• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kulturkrise og kætteri

Oprindelig forfatter LHK

„Jeg er i hvert fald lige saa traurig som den Tid jeg lever i“, erklærer en af hovedpersonerne i den første efterkrigstids danske litteratur, fortælleren Johannes Vig i Martin A. Hansens roman Løgneren (1950). Og det er ikke løgn, for i det første tiår efter krigen stod stemningen i desillusionens tegn – i Danmark såvel som i det øvrige Europa. Verdenskrigens rædsler, der efterhånden blev blotlagt, faldt sammen med forfærdelsen ved de uoverskuelige undergangsvisioner, som de nye atomare masseødelæggelsesvåben bragte med sig. Selv om kriseretorikken var slidt oven på mellemkrigstidens mange udmeldinger om vesterlandets undergang, var det endnu engang den, der var i overensstemmelse med omstændighederne. Kulturkrisen, et udtryk som religionshistorikeren Vilhelm Grønbech havde lanceret, blev den samlende danske betegnelse for tilstanden i denne tid. „Alt var dybt, inderligt, mørkladent og indadvendt i fyrrerne“, huskede Jørgen Gustava Brandt i erindringsessayet „Hin bemærkelsesværdige septemberaften“ fra 1958.

Krisens udgangspunkt var en fornemmelse af, at den europæiske kultur befandt sig ved et vendepunkt: „Vi lever i en Tid, hvor alle Former er brudt sammen, og hvor den brændte Jords Taktik har gjort Menneskene til Nomader. Endnu er Freden ikke sluttet, og Europa er ikke kommet sig af Forfærdelsen over de ufattelige Ting, som blev set, da Stenen blev væltet bort fra det besejrede Tyskland; et graat Dagslys trængte ind i Maidanek og Ravensbrück, Belsen og Neuengamme. Det moderne Menneske ønsker efter dette mindre end nogensinde at kende sig selv“. Sådan skrev Ole Wivel i en kasseret programerklæring til det tidsskrift, der skulle blive hovedorganet for kulturkrisen. Dets navn var Heretica, det udkom for første gang i 1948, og det var herfra, den væsentligste fornyelse af 1940'ernes kulturdebat udgik.

Annonce

 Det smeltede ur med viseren stivnet klokken 8.15 er ikke en detalje fra et surrealistisk maleri, men en tilbagebleven genstand fra den japanske havneby Hiroshima, som blev raseret af atombomben Little Boy netop på dette tidspunkt den 6. august 1945. „Hvis De ikke accepterer vores vilkår nu, kan De vente en regn af ødelæggelse fra luften af en karakter, som man aldrig før har set på denne jord“, lød beskeden fra Det Hvide Hus til Japans kejser Hirohito, og alvoren af udsagnet blev yderligere bekræftet tre dage senere, da endnu en atombombe blev kastet over Nagasaki. Hiroshima blev det skæringspunkt, hvor den varme krig i Vesten endte, og den kolde krig begyndte.

Det smeltede ur med viseren stivnet klokken 8.15 er ikke en detalje fra et surrealistisk maleri, men en tilbagebleven genstand fra den japanske havneby Hiroshima, som blev raseret af atombomben Little Boy netop på dette tidspunkt den 6. august 1945. „Hvis De ikke accepterer vores vilkår nu, kan De vente en regn af ødelæggelse fra luften af en karakter, som man aldrig før har set på denne jord“, lød beskeden fra Det Hvide Hus til Japans kejser Hirohito, og alvoren af udsagnet blev yderligere bekræftet tre dage senere, da endnu en atombombe blev kastet over Nagasaki. Hiroshima blev det skæringspunkt, hvor den varme krig i Vesten endte, og den kolde krig begyndte.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Kulturkrise og kætteri i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 11. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477224