• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nazisme og kulturel kollaboration

Oprindelig forfatter SSchou

 Hadet til jazzen var ikke nazisternes opfindelse, men nazismen kunne lukrere på 1920'ernes kulturkonservative modvilje mod den 'barbariske negermusik'. Annoncen i Ekko fra oktober 1929 vender sig desuden mod den mekaniske musikgengivelse. Emnet omtales i 20'ernes litteratur; i Thomas Manns roman Trolddomsbjerget (1924) sammenlignes en grammofon endda med en ligkiste! Også på den baggrund var Knud Sønderbys Midt i en Jazztid en provokation. „Jeg hører Grammofon, altsaa er jeg!“, udbryder en af romanens unge – frit efter Descartes.

Hadet til jazzen var ikke nazisternes opfindelse, men nazismen kunne lukrere på 1920'ernes kulturkonservative modvilje mod den 'barbariske negermusik'. Annoncen i Ekko fra oktober 1929 vender sig desuden mod den mekaniske musikgengivelse. Emnet omtales i 20'ernes litteratur; i Thomas Manns roman Trolddomsbjerget (1924) sammenlignes en grammofon endda med en ligkiste! Også på den baggrund var Knud Sønderbys Midt i en Jazztid en provokation. „Jeg hører Grammofon, altsaa er jeg!“, udbryder en af romanens unge – frit efter Descartes.

Den store By krymper sig under Vampyrens sugende Nakkebid.

Under Vareaager og taabelige Indskrænkninger fornærmende i sin hensynsløse Hensigtsløshed for enhver Frimand.

Og imedens breder Pesten sig fra en lille skidden og aandløs Races bugføre Smittebærere. Denne Pest, der saar Havesyge og Griskhed og bortæder unge Kvinders forståelse af eget Værd og gør dem til Salgs-Skøger, der udriggede som Fantasifostre frembyder hele Varelageret gade op og gade ned, paa Byens mondæne Caféer, paa dens Sø-Promenade, i dens Forlystelses-Have.

Annonce

Således begynder Harald Raage (1883-1951) sin roman Det forraadte Danmark (1920), og sådan fortsætter han med frådende angreb på de danske jøder som smittebærere, alfonser og ågerkarle. Når det drejede sig om offentliggørelse af racistiske synspunkter, havde trykkefriheden i praksis uendeligt vide rammer. En anmeldelse af en koncert med amerikanske jazzmusikere i Ekstra Bladet fra 1925, signeret Mefisto, omtaler „denne Bande frække sorte Slubberter“, som Mefisto dog har været charmeret af. Derfor slutter han anmeldelsen med en salut, der er tænkt som en venlighed: „Man skulde slaa dem ihjel, men maa omfavne dem!“

Selv bøger og artikler med et udpræget racistisk indhold kunne udkomme uden videre postyr, ikke kun i sekteriske publikationer, men i landsdækkende aviser og på respektable forlag. Antihumane holdninger blev ikke kun luftet af marginaliserede kværulanter, men også af almindeligt anerkendte forfattere. Således var det til en vis grad endnu i 1930'erne. Den franske læge og nobelpristager Alexis Carrels Mennesket det ukendte (1935) udkom i oversættelse på Gyldendal i 1936. Her ventilerer Carrel, der siden blev en af det franske Vichy-regimes aktive støtter, et nazistisk syn på køns- og racebiologi. Han anbefaler, at samfundet straffer „det umådelige Antal defekte Individer og Forbrydere“ med pisk, og, hvis det ikke hjælper, anbringer og henretter dem på små institutioner „i Besiddelse af de egnede Luftarter“.

Med nazismens fremvækst og magtovertagelse i Tyskland fik holdninger som disse efterhånden et samlet udtryk, et nazistisk modstykke til den kulturradikale opfattelse af kultursammenhængen. Egentligt nazistiske eller nazi-sympatiserende forfattere fik kun begrænset gennemslagskraft herhjemme i 1930'erne, og det var først efter at Danmark var blevet besat, at kulturpersonligheder af et vist format – Harald Bergstedt, Svend Borberg og Valdemar Rørdam – af forskellige grunde og med forskelligt aktivitetsniveau tilsluttede sig nazismen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Nazisme og kulturel kollaboration i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477194