Den italienske futurist Filippo Tommaso Marinettis poetiske projekt „Parole in Libertà“, ord i frihed, var en poetisk bestræbelse på at befri sproget fra sætningsdannelsens langsommelighed og frembringe en syntaks, som egnede sig til det tempo, der hørte det moderne liv og de nye kommunikations- og transportteknologier til.

.

Lyrisk ekspressionisme, 1920'erne var endnu et ungt årti, da begejstringen for den tyske ekspressionisme blandt danske digtere og kritikere begyndte at aftage. Det er nærmest symbolsk, at Politikens Ekspressionist-Soiréer, der skulle indføre det bredere danske publikum i retningen, løb af stablen i vinteren 1919 samtidig med Weimarrepublikken problematiske indstiftelse. For den skulle vise sig at blive en skelsættende begivenhed i den tyske ekspressionismes historie. Den ny situation fik nemlig mange ekspressionister til at søge ud imod de politiske yderfløje, til den dogmatiske kommunisme eller til forskellige former for protofascisme, der beredte vejen for Det Tredje Rige. Nazisterne afviste dog kategorisk ekspressionismen og anså den for „entartet“, perverteret, på samme måde som den danske professor Salomonsen havde diagnosticeret den som dysmorfisk. Denne måde at tænke om kunsten på, som udtryk for sundhed eller sygdom, var ikke noget lokalt dansk fænomen. Ekspressionismen blev dermed politisk kompromitteret, og det er en af forklaringerne på, at dens kurs gennem 1920'erne var i frit fald på det danske marked. Der opstod et behov for at bagatellisere ekspressionismens indvirkning på den tidlige danske modernistiske lyrik, som er tydeligst udtalt af Tom Kristensen, der takkede „„Klingen“s franske orientering“ for, at „„Der Sturm“ og de litterære berlinerkafeer saa at sige ingen indflydelse [fik] hos os“, som han meddelte i Åbenhjertige fortielser (1966). Der ligger i udtalelsen et selvopgør, camoufleret som et litteraturhistorisk udsagn.

Takket være de to lyrikere Harald Landt Momberg og Rudolf Broby-Johansen ved vi imidlertid, at Kristensens udsagn netop er en åbenhjertig fortielse. Deres to digtsamlinger Parole og Blod fra 1922 modsiger lodret hans udsagn om, at den tyske ekspressionisme stort set ingen indflydelse fik. Både Momberg og Broby-Johansen havde direkte tilknytning til kredsen omkring det toneangivende tyske ekspressionistiske tidsskrift Der Sturm og dets redaktør Herwarth Walden. Momberg havde etableret kontakten i 1918 i forbindelse med Der Sturm-galleriets maleriudstilling på Vesterbrogade i København, mens Broby-Johansen havde lært dem at kende i Berlin i foråret 1922. Begge fik de bragt uddrag af deres digtsamlinger i tidsskriftet i 1923, efter at den danske modtagelse for begges vedkommende – men på forskellig vis – var mislykkedes.

De to samlinger udkom ikke blot samme år, men også på samme forlag, Det ny Studentersamfunds Forlag, og i ensartet indpakning. Det ny Studentersamfund var en kommunistisk studenterfraktion, der under nogen ambivalens dyrkede den kunstneriske modernisme og ofte var på kant med moderpartiet, Danmarks Kommunistiske Parti. Broby-Johansen blev ekskluderet i 1926 og efterfølgende smædet af fremtrædende kommunister gennem en menneskealder. Først i 1983, fire år før han døde, og seks år før DKP opløstes som selvstændigt parti, kunne han igen melde sig ind. Under indtryk af Stalin-regimets brutalitet afsvor Momberg senere helt sin ungdoms politiske sympatier. Hver især udgav de kun ganske få digte – Broby-Johansen kun den ene samling, Momberg kun to, hvorefter de opgav den skønlitterære udgivelsesvirksomhed. Sent i livet vendte Momberg dog tilbage til den. Broby-Johansen blev danmarksberømt kultur- og kunstkritiker, der turnerede landet rundt og holdt foredrag, mens Momberg levede anonymt som dagbladsjournalist og senere folketingsreferent. Fra 1925 skrev han for Nationaltidende og fra året efter for Berlingske Tidende.

Blod vakte megen opsigt og Parole nærmest slet ingen, men nævneværdig anerkendelse fra den etablerede litteraturkritik blev ingen af dem til del. De to samlinger knyttede sig udtrykkeligt til ekspressionismen ved deres undertitler: 33 expressionistiske digte lød den for Mombergs vedkommende og EXPRESSIONÆRE DIGTE for Broby-Johansens. Sidstnævnte erklærede i forsvarstalen for Blod, holdt i Københavns Byret i 1923, ligefrem, at hans digte tilhørte „en verdensbevægelse i kunsten som man har givet navnet expressionismen / en bevægelse der i virkeligheden er romantiken i moderne skikkelse“. Denne romantiske baggrund for Broby-Johansens forståelse af ekspressionismen fremgår tydeligt af hans definition af kunstværket som „en ny organisme som ikke ligner noget / men er noget.“ En tilsvarende uafhængighed tilskrev også Momberg poesien, som efter hans mening ikke behøvede at gå bag om virkeligheden: „Den er virkelighed i sig selv“. En vis enighed herskede imellem dem om, at kunstværket ikke skulle efterligne, men være; det skulle ikke handle om noget, men handle i sig selv.

På trods af de mange ydre ligheder er deres lyriske projekter imidlertid vidt forskellige, både hvad mål og midler angår. Blod er prototypen på et aktivistisk værk i dansk litteratur, der med ekspressionismens virkemidler søger konfrontation med det borgerlige samfund – og som opnåede det i kraft af udgivelsens retlige efterspil. Grænserne, den først og fremmest udfordrede, var det tilladeliges. Parole indleder derimod den hermetiske linje i dansk modernistisk digtning – i al ubemærkethed vel at mærke. For samlingens bedste digte lykkes det at bære vidne om det ufremstillelige, om det, der for altid vil være uden for digtets rækkevidde.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Lyrisk ekspressionisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig