• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

På den yderste højrefløj

Oprindelig forfatter SSchou

Med den danske nazisme forholdt det sig modsat af den tyske: Den havde mange førere og små medlemstal. Der var fra 1930 til 45 i alt 29 partier eller partilignende grupper. Nogle få eksisterede gennem mange år, flertallet havde en kort levetid. Når partierne blev så talrige, hang det sammen med, at tilhængerne aldrig blev det. De fleste havde på et tidspunkt været medlemmer af det største danske nazistparti, DNSAP. Det betyder, at DNSAP's samlede medlemstal 1930-45 omtrent var identisk med tallet på danske partiorganiserede nazister overhovedet. Det var på 39.000. Den manglende gennemslagskraft viste sig ved valgene. DNSAP var det eneste af partierne, der blev repræsenteret i Folketinget, men selv ved sit bedste valg – i 1943 – opnåede det kun 43.000 stemmer, hvad alle, inklusive nazisterne selv, opfattede som et stort nederlag.

Den utilfredshed med parlamentarismen, der ulmede forskellige steder, blev kun i begrænset omfang opfanget af den egentlige nazisme. Derimod kom visse grupper med et nazistisk anstrøg til at præge 30'ernes politik og kultur. Det gjaldt Landbrugernes Sammenslutning (LS-bevægelsen) og Bondepartiet, der samlede de mest utilfredse og kriseramte dele af landbefolkningen. Det gjaldt Arne Sørensens parti Dansk Samling, der blev dannet 1936. Partiet arbejdede for et „tredje standpunkt“: et korporativt samfund opbygget efter italiensk-fascistisk model. Og det gjaldt Konservativ Ungdom, som i en periode i 30'erne lagde sig tæt op ad nazistiske ideer og de tyske nazisters uniformerings-og paradestil.

Man kan betragte disse grupperinger som udtryk for, at nazismens indflydelse var større, end det fremgår af tallene på medlemstilgangen til de egentlige nazi-partier. Men de kan også ses som en grå zone på demokratiets overdrev, der tiltrak mennesker, der havde antiparlamentariske, antimoderne og antisemitiske holdninger, men som fandt naziføreren Frits Clausen og hans følgesvende for vulgære, ubegavede eller ekstreme. Intellektuelle sympatisører med Hitler-Tyskland brugte andre midler end gadekampen for at fremme deres sag – som tyskprofessoren Carl Roos, der i forelæsninger for sine studerende prøvede at anskueliggøre, hvorledes de tyske bjergkæder danner et hagekors.

Annonce

De konservative bidrag til 1930'ernes kulturdebat kom i høj grad til at handle om arven efter Brandes-brødrene, især Georg. Man bekæmpede med næb og kløer de samtidige kulturradikale, som man forskelsløst karakteriserede som „kulturbolsjevikker“ og – mere korrekt – opfattede som elever af Brandes, men det helt tunge skyts blev taget i brug mod læremesteren selv. Synspunkter, som allerede havde været lanceret af højrefløjen i 1920'ernes livsanskuelsesdebat, blev gentaget og forgrovet: Georg Brandes var som jøde repræsentant for en udansk og usund kosmopolitisme. Han savnede på grund af sin race forståelse for dansk egenart og havde nedbrudt respekten for nationale traditioner. Hertil kom stadige angreb på hans videnskabelige integritet. At nedgøre Brandes, både som forsker – bl.a. med plagiatbeskyldninger – og som menneske, var en aktivitet, som også stuerene konservative dyrkede.

Det er påfaldende, at adskillige af de mest højrøstede Brandes-modstandere i deres ungdom havde været blandt hans beundrere. Nogle af dem gjorde op med et fordums idol ved at søge rygstød i en ny autoritet, et nazistisk eller nazi-inficeret livssyn. Den begavede litteraturforsker Harald Nielsen (1879-1957), som tidligt havde skrevet med stor indsigt om Johannes V. Jensen, var en af de frafaldne. Han angreb Brandes i smædeskriftet Usurpatoren (1922) og fortsatte kampen mod Brandes og mod jøderne livet ud, ensom og forbitret, men teologen og antibrandesianeren Søren Krarup forsøgte at give ham æresoprejsning i sin første bog, Harald Nielsen og hans tid (1960).

