Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fra Rungsted til Afrika

Oprindelig forfatter LHK

Karen Christentze Dinesen (1885-1962) kom ud af en formuende familie med litterære traditioner. Hun blev født i Rungsted som datter af Wilhelm Dinesen, der var ud af en godsejer- og officerslægt, og Ingeborg Westenholz, hvis far var storkøbmand og en kort overgang finansminister. Wilhelm Dinesen selv var uddannet officer og havde oplevet kommunardopstanden i Paris på første hold. Derom udgav han øjenvidneskildringen Paris under Communen i 1872. I 1889-92 udgav han en serie causerende epistler om jagt og kærlighed, de såkaldte Jagtbreve, under pseudonymet Boganis, som han havde fået, da han efter krigen levede to år blandt indianere i Wisconsin. Efter hjemkomsten bosatte han sig med sin hustru på Rungstedlund, hvis ene længe udgøres af den gamle Rungsted Kro, hvor Johannes Ewald i 1770'erne havde været rekonvalescent. Det var dette barndomshjem, Karen Blixen vendte hjem til og siden overtog efter opholdet i Afrika.

Wilhelm Dinesen begik selvmord i marts 1895 uden at efterlade noget brev, der kunne begrænse spekulationerne over hans grunde til at gøre det. Vennen Georg Brandes mindedes ham i en nekrolog som „et saare lyst Hoved og en Gentleman med talrige Særheder, Luner, Nykker og uforudsete Indfald, ved hvem man altid maatte mindes, at han inderst inde var en Smule Fusentast og en Smule Digter“. Tabet var stort for den 10-årige Karen, der efter alt at dømme var det barn, som Wilhelm Dinesen havde knyttet sig tættest til. Hun kom til at betragte sig som arvtager til hans værdier og svagheder: faderens udlængsel, uafhængighedsønske, litterære tilbøjeligheder og depressive anlæg.

I ungdomsårene grundlagde Karen Blixen i høj grad sin selvforståelse på det modsætningsforhold, hun oplevede mellem forældrenes familietraditioner, mellem Dinesen og Westenholz og de normer, som de repræsenterede. Westenholz-familien stod for borgerlig stræbsomhed og et mådehold, som Karen Blixen foragtede, samtidig med at hun igennem lange perioder af sit liv var økonomisk afhængig af deres velstand og velvilje. Efter faderens død blev hun opdraget af moderen og dennes ugifte søster, Mary Bess Westenholz, der ud over at være kvindesagsforkæmpere var aktive i den unitariske frikirkemenighed og principfaste i deres opdragelse af Karen Blixen og hendes fire søskende. I det opvækstmiljø, som de skabte på Rungstedlund, følte Karen Blixen tilsyneladende sjældent, at hun hørte hjemme. I hendes senere fortællinger myldrer det med børn, som vokser op i omgivelser, hvor de voksne misforstår dem og hæmmer eller forhindrer deres udvikling.

Annonce

På trods af moderens og mosterens engagement i kvindesagen fulgte opdragelsen og uddannelsen af Karen Blixen og hendes to søstre konventionerne for kvinder i den højeste samfundsklasse. De blev instrueret i at tilrettelægge deres liv i forhold til mand, hjem og familie – ikke i forhold til nogen profession eller erhvervsfunktion. Hun fik derfor ikke en uddannelse, der kunne 'bruges til noget', men modtog privat skoleundervisning, gik på tegneskole og fra 1903 på Kunstakademiet, hvor hun – stik imod moderens vilje – studerede i fem semestre. Fra hun forlod Akademiet og til hendes afrejse til Afrika seks år senere var hendes tilværelse uden ydre rammer og forpligtelser. Hun gik på malerskole nogle måneder i Paris i 1910, rejste rundt i Italien i 1912 og omgikkes i øvrigt en aristokratisk vennekreds, hvorigennem hun mødte sin senere ægtemand, en halvfætter, den svenske baron Bror Blixen-Finecke, som hun blev forlovet med hen imod slutningen af 1912. Lediggangen bar imidlertid også litterær frugt, for det var i denne periode, Karen Blixen fik sine første litterære forsøg offentliggjort. Fra 1907 udkom novellerne „Eneboerne“, „Pløjeren“ og „Familien de Cats“ samt digtet „Ex Africa“ i tidsskrifterne Tilskueren og Gads Danske Magasin under pseudonymet Osceola, som hun havde fra faderens jagtbreve.

 Karen Blixen med tjenestefolk i Kenya, klædt i en blanding af vestlige og afrikanske gevandter. „Paa mange Maader ligner Forholdet mellem den hvide og den sorte Race i Afrika Forholdet mellem de to Køn“, bemærkede hun i Den afrikanske Farm (1937). Siddende som nummer to fra venstre ses Farah Aden, Blixens trofaste tjener gennem hele tiden i Afrika.

