Portrætfoto af Ole Wivel fra 1948, året hvor tidsskriftet Heretica begyndte at udkomme på hans forlag.

.

Thorkild Bjørnvig, Knud W. Jensen og Ole Wivel, ved det nyåbnede Louisiana Museum for Moderne Kunst, i Humlebæk i 1958.

.

Ole Wivel fik ry for at være „måske ikke den betydeligste, men den tydeligste heretiker“, som Erling Nielsen skrev i artiklen „Elfenbenstårn og Evighedsvej“, der stod i Vinduet i 1954. Men med årene udviklede han sig fra at være den tydeligste heretiker til at være en af de betydeligste kulturskikkelser overhovedet i efterkrigstidens Danmark. For samme år som Erling Nielsen formulerede sin karakteristik, overtog Ole Wivel nemlig direktørstillingen hos Gyldendal i forbindelse med Knud W.

Jensens opkøb af det kriseramte forlag. Stillingen bestred han indtil 1963, og atter 1971-80. Han havde plads i forlagets bestyrelse, samtidig med at han besatte poster i en lang række danske kulturinstitutioner og ministerielle udvalg. Ole Wivel tog således del i det institutionelle kulturliv i en udstrækning og med en initiativrigdom, der er ganske usædvanlig for en udøvende kunstner. Men med lige stor ret kan man sige, at hans skønlitterære bestræbelser er af et omfang og format, der er ganske usædvanligt for en administrator og forretningsmand, for dobbeltidentiteten var et grundlæggende vilkår for Wivel. Bredden af Wivels virkefelt har han i sit selvbiografiske forfatterskab tematiseret som en splittelse imellem kunst og købmandskab.

Ole Wivel (1921-2004) kom ud af en nordsjællandsk grossererslægt. Lige før besættelsen, i 1939, blev han student, og derefter studerede han i nogle år litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Hans første digtsamling, Digte, udkom i 1940. Den blev den første ud af et par højstemte samlinger, der udkom under besættelsen. Disse digte, som er udført i klassiske versemål og med mange arkaismer, strøg Wivel senere af sit forfatterskab. I tiden, hvor de blev skrevet, færdedes Wivel i en lille lukket kreds i Hellerup omkring en ældre herboende østriger, Fritz Waschnitius. I kredsen læste og diskuterede man tysk filosofi og litteratur, Holderlin, Nietzsche, Rilke og især digteren Stefan George, som Wivel lagde sig kraftigt op ad i digtsamlingerne. Kredsen udgjorde et slags broderskab, et Männerbund, med mønster i den større og langt mere betydningsfulde beundrerkreds, som i begyndelsen af 1900-tallet var opstået i Tyskland omkring George. George-kredsen tiltrak mange under Weimar-republikken, på et tidspunkt, hvor det æstetiske og det politiske var tæt sammenflettet. Med sine anti-demokratiske og pan-germanske visioner og profetier bidrog kredsen til at skabe et politisk og kulturelt klima, der var gunstigt for nationalsocialismen.

Besættelsestiden og befrielsen var det historiske udgangspunkt for heretikernes kulturkritik. De stod for en digtning, som havde „den anden verdenskrig til baggrund og som i efterkrigstidens mørke søger omridset af et nyt menneskebillede“, som Wivel skrev i artiklen „Kunst, etik, religion“ i årgang 1952 af Heretica. Besættelseserfaringerne var smertelige, særligt for Martin A. Hansen, som var tynget af det ansvar, han havde påtaget sig ved at opfordre til stikkerlikvideringer. Det har efterfølgende vist sig, at Wivels oplevelser under besættelsen ikke blot har været voldsomme, men også særdeles sammensatte.

„Var jeg den eneste i Danmark, som sad i et beskyttelsesrum og læste Friedrich Schiller og Stefan George?“, spurgte han i Modspil i 1991. Ti år senere kom det til offentlighedens kendskab, at det forum, hvori Wivel under besættelsen læste George, den såkaldt Gotiske Klub, havde været under indflydelse af de samme ideologiske strømninger som George-kulten i Tyskland. I Den Gotiske Klub dyrkede man „den heroiske livsanskuelse“, som Wivel kaldte det i 1972 i Romance for valdhorn. Den fik i både ord og gerning et voldsomt udtryk. I et privat brev til maleren Erik Johansen omtalte Ole Wivel således Tysklands invasion af Rusland i juni 1941 som „de sidste Dages vidunderlige og ufattelige Krigshændelser“, der „har faaet nyt Blod til at strømme i det store germanske Legeme“. Pan-germanismen og den organiske nationalitetstænkning fremstår her i manifest form. Senere på sommeren meldte Erik Johansen sig sammen med et andet medlem, Ole Høst, til Frikorps Danmark. Kun Høst drog, stærkt ansporet af Ole Wivel, videre til Østfronten som en af de mellem seks og syv tusinde danske mænd, der kæmpede på tysk side mod Sovjetunionen. Der faldt han i 1943.

