Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Litteraturen under besættelsen

Oprindelig forfatter SSchou

Tidligt om morgenen den 9. april 1940 besatte tyske tropper Danmark, og efter kortvarige kamphandlinger bøjede regeringen sig under protest for besættelsesmagtens krav. Officielt bevarede Danmark status som selvstændig stat i forståelse med Tyskland. I realiteten blev alle dele af samfundslivet dybtgående præget af okkupationen.

Det gjaldt også kulturlivet. Et umiddelbart resultat af besættelsen var en kraftigt opblussende nationalfølelse og traditionsdyrkelse. „Dansk“ og „nordisk“ var plusord på alle fløje. Forlagene udsendte massevis af værker om store danske bedrifter i fortid og nutid, men kunne – også på grund af papirmangelen – dårligt holde trit med efterspørgslen. Læselysten var stor, nu hvor mørklægningen gjorde aftenerne lange. Man viste sit nationale sindelag ved at gå algang og bære kongemærker, fædrelandssangen fik en revival ved store alsangsstævner – og sin kongeniale fortolker i tenoren Aksel Schiøtz. Fremtrædende intellektuelle som politikeren Hal Koch og litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen holdt velbesøgte foredrag om dansk kulturs største frembringelser. Man samledes om det fælles; en af de mere spektakulære anledninger var indvielsen af Grundtvigskirken på digterens fødselsdag i september 1940, hvor Københavns biskop afsluttede sin tale til den tusindtallige forsamling med bønnen „Hold, oh Gud, din Faderhaand over Danmark“. Få dage efter fik Kaj Munks drama Egelykke om den unge Grundtvig premiere og blev en kæmpesucces. Grundtvig-renæssancen var et udtryk for en søgen efter det, der kunne forene danskerne, interessen for landets tidligste historie et andet. I 1940 afsluttede arkæologen Johannes Brøndsted sit monumentale trebindsværk Danmarks Oldtid (1938-40) med en skildring af jernalderen som en forfaldsperiode, hvor danskernes stridbare naboer mod syd fik tildelt skurkerollen.

I de første måneder af besættelsen blev grunden lagt til forestillingen om, at danskerne – med kedelige, men heldigvis få undtagelser – stod over for besættelsesmagten som ét samlet folk. Den forestilling fik et langt efterliv i den kollektive erindring om besættelsen og i dele af historieforskningen, men den blev også modsagt. „Vi er alle i samme Baad“, hed en revyvise af Holger Bech fra 1944. Titlen var ironisk ment; som tiden gik, erfarede mange, at sådan forholdt det sig ikke. De sociale skel blev ikke udjævnet, men tværtimod uddybet i besættelsesårene, hvor entreprenører spandt guld på at bygge for besættelsesmagten, og landbruget leverede levnedsmidler til den tyske hær.

Annonce

„Fædrelanderi“ ville Georg Brandes have snerret ad de tidlige, svulmende manifestationer af danskhed, og netop Brandes og hans arvtagere var i manges øjne udtryk for en pietetsløs fornuftsdyrkelse, som forekom forældet og foragtelig. Kulturradikalismen var trængt i defensiven. Dens betydeligste skikkelse, Poul Henningsen, havde ingen fast talerstol, efter at han var blevet fyret fra Politiken, men han kunne stadigvæk udfordre tidsånden, fx i et foredrag om nationalfølelse fra 1941: „Alt det, med at vi er vaagnet til Bevidsthed og til Daad, sammensvejset til et enigt Folk omkring Kongen og meget mere – er for mig kun yderligere Bevis for, hvor ulykkeligt det er gaaet os. Jeg siger omvendt af andre: Uenighed gør stærk. Enighed er et Svaghedstegn.“ Med delvis andre begrundelser advarede socialdemokraten Hal Koch mod en løssluppen nationalisme: den kunne udnyttes af nazisterne og „medvirke direkte til en Nazificering af Dansk Ungdom“. Som formand for Dansk Ungdomssamvirkes repræsentantskab bidrog Koch til en oplysningsvirksomhed i ungdommen, som lagde mere vægt på demokratiets idealer end på det nationale.

De sovjettro kommunister var ikke alene sat uden for indflydelse, men bundet på hånd, mund og ånd. Årsagen var ikke-angrebspagten mellem Hitler og Stalin, som forhindrede kommunisterne i at kritisere Tyskland, og bindingen til sovjetisk udenrigspolitik fik partiet til at slå nogle ideologiske krumspring, som blot gjorde afmagten tydeligere. En undrende omverden måtte spørge, om kommunisternes eneste rettesnor hed følgagtighed, og om deres anti-nazistiske engagement i 30'erne havde været alvorligt ment. Hans Kirk erklærede det borgerlige demokratis epoke for afsluttet, og i stedet for Tyskland rettede partiets nye tidsskrift Kultur og Politik skytset mod „det engelske Imperium“, som det anså for hovedfjenden.

Kulturlivet blev underlagt restriktioner. De var lempeligere end i de andre besatte lande, men føltes snærende nok. Det var ikke nogen helt ny situation, for allerede i 30'erne havde regeringen efter tysk pres prøvet at give mundkurv på anti-nazistiske skribenter som Berlingske Tidendes udenrigsredaktør Nicolai Blædel og dramatikeren Soya. Censuren under besættelsen var indtil den 29. august 1943 formelt et internt dansk anliggende og sorterede under Udenrigsministeriets Pressebureau, men besættelsesmagten greb ved flere lejligheder ind med krav om afskedigelse af kritiske avisredaktører. Andre gange optrådte den danske censur til gengæld med en emsighed, der rakte ud over det forlangte.

 Nazismens æstetiske iscenesættelse af magten. De brune, fanebærende bataljoner hilses med heilen under en SA-parade i Lustgarten i Berlin, 1938.

Nazismens æstetiske iscenesættelse af magten. De brune, fanebærende bataljoner hilses med heilen under en SA-parade i Lustgarten i Berlin, 1938.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Litteraturen under besættelsen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 12. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477187