 Danske nazister ved en parade i 1930'erne. Man heiler, hæver faner og går strækmarch, men antrækket er civilt, for regeringen havde indført uniformsforbud i 1933. Forbuddet gjaldt dog ikke børn under 14 år – man havde intet ønske om at genere spejderne.

Danske nazister ved en parade i 1930'erne. Man heiler, hæver faner og går strækmarch, men antrækket er civilt, for regeringen havde indført uniformsforbud i 1933. Forbuddet gjaldt dog ikke børn under 14 år – man havde intet ønske om at genere spejderne.

Harald Bergstedt (1877-1965) var i sin ungdom begejstret for Brandes og Hørup. I 1930'erne blev han socialdemokratiets vigtigste lejlighedsdigter og kulturorganisator på græsrodsplan, men under besættelsen trådte han ud af partiet og arbejdede herefter for nazismen i partiorganet Fædrelandet. En af hans kolleger ved avisen var også frafalden Brandeselev: den folkelige romanforfatter Harald Tandrup (1874-1964). En anden af Bergstedts kolleger var Fædrelandets redaktør Helge Bangsted, som i sin ungdom havde været grønlandsfarer og ekspressionistisk lyriker. Juristen Ejnar Krenchel, der som studerende i 1920 havde haft kontakt med Brandes, blev under besættelsen en forhadt propagandist for besættelsesmagten og agiterede i radioen mod modstandsbevægelsen og sabotagen.

Forfatteren Olga Eggers (1875-1945) havde i sin ungdom været en god bekendt af Brandes. Hendes romaner handler om kvinders seksuelle frigørelse i kampen mod borgerlige fordomme. I den fiktive del af forfatterskabet, som afsluttes med romanen Erotik (1932), blev moderskabet, moderfølelsen og betoningen af kønnenes væsensforskellighed de centrale emner. Her var visse berøringspunkter med nazismens kvindesyn. Alligevel var det overraskende, at Eggers i 1935 ikke alene blev nazist, men tilsluttede sig det mest yderliggående af de nazistiske småpartier, NSAP, og redigerede dets tidsskrift, Kamptegnet, som var præget af ualmindeligt ondartede angreb på danske jøder. Paradokset bliver ikke mindre, når man betænker, at Eggers kun få år tidligere, i 1931, havde udgivet en bog om en rejse til Liberia, præget af et frisind og en tolerance over for mennesker af anden race, der forekommer helt kulturradikal. I Eggers' tilfælde var kursskiftet så ekstremt, at det unddrager sig rationel forklaring og kalder på en psykologisk.

Også andre forfattere orienterede sig mod nazismen, uden at det kan forklares som autoritære personers følelsesmæssige opgør med gamle faderskikkelser i ly af en ny, alternativ autoritet. Blandt de nazistisk orienterede forfattere var en gruppe, der var opvokset på landet eller i den lille provinsby og litterært stod i samme tradition som det folkelige gennembruds forfattere fra århundredeskiftet. De var typisk født lidt senere end Aakjær og Skjoldborg og havde som unge modtaget indtryk fra tysk livsfilosofi og socialdarwinismens tro på den stærkeres ret. I deres tilfælde førte modviljen mod den moderne, rodløse storbytilværelse til en modernitetskritik og hjemstavnsdyrkelse, der passede som fod i hose til tysk Blut und Boden-kult. Deres baggrund og valg af politisk ståsted kunne minde om Knut Hamsuns, men kunstnerisk var der ingen Hamsun mellem dem, og de fleste – fra nazisten Edvard Nielsen-Stevns til den (som han kaldte sig selv) stokkonservative militarist Thorkild Gravlund – er helt glemt i dag.

