Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mennesket mod Gud

Oprindelig forfatter BiHes

På trods af den stærke Nietzsche-inspiration bag Munks ideer om den ny tids drama var En Idealist ment som et opgør med Nietzsche. Herodes-figuren var tænkt som et portræt af en „Nietzscheaner, Selvdyrker, et Barn af det tyvende Aarhundrede, men alligevel evigt menneskelig, et udtryk for det i Mennesket, der kan selv og vil selv“, som Munk udtalte i et interview i Politiken på dagen for premieren d. 8.2.1928. Modsætningen er karakteristisk for Munk. Og det paradoksale forhold til magten er en nøgle til store dele af hans liv og forfatterskab.

En Idealist har et citat af Kierkegaard som motto: „Hjertets Renhed er at ville eet“. I dette motto og i stykkets titel ligger en provokation. Munk drejer den gængse betydning af „det ideelle“ bort fra det idealistiske og metafysiske, for kong Herodes er kun idealist i den forstand, at han er besat af en idé, ideen om at bevare magten med alle midler og dø som jødernes konge.

Brugen af kierkegaardcitatet har været genstand for fortolkning. Som Kierkegaard så det, er det kun det gode, som et menneske kan ville helt, det onde vil altid være i splid med sig selv. Er mottoet og titlen blot en provokation fra Munks side, eller bekræfter Herodes' skæbne netop Kierkegaards syn på det gode som det eneste, et menneske kan ville helt? Vil Herodes magten helt, eller er han splittet af sin kærlighed til den uskyldigt-rene Mariamme, hustruen, som han lader dræbe i et anfald af forfølgelsesvanvid og jalousi uden nogensinde at forvinde tabet?

Annonce

En Idealist er et religiøst drama. Dets inderste kerne er konflikten mellem Herodes' og den skjulte Gud. Det er en konflikt af en art, som nødvendigvis må give dramaturgiske problemer, for Herodes' hovedmodstander, Jahve, er jo netop skjult, og konflikten kan altså ikke dramatiseres på scenen. Det bliver til gengæld Herodes' mange synlige modstandere, fra de indbildte til de reelle, og dermed bliver det den verdslige magtkamp, der indtager scenen. Først på det lange dramas allersidste sider møder Herodes sin skæbne. Han indser, at han, der beordrede barnemordet i Betlehem for at komme en ny Messias til livs, har lidt nederlag til det spædbarn, som han har foræret sin kongekappe. Barnets moder fortæller, hvor godt gaven passer til den lille: „For det lille Barn her, det er Messias, Davidssønnen, Jødernes Konge.“ Tragiskironisk falder Herodes som offer for den skjulte Guds nye manifestation.

Men i teatralsk forstand sejrer han. Munk skildrer sin hovedperson med en fascination, der grænser til forelskelse. Herodes bærer det store drama, i en række scener godt hjulpet af søsteren, den forkrøblede og hadefulde Salome. Hans frækhed, hans snu primitivitet, hans foragt for alle vedtagne normer og regler, hans skuespillertalent og hans evne til at overrumple modstanderen med chokagtige kursændringer gør ham til det teatralske centrum for dramatikerens (og publikums) skrækblandede beundring. Et monster af magtvilje, men et dramatisk og teatralsk monster, som demonstrerer dramatikerens eget talent for frækhed, snu primitivitet og stadig overrumpling. Herodes er, med et Hollywoodudtryk, bigger than life og uden modstandere af format. Trods stykkets farverigdom og overrumplinger fører denne mangel efterhånden til dramatisk afmatning.

Kaj Munk er først og sidst en religiøs dramatiker, optaget af kristendommen som et vældigt drama. Men han er også forkynder, og derfor er udfaldet af de dramatiske konflikter i en vis forstand givne. Løsningen er, som teaterkritikeren Jens Kistrup har sagt, givet på forhånd. Munk „opstiller i sine stykker præmisserne for en dom, som er fældet, når handlingen begynder. Det giver hans skuespil deres dramatiske ironi, men det gør dem også mere inhumane og politisk mere anstødelige, end et moderne humant demokrati kan acceptere – fordi det ikke samtidig kan acceptere det religiøse paradoks, de munder ud i.“ (Dansk litteraturhistorie, bd. 4, 1966) Man kunne tilføje, at selv om man godtager den bibelske beretning om Herodes og Jesus som den religiøse præmis for En Idealist, så er det iøjnefaldende, at ofrene for Herodes til syvende og sidst fortoner sig i det interesseløse til fordel for stykkets religiøse idé. Her viser dramatikeren sig selv som idealist, udelukkende optaget af ideen om kampen mellem den menneskelige gigant og hans gud.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte Hesselaa: Mennesket mod Gud i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477178