Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Troen på miraklet

Oprindelig forfatter BiHes

Ordet, kendt ikke mindst gennem Carl Th. Dreyers bevægende filmatisering fra 1955, blev skrevet 1925, men først opført 1932. Det er på én gang Munks betydeligste og hans mest provokerende drama. Stykket udspiller sig i et landbomiljø, der er præget af modsætningsforholdet mellem grundtvigianisme og Indre Mission. Mikkel Borgen, egnens gamle grundtvigianske fører, må erkende, at kraften i bevægelsen er tyndet ud, og at hans håb om en genrejsning fortoner sig, Borgensgaards berømmelse og magt vil dø ud med ham. Af de tre sønner er Mikkel den ældste. Mikkel er lykkeligt gift med den lysende og varme Inger, som venter deres tredje barn, men han er ikke troende. Den anden søn, Johannes, var engang en begavet teologistuderende, som faderen knyttede store forventninger til. Nu er han sindssyg efter en tragisk ulykke, som dræbte hans forlovede. Johannes lever i sin egen verden, han er „gal“, men, viser det sig, også synsk og overbevist om, at han er den genkomne Jesus, som ingen vil lytte til. Den tredje søn, Anders, har forelsket sig i Anne, datter af ærkefjenden, den missionske Peter Skrædder. Forbindelsen er lige så umulig som mellem Romeo og Julie og i gamle Borgens øjne helt uacceptabel. Men han sadler om, da den fattige Peter tillader sig at afvise Anders som sin svigersøn med den begrundelse, at hans datter ikke skal fristes bort fra sin tro ved at gifte sig ind i en slægt af u-frelste, den være sig nok så velhavende. Det lader gamle Borgen sig ikke byde. Han sadler om og opsøger nu selv Peter Skrædder. Mødet er udartet til håndgribeligheder, da der kommer bud om, at den gravide Inger er blevet alvorligt syg. Det sker uvarslet og pludseligt, og selv om det tilsyneladende lykkes for lægen at bringe hende gennem krisen, dør hun samme nat.

 Birgitte Federspiel og Emil Hass Christensen i Carl Th. Dreyers filmatisering af Kaj Munks Ordet (1955).

Birgitte Federspiel og Emil Hass Christensen i Carl Th. Dreyers filmatisering af Kaj Munks Ordet (1955).

Den højspændte fjerde akt foregår på begravelsesdagen, fem døgn senere. Den „gale“ Johannes har været forsvundet siden Ingers død og er endnu ikke fundet. Den dybt sørgende familie står samlet omkring Ingers kiste for at tage en sidste afsked, inden låget lægges på. Et stort begravelsesfølge venter i stuen ved siden af. Da bryder Peter Skrædder ind med sin datter, Anne, og bekender ved den åbne kiste, at han har indset sit hovmod. Han har bøjet sig og vil overdrage Anne til Anders og til slægten på Borgensgård som den nye husfrue. Imidlertid er tiden så vidt fremskreden, at låget skal lægges på kisten. I netop det øjeblik vender Johannes tilbage, tilsyneladende helt helbredt og fuldt tilregnelig. Han har bedt til Gud i fem døgn, og hans bøn er blevet hørt: Ved Guds hjælp vil han genopvække den døde. Ingen tror ham. Eller tror som han. Men Mikkels og Ingers lille datter Maren har barnetroen i behold, og ved hendes hjælp kan Johannes bede den døde rejse sig i Guds navn. Og underet sker. Stykket toner ud med begravelsesfølgets lovsang.

Miljøskildringen er præget af Munks humor og indlevelse, man mærker hans dybe førstehåndskendskab til miljø og personer, bl.a. i en gennemført replikindividualisme. Men stykket har også rene folkekomedietræk (lægens og præstens figurer), og intrigens opbygning driver følelserne op i en næsten kulørt kulmination. Genremæssigt er dramaet svært at placere i sit enorme spænd fra det jordnært-realistiske til en mirakeltro, der åbner himlens porte og overskrider grænsen mellem liv og død.

Annonce

Selv kaldte Munk det for en legende, og man skal tilbage til middelalderens mirakel- og mysteriespil for at finde paralleller. Skoledannende har stykket ikke været. Men på postmoderne betingelser har Munk fået noget af en efterkommer i filminstruktøren Lars von Trier, som særligt med filmene Breaking the Waves (1996) og Dancer in the Dark (2000) viser et vist familieskab, selv om Triers forhold til det religiøse er langt mere tvetydigt. Den højspændte følelsesintensitet, brugen af religiøse myter og melodrama, det „smagløse“ og grænsesprængende har de tilfælles.

En Idealist og Ordet er begge skrevet i 1920'erne, og trods den lange række af senere skuespil, blev de aldrig siden overgået. Munks produktivitet var enorm, og hans forfatterskab er af stærkt svingende kvalitet, men med en række af de senere dramaer placerede han sig centralt og opnåede en eksempelløs popularitet.

Kærlighed (1926) har stærke selvbiografiske træk i skildringen af kærligheden mellem en præst i et vestjysk sogn og en gift kvinde i menigheden. Det er en kærlighed, der aldrig forløses fysisk, men transformeres til en slags åndeligt ægteskab ved præstens dødsleje. Det shakespearske Cant (1931) om Henrik VIII og Anne Boleyn er teknisk set Munks mest klassiske arbejde. Det blev til som et bevidst forsøg på at erobre den københavnske scene og er af mindre tyngde, men det tjente sit formål og gav Munk det afgørende publikumsgennembrud. Egelykke (1940) er en fri, for nogle provokerende fri, fantasi over den unge Grundtvigs huslærertid på Langeland og hans ufuldbyrdede kærlighedsforhold til Constance Leth. Som i Kærlighed er det igen forholdet mellem erotisk afkald og åndelig vækst, som optager Munk – et ægte romantisk-idealistisk grundtema.

Han sidder ved Smeltediglen (1938) foregår i samtidens nazistiske Tyskland og er et utvetydigt opgør med anti-semitismen. Her optræder det svage menneske for første gang som helt i skikkelse af den verdensfjerne, men fagligt fremragende professor Mensch, der på én gang bøjer sig for og trodser partiet. Beredskabsstykket Niels Ebbesen fra 1940, trykt og konfiskeret 1942, spejler det tysk-besatte Danmark i det tysk-besatte Jylland under den kullede greve. Stykket er bundet til den situation, det blev til i, men det er stadigt bevægende i sin sjældne lavmælthed, renfærdigt og enkelt som en folkevise, koncentreret om den tøvende Niels Ebbesen, der til slut befrier sit land gennem mordet på tyrannen grev Gert.

Det store forfatterskab omfatter desuden trykte prædikensamlinger, artikelsamlinger, digtsamlinger, rejsebogen Vedersø-Jerusalem retur (1934) og erindringsværket Foraaret saa sagte kommer (1942), som følger forfatterens liv til og med Det Kongelige Teaters antagelse af En Idealist i 1926.

I Højskolesangbogens 17. udgave, 10. oplag fra 1957 var Kaj Munk repræsenteret med fire digte, heraf hjemstavnsdigtet Lolland, Lavland, Lerjordsslette, men derimod ikke med hans mest folkekære digt Den blaa Anemone. I den seneste udgave af Højskolesangbogen er Munk ikke repræsenteret. Et konkret udtryk for den omvurdering af Munks forfatterskab, som begyndte omkring 1950. Mens den politiske Munk stadig står til diskussion, senest med Per Stig Møllers bog Kaj Munk (2000), er der blevet mere stille om hans dramatiske forfatterskab. Den omvurdering, for ikke at sige afskrivning, som begyndte få år efter besættelsens afslutning, har forfatterskabet aldrig for alvor rejst sig fra. Hans dramaer var i eminent grad indlæg i 30'ernes værdidebat, men sjældent stor litteratur. De er teatertekster, der skal spilles og opleves i teaterrummet. En Idealist indtager en vigtig rolle både i litteratur- og teaterhistorien, men af den store dramatiske produktion er det måske kun Ordet, som vil vise sig at være af ægte slidstyrke.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte Hesselaa: Troen på miraklet i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477179