Den eneste forfatter i forreste række, der i 1930'erne udtrykte beundring for de store, handlekraftige diktatorer, var Kaj Munk, som i en kronik fra 1938 fandt det „umuligt andet end at prise det Hitlerske Styre for Klogskab over Klogskab“. Men Munk distancerede sig også fra tysk antisemitisme i stykket Han sidder ved Smeltediglen (1938). I de første år efter befrielsen var det ikke Munks flirt med diktaturet, man huskede, men hans uforfærdede optræden under besættelsen og død for fjendehånd.

 Det nazistiske Fædrelandet, forsiden d. 16. marts 1940. Avisens verdensbillede er det samme todelte og umisforståelige i nummer efter nummer. Fjenderne er danske „Jøde-Kommunister“ og „socialdemokratiske Bøller“, vennerne Frits Clausens SA-folk og danske Finlandsfrivillige.

Det nazistiske Fædrelandet, forsiden d. 16. marts 1940. Avisens verdensbillede er det samme todelte og umisforståelige i nummer efter nummer. Fjenderne er danske „Jøde-Kommunister“ og „socialdemokratiske Bøller“, vennerne Frits Clausens SA-folk og danske Finlandsfrivillige.

Da tyske tropper besatte Danmark den 9. april 1940, opstod en helt ny situation for de danske nazister. Gennem 1930'erne havde de fristet en tilværelse i udkanten af det politiske liv, nu syntes magten inden for rækkevidde, og Frits Clausens parti greb efter den, men forgæves. Besættelsesmagten foretrak at samarbejde med en samlingsregering. Man indså, hvor upopulære de danske nazister var i befolkningen, og kunne ved selvsyn konstatere, hvor begrænset talentmassen var. Samtidig skabte besættelsen et ganske alvorligt legitimationsproblem for nazisterne. Deres ideologi var ærke-national, og mange af dem følte sig udpræget dansksindede, skønt det, de hyldede, var et fortidigt – eller mytisk – Danmark, som var lagt i graven med Estrup. Nu opfattede befolkningens flertal dem som forrædere. Hvad er en dansk nazist? – det er en, der sælger „Fædrelandet“, lød en af tidens vittigheder.

For enkelte blev denne fundamentale tvetydighed – nationalist eller landsforræder? – en personlig katastrofe. En nazistisk officer i Roskilde drog en klar konsekvens om morgenen den 9. april. Han iførte sig uniform, gik ud på kirkegården, stillede sig på familiens gravsted og skød sig med sin tjenestepistol.

DNSAP-ledelsen prøvede at afvaske forræderstemplet ved at optræde som superpatrioter. Bl.a. foranstaltede man en mindeappel for de faldne den 9. april ved statuen af Den lille Hornblæser på Rådhuspladsen i København. Danmark burde have kæmpet den morgen, mente nazisterne, kæmpet rigtigt. Ved at ofre nogle få soldater i en meningsløs blodsudgydelse havde regeringen ført kynisk symbolpolitik. Også litterært fremhævede nazisterne deres danske og nordiske sindelag i en periode, hvor det nationale i vide kredse oplevede en renæssance medvalgang og alsang. DNSAP's hofpoeter var Laurits Skov (1900-?) og V. J. von Holstein-Rathlou (1885-1967), som iførte sig åndelig vikingehjelm og skrev lurmærket lejlighedspoesi til politiske stævner og partipressen.

En æstetisk mere elitær variant af nazistiske idealer, centreret om den tyske lyriker Stefan Georges besyngelse af mandlig skønhed og amoralsk livsudfoldelse, blev dyrket af en lille gruppe unge malere, forfattere og intellektuelle, der for de flestes vedkommende kom fra socialt gode kår. Gruppen eksisterede i de første år af besættelsen og omfattede bl.a. senere så markante kulturpersonligheder som Ole Wivel og Knud W. Jensen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: På den yderste højrefløj i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477195