Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kaldet til at øve stordåd

Oprindelig forfatter BiHes

Digterpræsten Kaj Munk fødtes i Maribo som søn af en garvermester, men blev tidligt forældreløs. Et husmandspar i familien tog ham til sig som plejebarn, og han knyttede sig tæt til sin plejemoder. Hun var dybt forbundet med det indremissionske miljø på egnen, og som barn blev Kaj Munk fortrolig med missionshuset, bønnemøderne og vækkelsesprædikanterne. Gennem flere af sine lærere lærte han også de grundtvigianske miljøer at kende, og han fik således et førstehåndskendskab til begge de betydende religiøse miljøer i Danmark, som han siden skulle udnytte i sit forfatterskab, ikke mindst i skuespillet Ordet (1932).

Allerede som barn følte Kaj Munk sig udvalgt til at „øve stordåd“, og den stærke kaldsfølelse kom til at præge hele hans liv og forfatterskab. Han var længe i tvivl om, hvor han skulle gøre sin indsats: som digter eller som præst? Som digter var han født: „Forfatter er jeg aldrig blevet; Tronen bliver man født til (…) naar Lærer Wested i Vejleby Skole fortalte os Børn om Oehlenschläger og Chr. Winther og Paludan Muller og H.C. Andersen, sad jeg altid og hørte til med en Følelse af, at det var min Familie, Talen drejede sig om.“ (Berlingske Aftenavis, 23.6.1934).

Det var plejemoderens ambition, at han skulle blive præst, og det var ikke mindst hendes stærke ønske, som fik ham til at holde ud igennem gymnasieårene i Nykøbing Falster, som han betegnede som en ørkenvandring, over universitetsårene i København og frem til den teologiske embedseksamen i 1924. Samme år blev han ansat som præst i det vestjyske sogn Vedersø. Her virkede han til sin død, og her ligger han begravet.

Annonce

Ingen dansk digter opnåede i sin levetid en sådan kultstatus som Kaj Munk. Som præst og som digter, som journalist, debattør og provokatør indtog han det offentlige rum i en bevægelse, der nåede en første kulmination i 1938 og en sidste med hans død i 1944. I „Kaj Munk-året“ 1938 kom han på finansloven og blev udnævnt til studenternes æreskunstner, mens teatrene alene i Danmark spillede 5 af hans stykker – et af dem tilmed både stationært og på turné. Op gennem 1930'erne blev han spillet som ingen anden nordisk dramatiker: Fra 1932 til 1940 opførtes, gennemsnitligt, hver aften et stykke af ham på et nordisk teater.

Med sin stærke vilje til at gribe ind i sin tid, med sit lidenskabelige engagement og sit karismatiske væsen blev Kaj Munk en både samlende og splittende skikkelse. Splittende særligt ved sin afstandtagen fra demokratiet og sin beundring for den store diktator, som han så legemliggjort i Mussolini og Hitler; samlende, da han sent sadlede om og blev en frygtløs og vedholdende kritiker af regeringens samarbejdspolitik. Da en dansk-tysk terrorgruppe myrdede ham ved besættelsesårenes første clearing-mord natten til 5. januar 1944, udløste det en chokagtig harme og sorg i hele landet, og trods tyske forsøg på at hindre det blev hans begravelse til en stærk national manifestation.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte Hesselaa: Kaldet til at øve stordåd i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477177