Karen Blixen med tjenestefolk i Kenya, klædt i en blanding af vestlige og afrikanske gevandter. „Paa mange Maader ligner Forholdet mellem den hvide og den sorte Race i Afrika Forholdet mellem de to Køn“, bemærkede hun i Den afrikanske Farm (1937). Siddende som nummer to fra venstre ses Farah Aden, Blixens trofaste tjener gennem hele tiden i Afrika.

Året efter forlovelsen giftede parret sig i Mombasa i Kenya, der hørte til Britisk Østafrika, og ved denne lejlighed blev Karen Dinesen til baronesse Karen Blixen-Finecke. Bror Blixen var rejst i forvejen og havde købt en kaffeplantage på 4500 tdr. land tæt ved Nairobi, fortrinsvis for Westenholz-familiens midler. Der blev i 1916 stiftet et aktieselskab, Karen Coffee Company Ltd., hvori Karen Blixens onkel tegnede sig for den største post. Hans investering skulle vise sig at være urentabel, for plantagen lå for højt til kaffedyrkning, mens kaffepriserne var for nedadgående i de 15 år, foretagendet levede. Økonomisk set var emigrationen en fiasko.

Men også ægteskabet led skibbrud, ikke mindst på grund af Bror Blixens udenomsægteskabelige aktiviteter, der var overskridende selv i forhold til de ganske frigjorte vilkår, der gjaldt blandt de europæiske nybyggere i Nairobi-området. I 1915 blev det konstateret, at Karen Blixen var smittet med syfilis, og straks efter indledte hun et behandlingsforløb med kviksølvtabletter, der formentlig gjorde mere skade end gavn. Nogle år senere mødte hun – og forelskede sig i – englænderen Denys Finch Hatton. Bror Blixen fraflyttede farmen i 1920, hvorefter Karen Blixen overtog driften af plantagen, og i 1922 blev skilsmisseforhandlingerne indledt – i øvrigt mod hendes vilje.

Denys Finch Hatton var en yngre søn af jarlen af Winchilsea og Nottingham og havde taget eksamener fra både Eton og Oxford, før han brød op fra England og bosatte sig som handelsmand i Kenya. I løbet af 1920'erne opgav han såvel sine forretninger som sine ejendomme i Afrika og slog ind på en tilværelse som safarileder for områdets mest prominente turister, engelske prinser og amerikanske mangemillionærer. I perioderne mellem safarierne opholdt han sig på Karen Blixens farm, hvor han også opbevarede sine ejendele. De realiserede et forhold, der var uden ydre forpligtelser, men ikke uden følelsesmæssige omkostninger, som blev større i takt med, at fundamentet for deres fælles fremtid, Blixens tilstedeværelse i Afrika, smuldrede.

I løbet af 1920'erne gik det støt ned ad bakke for Karen Coffee Company, og efterhånden som perspektiverne for farmens fremtid formørkedes, søgte Blixen tilflugt i sine litterære aktiviteter og påbegyndte arbejdet med de fantastiske fortællinger. At de blev skrevet på engelsk, skyldtes ikke mindst hensynet til tilhøreren, Denys Finch Hatton. Blixen var på et længere ophold i Danmark 1925-26 og foranstaltede der udgivelsen af marionetkomedien „Sandhedens Hævn“ i tidsskriftet Tilskueren, som forsømte at håndhæve hendes påbud om anonymitet.

Hen imod slutningen af 1920'erne blev der truffet en definitiv beslutning i bestyrelsen om at afhænde farmen, og da Denys Finch Hattons flystyrt fandt sted i maj 1931, var afgørelsen om Blixens hjemrejse for længst truffet, og afviklingen af farmen i gang. Tre måneder senere gik hun om bord på S/S Mantola til Marseille og vendte hjem til Rungstedlund i rollen som den fortabte datter, hvilket bød hendes stolthed svært imod. Forskellige fremtidsplaner var blevet lagt (blandt andet for en udenlandsk journalistkarriere), men skrinlagt igen, for råderummet viste sig i realiteten at være yderst begrænset. Under disse traumatiske omstændigheder koncentrerede Karen Blixen alle tilbageværende kræfter om at færdiggøre manuskriptet til sin novellesamling. Året efter begyndte hun at forhøre sig om udgivelsesmulighederne hos flere engelske forlag, der blankt afviste hende i begyndelsen.

Først ved den amerikanske forfatter Dorothy Canfields mellemkomst fattede redaktøren Robert Haas fra det amerikanske forlag Random House interesse for manuskriptet. I 1933 entrerede han med Blixen om udgivelsen af Seven Gothic Tales, som var vanskelig på grund af såvel krisetiderne som den ikke særligt salgbare novellegenre og forfatterens ufravigelige krav om anonymitet. Succesen var imidlertid en øjeblikkelig realitet, både efter salgstal og anmeldelsernes lovord at dømme, da den udkom 9. april 1934. Samme måned blev den udsendt i 50.000 eksemplarer som månedens bog i Book-of-the-Month Club i New York. Triumferne fortsatte, da samlingen i september samme år udkom i England under den amerikanske titel og i Sverige som Sju romantiska berättelser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Fra Rungsted til Afrika i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477140