Kys til højre og venstre

Knud Sønderby var ikke den første, der skrev indforstået og ikke-moraliserende om jazztidens unge. Johannes Wulff (1902-80) udgav i 1929 O, Ungdom!, en roman af studentikost og humoristisk tilsnit om en ung mand, der har ondt i kærligheden, og i digtet „Jazzmusikens Tungetale“ fra samlingen Nyt Harpespil (1929) lovpriser Wulff det nye fællesskab, der opstår omkring jazzen – hymnisk, men uden megen fornemmelse for musikkens rytmer. Andre tidstypiske titler var Mit Livs Elvira (1930) af Cai M. Woel (1895-1963) og En Haandfuld Babies (1931) af Kelvin Lindemann (1911-2004). Både Woel og Lindemann fik siden karrierer, der førte dem i ganske andre retninger; den myreflittige Woel blev bl.a. kendt som litteraturhistoriker og formand for Dansk Forfatterforening, Lindemann opnåede under besættelsen stor publikumssucces med den historiske underholdningsroman Huset med det grønne Træ (1942), og efter krigen gjorde han sig især bemærket som konservativ essayist. Et mere markant karrierebrud kendetegner Johs. Brennecke (1911-45), forfatter til den Sønderby-prægede roman Blomstre som en Rosengaard (1933). Den officersuddannede Brennecke meldte sig til Waffen-SS og blev i 1945 fundet skudt foran den danske ambassade i Berlin.

Jazz-og-ungdom-romanerne var en bølge, der hurtigt fladede ud og efterlod sig to værker af blivende værdi, Midt i en Jazztid og To Mennesker mødes, ligesom ungdomsoprøret 40 år senere kun resulterede i én roman, der for alvor huskes: Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen.

Men Jens Gielstrup (1917-43) tog tråden op efter Sønderby med et bemærkelsesværdigt talent, der på grund af forfatterens tidlige død aldrig nåede fuld udfoldelse; han gik under krigen i allieret tjeneste og blev som flyverløjtnant skudt ned i kamp med tyske flyvere. Hovedpersonen i Kys til højre og venstre (1939) kunne dårligt være mere sønderbysk: den 21-årige stud.jur. Jack, der spørger til meningen med det hele. Jack og hans kreds skildres med indlevelse, ironi og en undertone af smerte. Man gør sig erfaringer med den besværlige kærlighed og gribes midt i al desillusionen af længsel efter et autentisk, ubesmittet liv. Men tidsbaggrunden – den optrækkende krig – er mørkere end hos Sønderby, og i sin sidste roman, Det gode Hjerte (1939), skriver Gielstrup i reportagepræget form højaktuelt om en gruppe unge mennesker i de chokerende, sært uvirkelige sensommer- og efterårsdage, da krigen omsider brød ud.

Gielstrup havde siden 1935 skrevet i B.T., og den journalistiske erfaring viser sig i hans detaljemættede stil og præcise miljøregisteringer. Man mærker påvirkninger fra John Dos Passos' montageteknik og Hemingways replikbehandling. En svaghed for effektfuldt optrukne kontraster – som Gielstrup kan have lært af de hårdkogte amerikanere – kombineres med renhedslængsel og sårbarhed i den passage, der afslutter debutromanen. En ung mand i selvmordstanker sidder på en gesims på 27. etage. Til sidst springer han i døden:

Hans Legeme roterede langsomt gennem Luften, og ramte Halvtaget over Indgangen til den Biograf, hvor de spillede Snehvide paa syvende Maaned. Hans sidste Tanke var: Det kunde jo akkurat lige saa godt have været smukt alt sammen som i Snehvides Eventyr, kunde det ikke?

Jens Gielstrup blev modtaget med anerkendelse i samtiden for stort set at blive glemt efter krigen. Men i 1960'erne blev han genopdaget af Hans Hertel, nyrealismens vigtigste fortaler og kritiker, der fremhævede hans iagttagelsesevne, aktualitetssans og nysgerrige, eksperimenterende realisme. Kys til højre og venstre, som Gielstrup oprindeligt havde udarbejdet som filmmanuskript, blev i 1969 filmatiseret af instruktøren Ole Roos.

Den litterære jazz- og ungdomsdyrkelse havde kønsmæssig slagside. Det var altovervejende mandlige forfattere, der skrev om storbylivets eufori og forbandelse. Agnes Henningsens livslystne udviklingsroman om Milli, Kærlighedens Aarstider (1927-30), blev nok til i disse år, men handler om en tidligere periode og slutter ca. 1920.

Aase Hansen (1893-1981) var blandt de få, der tolkede jazztiden ud fra et kvindeligt perspektiv. Den ambivalens, man finder hos Sønderby, blev hos hende til afvisning. Aase Hansen var født i Frederiksværk og blev student fra Frederiksborg Statsskole. Hun fik en universitetsuddannelse i dansk, engelsk og tysk og debuterede med romanen Ebba Berings Studentertid (1929). Den handler om en ung kvinde fra en nordsjællandsk provinsby, der opfyldt af store forventninger om en frigjort, myndig tilværelse kommer til København for at studere statsvidenskab. Men storbyen bereder hende skuffelse på skuffelse. Individet anonymiseres i menneskemylderet, den højt besungne seksuelle frigørelse dækker over rastløshed og indre tomhed. Jazzen, der også hos Aase Hansen symboliserer moderniteten, vækker forventninger om livsudfoldelse, men er den hidsende som et narkotikum, så er den også gold som „en Ørkenvind“. Efter et ulykkeligt kærlighedsforhold giver Ebba op og lader sig forføre af en gift mand fra hendes hjemby.

Som desillusions- og resignationsroman er Ebba Berings Studentertid et kvindeligt modstykke til de mandlige tolkninger af jazztiden. Som en roman om provinsstudentens tab af selvfølelse ved mødet med storbyen forlænger den en tradition, der rækker tilbage til Johannes Jørgensens og Johannes V. Jensens 1890'erromaner. Også i Drømmen om i Gaar (1939), der tager udgangspunkt i et 25-års studenterjubilæum, skildrer Aase Hansen kærlighedsdrømmens forlis, denne gang i mødet med to lige ensidige mænd, den kyniske storby-charmør og den forstående, men vege apoteker fra provinsbyen.