I 1943 havde Wivel brudt med Waschnitius og gjort op med sine sympatier for nazisternes krigshandlinger. George gjorde han op med samme år i en kritisk litteraturhistorisk guldmedaljeafhandling, som senere blev bragt i uddrag i Heretica. I besættelsens to sidste år gik Wivel aktivt ind i det humanitære hjælpearbejde; som ansat ved Røde Kors hjalp han blandt andet internerede i Vestre Fængsel og Frøslevlejren samt allierede flygtninge i Danmark. Senere endnu, i 1960'erne og 1970'erne, gik Wivel særdeles aktivt ind i fredsbevægelsen og var blandt andet med til at stifte Den Danske Algier-Komité og Landsindsamlingen Vietnam 69, og han sad i en international kommission, der undersøgte amerikanernes krigsgerninger i Vietnam. Krigsforherligelsen slog om i krigsbekæmpelse, udtrykt blandt andet i antikrigsdigtsamlingen Gravskrifter fra 1970. Ole Wivel har i efterkrigstiden ført „et løbende opgør med mig selv, min opdragelse og mine anskuelser“, som han udtalte i Poesi og protest i 1971, men først få år før hans død i 2004 blev det offentlig kendt, hvor omfattende dette selvopgør faktisk havde været. Det havde han ellers holdt for sig selv.

Da Wivel efter krigen igen udgav digte, var de tydeligt mærket af erfaringerne fra Røde Kors. I et digt i I fiskens tegn, „Det drejer sig om min søn“, beskriver han de pårørende, der – „spændt ud paa en pinebænk af uvished om far eller mand eller søn“ – henvender sig til Røde Kors for at høre om deres nærmestes skæbne i besættelsesmagtens varetægt. Via Vestre Fængsel førte slægtningenes vej til „Stutthof, Buchenwald, Neuengamme og Dachau – / navne som piskeslag der sved og sved“. Vers som disse vidner utvetydigt om, at ungdommens æsteticisme var et overstået kapitel for Wivels vedkommende. „Dette er gribende aktuel Kunst“, kommenterede Niels Kaas Johansen ved udgivelsen.

Begivenhederne omkring Den Gotiske Klub, der i politisk henseende var uden betydning, viser, at nazismens appel ikke begrænsede sig til kriminelle, sociale udskud, eventyrere og skuffede officerer, som det ellers hed sig efter besættelsen. Kredsen dokumenterer, at også personer og sammenslutninger, der ikke i udgangspunktet var nazistiske, kunne være under indflydelse af de antiparlamentariske tendenser, der havde bredt sig i 1930'erne. Man tog parti for Tyskland og Italien i kampen mod kommunismen og mod „Bolsjeviseringen“ af Danmark, som Socialdemokratiet holdtes ansvarlig for. Der var ikke én, men mange veje, der førte til de nazificerede synspunkter, og kraften, der førte frem imod dem, kunne også være æstetiske og litterære fascinationer, som det tilsyneladende har været tilfældet for medlemmerne af Den Gotiske Klub.

Selv har Wivel kun i indirekte form reflekteret over det dramatiske forløb; omfanget af de traumatiske begivenheder under besættelsen har han antydet, men aldrig bekendt. „Hvad var jeg selv?“, spørger han i Romance for valdhorn – og svarer med ekkoer af Kierkegaard: „Et borgerbarn forkælet af skæbnen, lukket inde i en skønhedsverden hvis tryghed nu truedes af ødelæggelse (…) Så sandt som æsteticisme er fortvivlelse var jeg fortvivlet, men vidste det ikke“. At Wivel ved 1940'ernes begyndelse havde været på ideologiske vildveje byder sig til som en psykologisk forståelsesramme for den uvilje imod ideologiske tilværelsesudlægninger, som han nærede særlig kraftigt i slutningen af 1940'erne. Imod ideologiernes manipulatoriske kraft skulle digtningen sættes ind som beskyttelse, for „Poesien er i sig selv et værn mod den ideologiske forhærdelse“, skrev Wivel. Han tog da stilling til nazismen og placerede den i en større historisk sammenhæng som „et religiøst fænomen“, nærmere bestemt som en erstatningsreligion, der var opstået som en konsekvens af rationalismens afmytologisering af verden. På dialektisk vis og med Vilhelm Grønbechs kulturfilosofi i baghovedet konkluderede Wivel, at rationalismen faktisk var nazismens endelige årsag, eftersom det var den, der drænede de kilder, som traditionelt havde opfyldt menneskets religiøse behov: „Nazismen var magiens triumf over fremskridtsmennesket, den moderne humanist, som havde forsøgt at indordne sit liv under fornuftens kategorier“.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Fra krigsforherligelse til krigsbekæmpelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig