremtidsromaner har drømt om“. Der eksisterede ikke længere nogen entydig kobling mellem politisk progressivitet og teknologisk fremskridtstro på den ene side, og politisk konservatisme og teknikskepsis på den anden. Det entydige fremskridtsbegreb var allerede blevet problematiseret i 1920'ernes livsanskuelsesdebat, men blev nu angrebet med større styrke. Angsten for den avancerede udryddelsesteknologi, som kulminerede med atombomberne og videreførtes i supermagternes absurde oprustningskapløb, førte til en revision af et udifferentieret fremskridtsbegreb, der ikke klart skelnede mellem teknologiske landvindinger og fremskridt i humanitet. Gamle mønstre gik i opløsning, og Gress bidrog til den omformulering af kulturradikalismen, der i 1960'erne fik navnet nyradikalisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Konformismedebatten i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477279