Digtet „NATLIG PLADS“ fra Broby-Johansens samling Blod (1922). Både ordforrådet og associationsteknikken, der skaber forbindelser mellem digtets tekst og billede, er tydeligvis inspireret af psykoanalysen, som i det foregående årti var blevet introduceret i Danmark af Svend Borberg og Otto Gelsted.

.

Manden og værket. Rudolf Broby-Johansen poserer ca. 1960 ved siden af en stabel af sine skrifter oversat til flere sprog. Den skandaleombruste lyriker blev efter krigen en flittig kunstskribent og foredragsholder, berømt ikke mindst for sine påvisninger af sammenhængen mellem de nationaløkonomiske konjunkturer og længden på kvindernes kjoler.

.

Rud. Broby, som den aktivistiske digter hed ved debuten, var født i Aalborg som søn af en herregårdsgartner og døbt Rudolf Kristian Albert Johansen (1900-87). Han voksede op på Fyn, tog studentereksamen fra Haslev Gymnasium, der på det tidspunkt var præget af Indre Mission, og fortsatte med at studere ved Københavns Universitet, hvor han skiftede imellem en række humanistiske fag: dansk, tysk, fransk, historie og litteraturhistorie. Han boede nogle måneder i Berlin i forsommeren 1922, hvor han blev konfronteret med en storbyvirkelighed under Weimarrepublikken, der stod i skærende kontrast til opvækstmiljøerne i den danske provins: „Alt, hvad jeg havde levet på fra barneårene i den fynske landsby og skoletiden på Indre Missions kostskole i Haslev, raslede sammen i mødet med inflationstidens Berlin“, skrev han i et tilbageblik. Det var denne erfaring, som gav anledning til Blod, der for forfatteren „var et forsøg på at se vor nutids virkelighed i øjnene, et de profundis: det animalske, biologiske menneske mellem maskin- og reklamecivilisationens tandhjul“, som han skrev i sin egen kommentar til digtsamlingen i Imprimatur (1980).

Den „nutids virkelighed“, der træder frem i Blod, er en storbyvirkelighed, der er set og skildret gennem en helt anden optik end Bønnelyckes (og til dels også Tom Kristensens) æstetiske perspektiv på storbyen. Hvor Bønnelyckes storbybesyngelser betonede muligheden, peger Broby-Johansens bylyrik på nødvendigheden, på mennesker, der sidder fast i storbycivilisationens „tandhjul“ – ligesom Charles Chaplin senere sad fast i dem i de berømte scener fra Modern Times (1936), der tilsyneladende er kilde til Broby-Johansens metafor i tilbageblikket. Der er dog intet humoristisk ved de automatiske handlinger i Blod. Digtene formidler en serie uforklarede scener, hvor menneskene gør, som de gør, af nød og nødvendighed, begår vold og overgreb, der får blodet til at flyde. Digtene tematiserer især sædeligheden – eller manglen på samme – som for eksempel i „FORÅRET KOMMER TIL CAFÉEN“, der flimrende skildrer en voldtægt, nærmest per automatik, af en 13-årig blomstersælgerske, der går ind i en billardcafé og dermed befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Scenen og situationen er skildret som kubistiske syner – som for eksempel dette af billardbordet:

EN METER OVER GULVETS MØJGRØNNE KVADRAT TUNGT HOLDT I AVE AF ET SVÆRBENET KRAFTPARALLELOGRAM HÆNGER BILLARDETS SPINATFALMEDE AF PERSPEKTIVET BRAT TILSPIDSEDE FIRKANT

Den kubistiske og dermed maleriske synsvinkel tjener intet forskønnende formål. Tværtimod fremhæver geometrien det lovbundne i forløbet og det grelle ved gerningen og gerningsstedet. Der er intet æstetisk perspektiv til rådighed for situationen i denne billardcafé – i modsætning til den, Tom Kristensen digtede om i „Det blomstrende Slagsmaal“, som jo tematiserede afmægtigheden ligesom „FORÅRET KOMMER TIL CAFÉEN“. Broby-Johansens billardcafé-digt er et gensvar til Kristensens.

Blod er skrevet i telegramstil, der er udtryk for det samme fænomen, som Gelsted spottede hos Momberg: „syntaktisk Dekomposition“. Sætningerne er brudte og står uden traditionelle interpunktionstegn (der bruges skråstreg, tankestreg og kolon, men ikke komma eller punktum), og digtene er sat med versaler (store bogstaver) som i et telegram. Denne sætningsnedbrydning bredte sig på dette tidspunkt også i det offentlige rum: i reklamesproget, på plakaterne, på de kommercielle avisers spisesedler og i nyhedsoverskrifterne, der ligesom telegrammet formidlede det nye og sensationelle. Blod markerer dermed den ændring og udvidelse af litteraturens stilistiske forråd, som de moderne kommunikationsteknologier afstedkom. Den trækker på en række sproglige virkemidler, der er karakteristiske for den civilisation, som samlingen kritiserer. Det er et tilsvarende opmærksomhedskrav, der ligger i digtsamlingens sats; de store bogstaver gør digtene højlydte, nærmest råbende. Også i denne forstand er de EXPRESSIONÆRE. Titlen på et af samlingens mest provokerende digte lyder unægtelig også som en sensationssøgende nyhedsoverskrift: „BORDELPIGE DRÆBER UFØDT“. Digtet skildrer en provokeret abort på en prostitueret:

SKAMSLIDT DIVANPAA RYGGEN TØSMED CHEMIS-VALK OVER MAVESPREDBENBORER STRIKKEPINDI KULHAARS UDFRYNSET VULVAGURGLENDELIG KØNS-KRYBER

Syntaksen er skåret ned, og verslinjerne fungerer som orienterende udbrud. Digtet er nærmest en sceneanvisning, der beskriver den obskøne situation uden at kommentere den eller reflektere over den. Alligevel udtaler de uskønne fremmedord og nydannelser i beskrivelsen en klar holdning til det skildrede: det obskøne forskønnes overhovedet ikke. Digtet gør flittigt brug af ubestemte navneord, som i sammenhængen er med til at almengøre situationen. Det handler ikke om nogen enkelt foreteelse, og det foregår ikke i nogen bestemt storby; digtene angår storbycivilisationens misere i det hele taget. Der var på dette tidspunkt ikke skrevet noget så 'antilyrisk' i den danske modernistiske lyrik.

Digtsamlingen bevægede sig imidlertid ikke kun på grænsen til de litterære konventioner, men også, mente man, ud over lovens. Blod gav anledning til en af de få danske litterære retssager fra 1900-tallet, hvor staten lagde sag an mod en forfatter, og hvor der ikke var tale om civilt søgsmål som i forbindelse med injurier og ophavsret. Fem dage efter udgivelsen udgik der en anmodning fra Justitsministeriet til Anklagemyndigheden for København om konfiskation af digtsamlingen. Samme dag beordrede Københavns Byret samtlige eksemplarer beslaglagt på grund af samlingens usædelige indhold.

Tre uger senere var der forundersøgelse, hvor Broby-Johansen blev udspurgt om hensigterne bag udgivelsen. 22. januar 1923 begyndte domsforhandlingen i byretten, hvor kammeraterne fra Det ny Studentersamfund var mødt talstærkt op. Centralt i forhandlingen stod spørgsmålet om samlingens kunstneriske værdi og om de eventuelle økonomiske motiver bag udgivelsen. Broby-Johansen holdt her en berømt forsvarstale, hvori han redegjorde for samlingens moralske motiv, nemlig at afsløre den borgerlige dobbeltmoral på seksualitetens område: at „raabe det ud af al Magt, hensynsløst og raat som det er“. Den holdt imidlertid ikke i byretten, som dømte, at digtene, „der for en væsentlig Del omhandler kønslige og perverse Emner med Anvendelse af saa raa Udtryk, at de findes egnede til at vække Forargelse, idet de overskrider det ifølge Straffelovens § 184 Tilladeliges Omraade“. Dommen blev appelleret og kom for Østre Landsret måneden efter. Til lejligheden havde fire autoriteter, litteraturprofessorerne Valdemar Vedel og Vilhelm Andersen samt forfatterne Henrik Pontoppidan og Emil Bønnelycke, afgivet betænkninger om digtsamlingens kunstneriske værd. De forsvarede alle manden, mens kun Pontoppidan også tog værket i forsvar, om end på et moralsk grundlag.

Bønnelycke så på Blod som en „Bog, der er et pauvert Produkt af det ukritiske Studium af en hæslig tysk Kunstretning der kun spiller en Rolle i et sammenbrudt kaotisk Land“ og konstaterede, at Broby-Johansen havde „krænket Kunsten, ikke Loven.“ Landsretten stadfæstede dommen, men udsatte straffen fem år med udsigt til bortfald, hvis forfatteren inden for perioden ikke igen overtrådte paragraffen. Bønnelyckes udtalelse viser tydeligt tidens anti-tyske tendenser, der lå bag hans ringeagt for ekspressionismen, som han dog selv havde været dansk bannerfører for få år forinden.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Rud. Broby-Johansen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig