Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

For ører, der vil høre

Oprindelig forfatter SSchou

I et åndsliv under et terrorregimes konstante overvågning var det forbundet med fare, endda livsfare at tale frit ud af posen. Kaj Munk blev myrdet, fordi han nægtede at tie. Beundringsværdigt, mente mange, og Munks anseelse var enorm efter befrielsen. Men Hans Scherfig tegnede senere i romanen Frydenholm (1962) et satirisk portræt af en læge, der råber sine anskuelser ud for alle vinde og bliver likvideret. Et modigt menneske, men et fjols. Åbenmundethed, uanset om den var modig eller ubetænksom, var farlig for én selv og kunne være det for andre. For forfatterne kunne livet under censur sammenlignes med skribentens vilkår i Østeuropa og Sovjetunionen. Oppositionelle forfattere, som ønskede at udkomme legalt, måtte lære kunsten at formulere sig indirekte, i allegoriske former eller med næsten umærkelige antydninger. Hvad de skrev, hvordan de gjorde det, og hvad de fortav – det blev alt sammen registreret af et lydhørt publikum. Censuren skabte opmærksomme læsere, og mange kendte fra deres egen hverdag til nødvendigheden af at veje hvert ord – og til frygten for, hvad uoverlagte bemærkninger kunne føre med sig.

Mistroen mærkes overalt i Erik Aalbæk Jensens Kridtstregen (1976), som foregår i de sidste, udmarvende måneder af krigen, hvor nerverne hænger i laser, og alle vogter på alle. Vi hører om, hvorledes romanens to hovedpersoner Bertel og Hardy under deres rejse nordpå gennem Jylland når til Arden. De prøver at få billejlighed videre til Aalborg og spiser under forberedelserne hertil morgenmad i selskab med nogle mænd, de ikke kender, og som heller ikke ved noget om dem, men vistnok tror, at de må være modstandsfolk på vej til en aktion. Det ved læseren ikke er tilfældet. Bertel og Hardy er tidligere Østfront-frivillige og vagtkorpsfolk, der er flygtet fra deres kaserne i Ringsted. Fordi de har mistet troen på nazismen? Eller fordi de frygter det kommende opgør? Lidt af hvert; motiverne er grumsede, som de i det hele taget var det for mange mennesker ifølge romanen.

Snakken går i lokalet, bl.a. om den hårde frost, og Bertel siger: „Vi har været ude for det, der er værre.“ Hvor kan det være? tænker alle, men ingen siger noget. Senere taler de om en bestemt slags spiritus, og nu er det Hardys tur til at tale over sig: „Et glas af den er en hel ugeration.“ Igen står alle ører på stilke, og en af mændene tager sig sammen til at spørge: „Er det? Hvor får du dine rationer?“ De henkastede replikker er nok til at gøre mændene mistænksomme, og med god grund: Den rigtig hårde frost kender Bertel og Hardy fra kampene i Sovjetunionen, rationer er noget, soldater modtager. To trivielle og tilsyneladende helt uskyldige bemærkninger om vejr og drikkevarer er – for ører, der vil høre – tilstrækkelige til at røbe deres fortid som Østfront-frivillige.

Annonce

Kridtstregen var et forholdsvis sent værk om tiden, skrevet på nøgternhedens afstand. Den evige agtpågivenhed og de grumsede motiver var ikke de grundstemninger, der prægede den første bølge af besættelsestidsromaner, som begyndte at udkomme lige efter befrielsen. Her var holdningen mere heroisk, og her var det ikke en tilfældig kridtstreg, men en klar demarkationslinje, der adskilte de rigtige fra de forkerte.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: For ører, der vil høre i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477192