Birthe Arnbak og Grethe Risbjerg Thomsen

I modsætning til Tove Meyer har både Birthe Arnbak (f. 1923) og Grethe Risbjerg Thomsen (f. 1925), der begge debuterede i 1945, videreført en traditionalistisk linje i deres digtning, som fastholder den strofiske form og knytter sig til det personlige stemningsudtryk. I Arnbaks lyrik er den foretrukne vinkel tilbageblikkets. Motivisk kredser mange af hendes digte om erindringer fra barndommens land på Gammel Estrup Skovridergård mellem Grenaa og Randers, hvor hendes far var skovrider. Hun debuterede med Spejlet i befrielsesåret, som lagde sig i forlængelse af den sensymbolistiske strømning i efterkrigstidens lyrik. En gennemgående udfordring i forfatterskabet er at give de personlige tildragelser et almengyldigt udtryk: „Digte skal være personlige, men de må for alt i verden aldrig blive private. Et digt skal være som en ligning, hvor enhver kan erstatte mine ubekendte med sine egne“, udtalte Arnbak i Politiken den 13. september 2003 i forbindelse med sin 80-års fødselsdag. I Arnbaks bedste digte, som for eksempel „Savnet af steder og stemmer“ fra samlingen Landstrygerdigte (1991), når hun netop dette algebraiske ideal:

Savnet af steder og stemmerer ikke nødvendigvisfrysende ynkelighed.Savnet af steder og stemmerer også en vækst i sindet, en svanger forventningssødmeangstblandet, mangefarvetførend forløsning, nyt liv.

Også i Grethe Risbjerg Thomsens forfatterskab fungerer barndommen som et poetisk vækstlag: „Min barndom er en kilde / jeg altid kan øse af: / den er ikke blevet til minder, / den er en virkelighed“, står der i digtet „Barndom“ fra samlingen Vort eneste liv (1964). Barndommens nærvær af lykke optræder ofte i kontrast til de følelser af ensomhed og fremmedhed, der præger Risbjerg Thomsens digtning. Hun debuterede som 20-årig kort før besættelsens ophør med samlingen Digte, der kredser omkring en ung kvindes længsel efter bekræftelse og tryghed og komplikationer i kærlighedslivet, ofte henvendt til en, der både er elsket og savnet. De aabne Døre fra 1946 rummer også digte, der kommenterer den ydre og samtidige virkelighed, som i „Morgen i August 1945“ om atombombeangrebet på Hiroshima den 6. august 1945. Forfatterskabet nåede et højdepunkt med samlingen Dagen og Natten fra 1948. I digtet „Spørg mig om mit Liv“ opregner hun „Tre eller fire Ting“, som „virkelig“ er „hændt mig“, vilkårlige tildragelser, der i eksistentiel forstand har været afgørende, og som derfor forbliver usagte:

men spørg mig om mit Liv,saa vil jeg hastigt fortælle de andre Ting,som intet betyder.

Versene angiver det fortrolighedrum, som findes i Risbjerg Thomsens lyrik, hvori der tales åbent om kærligheden og døden.