Karen Blixen ved skrivebordet på Rungstedlund 1955.

.

„Nej, jeg skulde aldrig være kommet hjem og aldrig have skrevet de Bøger. Jeg skulde have været blevet dernede, det havde været meget bedre“, erklærede Karen Blixen engang i et anfald af fortrydelse over for Thorkild Bjørnvig. Tabet af farmen og tilværelsen i Afrika var ikke blot en personlig tragedie for hende, men en uoprettelig ødelæggelse af verdens orden, som hun resten af livet forsøgte at affinde sig med. Et år efter, at hun vendte hjem til Danmark, den 25. juli 1932, skrev hun til vennen Gustav Mohr i Afrika, at „mit Hjerte ligger begravet i Ngong Hills, og det er en Slags Skyggebevægelser, jeg her præsenterer (…) Det er vist kun en Gang i Tilværelsen at man lever, – man behøver ikke just at have været udelukkende lykkelig i dette ene Liv, – men alt, hvad man bagefter tager op, – det løber som Sand gennem Fingrene.“ Det var sådan, hun ofte opfattede sig – som en levende afdød. Når Nietzsches bud om, at man skal tage sin skæbne på sig og elske den – amor fati – kom til at betyde så meget for hende, skyldtes det ikke mindst, at hun vidste, hvor svær maksimen er at efterleve. Bøgerne – de Syv fantastiske Fortællinger og Den afrikanske Farm – havde givet hende et nyt liv som internationalt etableret forfatter, men straks efter kom verdenskrigen og forhindrede hende i at høste frugten af sin berømmelse.

Besættelsen afskar hende fra at komme i kontakt med sine udenlandske forlæggere og læsere. Da hendes mor døde i 1939, blev hun alene på Rungstedlund sammen med sine tjenestefolk. Kontakten med det danske litterære miljø var fortsat sporadisk, men blev mere regelmæssig efter besættelsen, da hun fik en vis tilknytning til kredsen omkring tidsskriftet Heretica, især til Ole Wivel, Knud W. Jensen, Thorkild Bjørnvig og Jørgen Gustava Brandt. Hendes forventninger til foretagendet, hvis første (1948) og sidste (1953) årgang hun bidrog til, havde været høje, men hun blev, ifølge Bjørnvig, hurtigt skuffet over resultatet. Til ham beklagede hun sig over tidsskriftets „evangelisk kristelige holdning og medmenneskelighedsfilosofi, den megen apokalyptiske tale om kulturkrise“. Hun „fandt overhovedet på få undtagelser nær de moderne digtere alt for nærtagende, pylrede og uglade“.

Under krigsårenes isolation skrev og udgav hun to bøger, Vinter-Eventyr i 1942 samt den gotiske gyserroman Gengældelsens Veje, der udkom under pseudonymet Pierre Andrézel i 1944, og som hun først i 1956 vedkendte sig ophavet til. Vinter-Eventyrene er kortere end – og knap så eksotiske og ekstravagante som – de Syv fantastiske Fortællinger. De foregår i Danmark, men modtog ikke af den grund noget udelt bifald af den danske anmelderstand. „Hun har den ægte kvindelige Evne: at kunne kopiere fortrinligt“, skrev Henning Kehler med afmålt indladenhed i sin anmeldelse i Berlingske Tidende.

Titlen havde Blixen fra Shakespeares tragikomedie Et vintereventyr (1609), og flere af fortællingerne tematiserer ligesom dette drama tidens lægende kraft, dens evne til at forsone og genoprette menneskelige fejl og misforståelser. De er også i højere grad end de tidligere tekster bygget op over kontrasterende verdensanskuelser: græsk hedenskab over for kristendom, aristokratisk over for borgerlig livsanskuelse, protestantisme over for katolicisme. Man kan med en vis ret hævde, at det ligefrem er epokerne, der er de egentlige hovedpersoner i visse af de senere fortællinger, fx „Sorg-Agre“, og at konflikten mellem dem udgør det bagvedliggende handlingsforløb deri. Denne plastiske fornemmelse for tidsaldrenes kollisioner synes præget af den hegelianske Georg Brandes, som Karen Blixen læste og dyrkede i sin ungdom.

Efter udsendelsen af Vinter-Eventyr gik der 15 år, før Blixen igen udgav en „ægte“ bog (Gengældelsens Veje regnede hun selv for at være et „uægte barn“). Sidste Fortællinger (1957) kom den til at hedde. Titlen var en kendetegnende ironisk gestus, for året efter blev de efterfulgt af en samling Skæbne-Anekdoter (1958), der kompilerede de fortællinger, som hun op gennem 1950'erne havde fået bragt i amerikanske magasintidsskrifter. Hun havde haft stor succes med „Babettes Gæstebud“ eller „Babette's Feast“, der udkom i Ladies' Home Journal i juni 1950 og senere som billigbog i Fremads Folkebibliotek i et førsteoplag på 50.000 eksemplarer. Oplagstallet vidner tydeligt om Blixens folkelige appel, som endda blev endnu bredere, da hun på dette tidspunkt indledte en serie causerende foredrag i Danmarks Radio, der senere udkom som en del af hendes Essays (1965).

Skæbne-Anekdoterne genoptager de komiske og fantastiske temaer fra Syv fantastiske Fortællinger men betjener sig af færre virkemidler end disse. De Sidste Fortællinger er derimod mere udpræget filosofiske og mere udtrykkelige i deres overvejelser over forfatterskabets poetologiske principper end de tidligere tekster. Det gælder især samlingens første del, de syv såkaldte „Kapitler af Romanen Albondocani“, der udgør et fragment af et aldrig fuldendt projekt, en kreds på hundrede fortællinger, som skulle alludere og referere til hinanden indbyrdes uden at ligge i kronologisk forlængelse af hinanden. Deri formulerer Blixen sine tanker om forbindelsen mellem fortælling og identitet, som for mange senere læsere har udgjort en indgang til forfatterskabet.

Med disse samlinger befæstede Blixen sin position i den internationale litteratur. I 1957 var hun på tale som topkandidat til Nobelprisen, som dog gik til Ernest Hemingway, og to år senere rejste hun til USA og mødte det publikum, der først havde anerkendt hende. Det lignede en æresrunde før det endelige tæppefald, for hendes helbredstilstand var på dette tidspunkt – efter hyppige sammenbrud og langvarige hospitalsindlæggelser i 1940'erne og 1950'erne – absolut kritisk. Hun døde først i september 1962 – for anden gang, kan man sige. Med sit forfatterskab havde hun skabt sig et andet liv, efter at det første var ophørt i Afrika.

Blixens litterære efterliv varer stadig. Endnu læses hun i store dele af verden, og efterhånden er hun også begyndt at gøre sig gældende med en markant indflydelse i den nordiske litteratur, blandt andet hos Peter Høeg, Jan Kjærstad og Erik Fosnes Hansen.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Sidste fortællinger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig