Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harald Landt Momberg

Oprindelig forfatter LHK

Harald Landt Momberg (1896-1975) blev født i Odense, hvor hans far var købmand. Faderen emigrerede til USA i 1902 og efterlod kone og børn i Danmark. Yngste søn, Harald Landt Momberg, kvalificerede sig til en plads på Mulernes Legatskole, som han dog forlod uden eksamen. I 1916 flyttede han til København og fandt arbejde i Frihavnen og ved forskellige forsikringsselskaber. Ved siden af skrev han og aspirerede til en forfatterkarriere. I Teosofisk Tidsskrift fik han optaget digtet „Brahmas Nat“, som blev bragt i 1918. I samme tidsrum sendte han Klingen en række digte, der – ligesom Tom Kristensens digte på denne tid – blev afvist uden omsvøb af Otto Gelsted. „Er det det tyske Svindlerblad Der Sturm, der har faaet Dem ind paa en saadan syntaktisk Dekomposition?“ spurgte Gelsted i sin udtalelse. Gelsted forudgreb dermed den grovhed, som kendetegnede den senere, yderst forbeholdne modtagelse af Mombergs debutdigtsamling.

Anerkendelse modtog Momberg først sent i livet. Først med den lyriske horisont i slutningen af 1960'erne, som prægedes af systemdigtningen og konkretismen, fremstod kvaliteterne langt mere indlysende, end de havde været for samtiden. Han blev „fundet“ af Poul Borum i 1968, da denne skulle sammensætte et digtudvalg til antologien Dansk poesi 1900-1940 og dermed blev opmærksom på Parole. Det er det eneste tilfælde i dansk litteratur i 1900-tallet på en digter, der er blevet „opdaget“ af eftertiden – som med årtiers forsinkelse har fået anerkendelse for sin helt oversete litterære indsats. Parole (1922) blev således genudgivet samme år, 1968, og året efter stod Poul Borum og Hans-Jørgen Nielsen for udgivelsen af Roser, tid og evighed. Poesi og prosa 1919-1969.

Mombergs mangfoldige interesser i de unge år illustrerer mellemkrigstidens idéhistoriske kompleksitet. Han kom hurtigt efter ankomsten til København ind i syndikalistiske, ungkommunistiske og kulturradikale kredse, hvilket udgivelsen af Parole på Det ny Studentersamfunds Forlag og hans journalistiske bidrag til Studentersamfundets ugeblad Pressen vidner om. Det politiske engagement stod stærkt i disse år. Men samtidig hermed var han medlem af den danske Rosenkreuzerorden og var levende interesseret i teosofi, astrologi og numerologi. Denne rummelighed over for modsætninger (det rationelle og radikale over for det esoteriske og metafysiske), som man også finder hos Bønnelycke, peger på, hvor kort afstanden mellem idémæssige ekstremer var i disse år – for den enkelte, som stod midt i dem. „Jeg tror paa Darwin og fru Blavatsky, paa Atomteori og Sjælevandring, Kritiken og Ekstasen“, skrev Otto Gelsted i sin ironiske „Bøn til den moderne Mentalitet“ i 1925. Mombergs eklekticisme bekræfter, at billedet ikke er helt fortegnet.

Annonce

 Forside til Harald Landt Mombergs digtsamling Parole (1922) med passende ekspressionistisk tegning af Helge Jensen, elev af Harald Giersing.

Forside til Harald Landt Mombergs digtsamling Parole (1922) med passende ekspressionistisk tegning af Helge Jensen, elev af Harald Giersing.

Debutdigtsamlingens titel, Parole, er flertydig. Det kan betyde 'feltråb' som i militæret eller 'slagord', som det gør i politiske sammenhænge. I de romanske sprog betyder det 'ord' slet og ret. I den historiske og genremæssige sammenhæng peger titlen i retning af futuristernes lyriske projekt Parole in libertà eller 'ord i frihed', som gik ud på at skrive digte, der befriede ordene fra syntaksen. Det var en opfindelse af den futuristiske bevægelses initiativtager og hovedteoretiker Marinetti, som mente, det var spild af tid at konstruere sætninger. Parole in libertà gik ud på at give ordenes lydefterlignende egenskaber herredømmet over de meningsdannende, og der er således en glidende overgang mellem dette projekt og dadaismens dyrkelse af meningsløsheden. „Der skal i Svejts være opstaaet en ny Kunstretning, Dadaismen, foreløbig det sidste Skrig, som gaar ud paa, at alle tidligere Retninger er meningsløse, netop fordi de har søgt en Mening i den“ – „er Verden Kaos, kan Kunsten ikke være en Mikrokosmos“, lød det argument, som Otto Gelsted tilskrev dadaisterne i sin bog Ekspressionisme fra 1919. Bestræbelsen på at frisætte ordene genfinder man i Mombergs Parole, der på dette punkt følger i futuristernes spor. „Digtets værste fjender er betydningen og syntaxen“, skrev Momberg senere i en aldrig udgivet kunsthistorie: „En klar tanke udtrykkes bedst i prosa, hvor man bevæger sig på logikkens vedtagne område. Lyrik udtrykker ikke tanker“.

Titlerne på de 33 digte i Parole består uden undtagelse af ubestemte navneord: „Angst“, „Vinteraften“ og „Kulde“ hedder de tre indledende. Digtene er opdelt i to fløje. I første del fremkaldes tidløse, kosmiske, eksistentielle landskaber og elementer, himmel og hav, mark og skov, der består uden genkendelige orienteringspunkter. Anden del foregår derimod i et genkendeligt københavnsk bymiljø med Dronning Louises Bro, Salmonsens Konversationsleksikon, amagerhylder og bornholmerure. Der bruges citatteknik i „Skipperkongens Klage“, som bringer lange passager af uoversatte engelske vers. T.S. Eliots Ødemarken, der blev udgivet i England samme år som Parole, gjorde netop denne teknik til et grundelement i den modernistiske lyriks poetik.

Mombergs digte viderefører en række tendenser, som var på spil i Bønnelyckes og Kristensens eksperimenter med lyddigtning på kanten af meningsløshed, men i abstraktion overgår digtene i Parole så afgjort den tidligere danske modernistiske lyrik. Samme år som Parole udkom, erklærede Momberg i artiklen „At forstaa kunst“, der stod i Baalet, at den „moderne kunst er i sin udvikling naaet til det saakaldte genstandsløse maleri“. Genstandsløshed var på dette tidspunkt noget, man talte om i forbindelse med den russiske maler Kazimir Malevitjs suprematistiske teori og praksis, der gik ud på at bortskaffe alt det figurative i billedkunsten. Visuelle fænomener i den ydre verden var for Malevitj meningsløse; hvad der betød noget, var derimod den følelse, som de fremkaldte. Hans mest berømte billede, Sort kvadrat fra 1912, fremstiller en sort firkant på en hvid baggrund; for Malevitj selv var det ikke blot en tom firkant, men en „Følelse af Genstandsløshed“. Netop denne tanke, som Per Højholt fire årtier senere følte sig udfordret af (blandt andet i digtet „ansigt til ansigt til ansigt“ i Poetens hoved (1963)), fører Momberg over på lyrikken, for, som han fortsætter i artiklen, der „kan ligesaa godt skrives genstandsløse digte, hvor kunsten hviler i sig selv, og hvor idéforbindelser ikke paakaldes.“ Han videreudviklede tanken i minidigtsamlingen Rose, som først blev offentliggjort i Poul Borum og Hans-Jørgen Nielsens samling fra 1969.

Bevægelsen bort fra sætningsstrukturerne og betydningsdannelsen kan man følge i digtet „Etude“, hvori mange af ordene står som lyde, der leder efter en betydning, som ikke på forhånd er givet:

Suser bruser brænder bris
sis solisoli-mira
birke bløder
blå i natten
ha
og hi
tremulimuli brak

Digtet består af en blanding af lydord, der optræder i de tre første strofer, og almindelige betydningsord, som tager helt over i de to sidste strofer. Det handler ikke om noget bestemt (alle navneord er ubestemte), eller noget, der foregår i en bestemt rækkefølge (alle udsagnsord står i nutid). Sammensætningen af navneord og udsagnsord i fjerde strofe fungerer væsensbestemmende („stjerner stråler“), mens alle negationerne i femte strofe peger på en væren, der ikke kan bestemmes.

Kugler kredser
blærer brister
skove skrider
stjerner stråler
suser
hen

Ej du
ej jeg
ej himmel
ej hav
ingen skove
ingen måne
ingen fugle
ej blod
ej intet

Kun

Strofen peger på noget, som unddrager sig beskrivelse: det er „ej intet“, men heller ikke noget, der kan benævnes – andet end negativt. „Etude“ indskriver sig i den apofatiske tradition inden for teologien, der går ud fra, at Gud, der i tredje strofe benævnes som „salig dyb“, er ubeskrivelig, og som derfor karakteriseres ved alt det, han ikke er. Det kan man aldrig blive færdig med, og det bliver „Etude“ heller ikke. „Etude“ betyder 'musikalsk øvelsesstykke', og titlen i sig selv henviser derfor dels til det lydligt-musikalskes forrang, men altså også til, at digtet kun er en øvelse, en skitse, der ikke hævder at være færdig. Den sidste strofe i digtet, „Kun“, peger stilfærdigt og sublimt direkte ud i tavsheden og uendeligheden.

Det er et eksperiment, der peger fremad mod den tilnærmelse til det uudsigelige, der er en afgørende tendens i den senere danske modernistiske lyrik, men som ved udgivelsen betegnede abstraktionens højdepunkt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Harald Landt Momberg i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477298