Ekstatiske og voldsomme følelser gennemtrænger Bodil Bechs lyrik. En vis dramatik er der også i dette portræt af forfatteren, der færdedes i de københavnske kunstnerkredse og var ven med digtere som Jens August Schade og Gustaf Munch-Petersen.

.

Den surrealistiske interesse for psykiske mellemtilstande går igen i Bodil Bechs lyrik. Bodil Bech (1889-1942) debuterede først som 45-årig med Vi der ejer Natten (1934). Bag sig havde hun en købmandsskoleuddannelse, en amerikansk konservatorieuddannelse og således et længere ophold i New York, hvilket går sporløst hen over forfatterskabet. Formelt set er Bodil Bech friere end Hulda Lütken; digtene i debutsamlingen er på frivers og uden interpunktion. De er rige på stærke selverklæringer, der er på højde med Gustaf Munch-Petersens frie vers, og tydeligt præget af Södergrans indflydelse. Den udtalte og bedrøvende fremmedhedsfølelse, fornemmelsen af at være et barn, der er „faldet ud af Himmelporte“, og en gæst „i en umild Verden“, har Bech til fælles med Lütken. Stemningen fremgår af digtet „I Halvsøvne“:

Sommernat paa AltanenKastanjens grønne Fingre spiller i Vindenen overflødig Latter raa fra Strubenslaar op mod den blaasorte forundrede HimmelTogene mumler over Skinnerneden røde Søjle flimrer med stumme Dampe om sigLøven vaander sig bag SøndermarkenGud den underfulde sender mig Søvnen

Bechs digte kredser ligesom Lütkens om intime følelser, længsel og forladthed især. De følger periodens lyriske tendens og dykker ned i selvet, men med et jeg, der samtidig drømmer om at transcendere og gå ud over sig selv. Det kommer til udtryk i ekstatiske kærlighedsfølelser og overjordiske øjeblikke, hvor selvet forlader kroppen og stiger op, som det ofte også er tilfældet i Schades samtidige, kosmiske surrealisme. Følelserne vælder af det indre og har ikke altid ydre foranledning, hvilket fremgår af udtrykket „genstandsløs Forelskelse“, der optræder i samlingen Flyvende Hestemanker (1940). Ligesom hos surrealisterne viser flere af digtene opmærksomhed på afstanden i det offentlige rum mellem menneskers stivnede ydre og de heftige bevægelser, der foregår i det indre. Opmærksomheden udmønter sig ikke i en egentlig kritik, men snarere i en formodning om et dybere fællesskab mellem mennesker på et følelsesmæssigt grundlag. I digtet „I Sporvognen“ spørger jeg'et:

Hvorfor er jeg mon saa sært lykkelig?Det er, som boede der to Fuglebag mine spændte Brystergylden Sødme stiger og falder,naar jeg trækker Vejret –næsten pinefuld er denne ømme Bæven –mine Fødder har Lyst at slippe Jorden,og mine Arme at ro op i Himlene.

Denne ekstatiske fornemmelse, som overvælder jeg'et under en sporvognstur, fortolkes først som noget individuelt og ekstraordinært, men i sidste strofe fører den til en formodning om vilkårets almenhed.

Maaske er der mangen en Kvinde,der ogsaa vender en rolig Profilmod Vinduet og er ligesaa dybt lykkelig som jeg.Sidder vi alle med Fugle bag Brysterneog med et Skød, der bæver som en Ildrose?

Det var ikke mindst denne erotiske frimodighed, der jo blev overgået af Schade, som tiltrak opmærksomhed i forhold til Bechs forfatterskab. Dristigheden var stor for en kvindelig lyriker, og under overfladen lurer opgøret med den orfiske forestilling om den mandlige digter, der lutres ved at blive forladt, og en tilsvarende insisteren på tabets realitet og ulægelige smerte. Denne klassiske forestilling om digteren blev nu udfordret af kvinder, der ikke længere udelukkende var muser, men også selvstændige røster i dansk lyrik. Det skete i et årti, 1930'erne, hvor den internationale, modernistiske kanon blev beriget af to skelsættende og meget forskellige, kvindelige forfatterskaber: Virginia Woolfs og Karen Blixens.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Bodil Bech.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig