Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Allegori og protest

Oprindelig forfatter SSchou

Litterært opstod der – delvis parallelt med flere nationalhistoriske pragtværker – stor interesse for historiske romaner og skuespil. Kelvin Lindemann fik en publikumssucces af dimensioner med den brede underholdningsroman Huset med det grønne Træ (1942), der fortæller om en dansk handelsslægt sidst i 1700-tallet. Handlingen foregår dels i den florissante periodes København, dels i de danske kolonier i Afrika og Ostindien. Men Lindemann skrev herefter en mere kontroversiel historisk roman, som fuldt bevidst holdt fortiden op som spejl for nutiden. Den kan vel Frihed bære (1943) handler om bornholmernes frihedskamp mod den svenske besættelsesmagt i 1600-tallet. Parallellerne til den aktuelle situation var så umisforståelige, at censuren skred ind og konfiskerede oplaget. Også forfattere som Mogens Klitgaard (De røde Fjer), Kaj Munk (Niels Ebbesen), Kjeld Abell (Judith) og Martin A. Hansen (Jonatans Rejse og Lykkelige Kristoffer) lærte sig kunsten at skrive allegorisk og formulere aktuelle politiske kommentarer i historisk indfatning. Et populærkulturelt modstykke til de litterære samtidskommentarer i historiske gevandter var Det Ny Teaters udgave af Carit Etlars uopslidelige Gøngehøvdingen fra 1942 med indlagte sange af Mogens Dam og Kai Normann Andersen – herunder en ildfuld „Gøngemarch“, som om guerilla-bevægelser giver sig af med at marchere!

 Kodesprog i et kulturliv under censur: Carlt ta'r en omgang, så GIRAF bliver til RAF.

Kodesprog i et kulturliv under censur: Carlt ta'r en omgang, så GIRAF bliver til RAF.

Allegorien kunne antage andre former som i Soyas fabel En Gæst (1941). Den handler om en typisk dansk, småborgerlig familie, der under morgenmaden opdager en ørentvist i smørret. Familien tager det lille kræ til sig og passer og plejer det, indtil det er vokset til menneskestørrelse og viser sig at være dødsensfarligt, men så går husets svigersøn til modstand og dræber udyret. Også i Soyas tilfælde greb censuren ind, hvad han på forhånd havde fået at vide, den ville gøre, og han blev idømt 60 dages hæftestraf, som han afsonede i Vestre Fængsel.

I populærkulturen behandlede tegneseriekunstneren Holger Philipsen (1912-93) samme motiv som Soya. Hans daglige striber om den slagfærdige københavnske svajer Carlt blev bragt i B.T. fra 1940, og de rummede flere nålestik til besættelsesmagten. Således får Carlt mareridt, da firmaet ansætter en ny prokurist – tegnet som en blanding af Scavenius og døden fra Lübeck. Og 9. april 41, på årsdagen for besættelsen, møder Carlt en mand med indbundet hoved. Han har tandpine: „De skal ud! Alle de daarlige!“, siger manden, som fortæller, at tandpinen begyndte for et år siden. Den slags nålestik blev måske i højere grad bemærket af læserne end af tyskerne. Bertolt Brecht, som havde lejlighed til at studere dansk mentalitet som flygtning 1933-39, havde skoset danskerne for deres selvovervurderende tro på, at man kan yde modstand ved at fremsætte små, godt indpakkede spydigheder, som fjenden alligevel ikke opfatter. Men en virkning havde Soyas og Philipsens nålestik alligevel, hvis ikke på fjenden, så på deres publikum. De formulerede en replik til situationen, som var rap, ironisk, holdt i tidens sprog – og dermed mere erfaringsnær end den fædrelandske patos.

Annonce

Men valget stod ikke nødvendigvis mellem patos og ironi. Hos de unge lyrikere fra kredsen omkring Vild Hvede og Unge Kunstneres Klub var tonen neddæmpet og indadvendt. Især Morten Nielsen skrev om længselen efter at fastholde øjeblikket og visheden om dødens nærhed: „Jeg er Cigarettens Glød / og Jazzmusikkens Rytme, / hurtig, let, men med en Underklang / af Død.“ Morten Nielsens digte formidler en tidstypisk stemning af sårbarhed og angst, som mange fra hans generation kunne spejle sig i. Også Halfdan Rasmussens debutdigte Soldat eller Menneske (1941) giver autentisk udtryk for krigsårenes livsfølelse og peger i bogtitlen på det afgørende valg mellem uniformering og medmenneskelig forpligtelse. Og den debuterende Ole Sarvigs Grønne digte (1943) rækker med deres ejendommelige, skræmmende visioner af kulturens landskaber, der er lagt øde, frem mod modernismen. „Lucifers taarne“ var et af dem:

Forspildtheds marker.
Tusindtalsvækster og tidselskove
tilbage gennem Europa
i tiden.
Tidslernes høje pagoder,
hvor slægt paa slægt gik i frø
i Lucifers blomstring.

I romanen Drømmen og Virkeligheden (1942) gik Michael Tejn (1911-94) mere direkte til sagen, men inden for grænserne af det tilladte. Ved at holde sig til det individuelle personportræt (og overlade generaliseringer til læseren) kunne han slippe af sted med at skildre nazisten som indbegrebet af skræmmende umenneskelighed. Stedet er ikke tilfældigt nazismens eget hjerteland, en ølkælder i München, kort efter Hitlers mislykkede kupforsøg i 1923. Her hersker en atmosfære af „Offervilje og blind Brutalitet“. En af romanens danske hovedpersoner sidder ved samme bord som en mand med jernhånd og i uniformslignende påklædning. Portrættet rummer mange af de ingredienser, der blev genanvendt – for til sidst at stivne i kliché – i efterkrigstidens skildringer af den typiske nazist:

Hans Ansigt var tæt og blegt med Ansats til Fedme og ganske udtryksløst, og hans Øjne var gennemsigtigt og lyst blaa. Hans ene Haand holdt hele Tiden om Krusets svære Hank, og den anden Haand laa haardt sammenknuget og behandsket paa Bordet, ubevægelig og hammertung.

 Syngende modstand på flagprydet baggrund. Den danske sangskat fik en renæssance under besættelsen, og dens fremmeste fortolker var tenoren Aksel Schiøtz, der som cand.mag. i dansk og elev af sprogforskeren Otto Jespersen lagde stor vægt på den tydelige, men talesprogsnære og ikke-affekterede tekstudtale. Musikanmelderen Hansgeorg Lenz har sagt om Schiøtz, at han skabte den danske sang, men at den danske sang også skabte ham. Her ses Schiøtz ved et grundlovsmøde i Hørsholm i 1942.

Syngende modstand på flagprydet baggrund. Den danske sangskat fik en renæssance under besættelsen, og dens fremmeste fortolker var tenoren Aksel Schiøtz, der som cand.mag. i dansk og elev af sprogforskeren Otto Jespersen lagde stor vægt på den tydelige, men talesprogsnære og ikke-affekterede tekstudtale. Musikanmelderen Hansgeorg Lenz har sagt om Schiøtz, at han skabte den danske sang, men at den danske sang også skabte ham. Her ses Schiøtz ved et grundlovsmøde i Hørsholm i 1942.

I teaterets og revyens verden ytrede modstanden sig – når det overhovedet skete – både i patetiske og ironiske former, og det var den ellers demonstrativt uhøjtidelige Poul Henningsen, der i en bevæget stund skrev besættelsestidens bedst huskede strofe om ånden, der ikke kan bindes. Besættelsesmagten kunne man ikke åbent udfordre fra scenen, man måtte nøjes med at gøre grin med de lokale nazister. Alligevel var der satire og bid i den forestilling, skrevet af Børge Muller, som Apollorevyen satte op nytårsaften 1940. Den hed Sommerrevyen 1960 og var henlagt til et fremtidigt Danmark. En sketch handler om, at en dansk familie sidder hjemme 9. april og ængsteligt venter på svigermor. Hun er en ubehagelig, stridslysten dame, og hun har haft andet at se til, inden hun ankommer: „Det ene Øjeblik er hun ude i Frankrigsgade og skænds med Tante Marianne, og det næste Øjeblik dukker hun op paa Englandsvej og nøfler Onkel John.“ Sketchen om familien Danmark var baseret på radioens evighedsføljeton om den folkekære familie Hansen. Et andet satirisk indslag i forestillingen var „Fodboldkampen Brønshøj-Vanløse“, som satiriserer over de krigsførende parters hærberetninger. To reportere, der støtter hver sin klub, skiftes til at tage ordet og speaker vildt tendentiøst med voldsomme overdrivelser af deres egen klubs målscore. Allegorierne var modige – eller uforsigtige. Efter tæppefald henvendte en repræsentant for besættelsesmagten sig til Udenrigsministeriet med trusler om at lukke teatret, hvis ikke de tyskkritiske indslag blev fjernet. Det blev de, og det var kun premierepublikummet, der fik lejlighed til at goutere de skrappeste numre.

Men dansk teaters dristigste satsning under besættelsen fulgte senere, på et tidspunkt, hvor den politiske situation var tilspidset og stemningen højspændt. I 1943 opførte Det Kgl. Teater George Gershwins opera Porgy og Bess. Det var en firedobbelt provokation: Komponisten var jøde, personerne sorte amerikanere, musikken jazzpræget, og det hele made in USA. Teatret modtog trusler om schalburgtage og måtte tage operaen af plakaten i utide og – i en kulturel clearing-ordning – spille Svend Borbergs Baaden, som havde et autoritært budskab, der bedre passede besættelsesmagten.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Allegori og protest i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 13. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477188