George Gershwins negeropera Porgy og Bess i urskovslignende kulisser på Det Kongelige Teater. Teatret slap for schalburgtage i modsætning til Arena og Glassalen i Tivoli, der blev sprængt i luften juni 1944. Blandt terroristerne var den berygtede Peter-gruppe, som i januar samme år havde myrdet Kaj Munk.

.

Ved Tysklands overfald på Sovjetunionen 22. juni 1941 vågnede de danske kommunister op af deres ideologisk betingede tornerosesøvn til en dødsensfarlig situation. Efter pres fra besættelsesmagten arresterede og fængslede dansk politi flere hundrede fremtrædende kommunister – langt flere end tyskerne havde forlangt. De blev interneret i Horserødlejren i Nordsjælland, og i august vedtog folketinget en lov, som i strid med grundloven kriminaliserede al kommunistisk virksomhed. Nogle af partiets forfattere og intellektuelle, bl.a. Hans Kirk, var blandt de internerede, men Kirk undgik andre Horserødfangers skæbne: at blive sendt i tysk kz-lejr. Nogle kommunister gik under jorden og blev drivende kræfter i den modstandsbevægelse, der efter spredte tilløb nu organiserede sig i sabotageaktioner mod besættelsesmagten og værnemagere. Især medlemmer af de „nye“ partier DKP og Dansk Samling, som havde lagt sin oprindelige begejstring for korporativismen bag sig, spillede en tidlig og vigtig rolle i modstandsbevægelsen, men den kom også til at omfatte repræsentanter for alle de gamle partier. Under ledelse af Danmarks Frihedsråd blev modstanden organiseret i tæt kontakt med de allierede. Sabotageaktionerne blev bedre koordineret og tog til i antal. Modstandsbevægelsen havde bred opbakning i befolkningen, og den voksede, da den tyske krigsmaskine led sine første store nederlag ved Stalingrad og El Alamein i 1942, hvor det blev klart, at den trods alt kunne bremses. Presset på samarbejdspolitikerne tog til, besættelsesmagten stillede nye og skærpede krav om sanktioner, bl.a. indførelse af dødsstraf, som regeringen nægtede at efterkomme, hvorefter den trådte tilbage den 29. august 1943.

Det var en skelsættende dato, som fik en mytisk betydning i den kollektive erindring og i litteraturen om besættelsen, bl.a. Kjeld Abells drama Silkeborg. Den 29. august fremstod som det vendepunkt, hvor danskerne gjorde op med den uværdige samarbejdspolitik, og landet genvandt sin ære og – med hjælpen til de danske jøder, da de måtte flygte til Sverige i oktober 1943 – sin selvrespekt. Efter regeringens tilbagetræden var linjerne klarere. Tyskerne overtog magten og regerede indtil kapitulationen sammen med ministeriernes embedsmænd i det såkaldte „departementschef-styre“.

Et udstrakt netværk af illegale blade kaldte til modstand og forsynede befolkningen med informationer, som den censurerede presse var afskåret fra at bringe. I denne situation opstod – sent i sammenligning med andre besatte lande – en illegal beredskabsdigtning. Til at begynde med bragte man tekster af nordmænd som Nordahl Grieg og Arnulf Øverland samt danske værker, som var blevet beslaglagt. Nyskrevne danske bidrag fulgte i blade og bøger. Den kendteste er antologien Der brænder en Ild (1944), der indeholder digte og prosatekster – naturligvis anonyme – af etablerede forfattere som Leck Fischer, H.C. Branner og Jacob Paludan og af besættelsestids-debutanter, bl.a. Halfdan Rasmussen, der med otte bidrag var den flittigste bidragyder. Men også blandt de efterhånden talrige danske flygtninge i Sverige opstod en beredskabsdigtning og de første romaner om besættelsestiden, bl.a. Ole Juuls De røde Enge (1945), som oprindelig blev udgivet på svensk.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Modstand og illegal digtning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig