• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kristendommens drama - Kaj Munk

Oprindelig forfatter BiHes

Svend Borbergs manifest Om Skuespillets Forfald (1919) gjorde et voldsomt indtryk på den unge Kaj Munk (1898-1944). Han havde skrevet en række uopførte skuespil i sin gymnasie- og studietid. Nu følte han, at der blev kaldt på ham. Munk debuterede på Det Kongelige Teater med En Idealist. Nogle Scener af en Konges Liv. Det var i 1928, men stykket havde været længe undervejs: Det var påbegyndt 1923, færdigskrevet 1924, antaget af Det Kongelige Teater 1926, men blev først opført efter to års ventetid. Det blev utvetydigt en fiasko.

Svend Borberg, den mand, Munk havde følt kaldte på ham, var usædvanlig hård i sin kritik i Ekstra Bladet: „Psykiatrikerne vil uden Vanskeligheder konstatere et Pubertetskompleks, som er gaaet uhjælpeligt i Knude (uhm, at elske og at myrde), og Pastoren selv vil i 1. Mosebog 38. Kapitel 9. Vers finde den Gymnasiastsynd, han aandeligt talt begaar for vore Øjne i tre stive Klokketimer.“

Stykket var blevet bearbejdet af teatret, nogle af dets bedste scener var fjernet, desuden var det fejlindstuderet, delvis fejlbesat og udstyret med en fatal scenografi. Ti år senere genopsatte teatret En Idealist uden beskæringer og i en ny indstudering. Denne gang blev det utvetydigt en succes.

Annonce

Svend Borberg gjorde siden hen fuld reverens for Kaj Munks dramatiske talent, men hans kritik af En Idealist kom til at forfølge ham resten af livet. Borberg havde efterlyst „et dogmefrit Teater hvor Drama igen tør betyde Handling“ og kaldt på „Rusen, Ekstasen, de store Syner!“ Det blev betragtet som en pinlig fejlvurdering, at netop han overså det ny drama, da det endelig dukkede op. Problemet var blot, at det, han fik med Munks En Idealist, ikke var det, han havde efterlyst.

Kaj Munks eget teaterpolitiske program stod at læse i Berlingske Tidende få dage efter premieren:

Maalet har været intet ringere end at give den nye Tid dens Drama og brænde det ind i unge modtagelige Sind: Bagatelleriets og Æsteticisteriets Tid er forbi; vi vil ikke længere være store i det smaa, nu vil vi være store i det store; vi vil brøle som Soldaterne i no man's country, vi vil sno os som en moderne Politiker, vi vil ville som Nytidens Storkøbmænd, vi vil true som en Arbejder i det røde Rusland, vi vil bede som en lille Bondepige, alle de vældige Strenge paa Livets mangfoldige Harpe vil vi slaa med knyttede Hænder og lytte intenst i Pausen.

En Idealist er et farverigt og brutalt drama om den store kong Herodes og hans skånselsløse kamp for at bevare magten og dø som jødernes konge. Herodes' magtvilje er titanisk, så altomfattende, at hans modstander i sidste ende er Jahve selv, den Jahve, som for århundreder siden tillod, at en blodig uretfærdighed overgik Herodes' slægt. Dengang blev hele det jødiske folks historie fastlagt, da Jakob snød sin broder Esau for førstefødselsretten. Fra da af blev Jakobs Gud jødernes Gud. Herodes er edomit, dvs. af Esaus stamme. Han vil omstyrte tusinde års jødisk historie og erobre førstefødselsretten tilbage.

Herodes er en retorisk mester, og hans vilje til magt udfoldes i pragtpræstationer af manipulation. Men han er også et monster af kynisme og brutalitet, villig til at ofre alt, hvad der står hans ambition i vejen. I paranoid jalousi lader han endog sin elskede hustru, Mariamme, myrde, før han, ironisk, må se sig overvundet af et lille barn, som han forærer sin kongekappe. Barnet er, viser det sig, den ny messias – jødernes nye konge, som Herodes har villet ombringe ved barnemordet i Betlehem.

Både Borberg og Munk var dybt inspireret af filosoffen Friedrich Nietzsche. Borberg i sin bøn om det dionysiske teaters genfødsel, Munk i sin fascination af den nøgne vilje, af selve viljen til at ville, et ekko af Nietzsches begreb viljen til magt. Men hvor Borberg er optaget af det moderne menneske og ser det som splittet og kerneløst, er Munks karakterer båret af én lidenskab og én vilje. Hans figurer kan uden besvær indpasses i en gammel dramatradition, mens Borbergs menneskesyn kræver en helt ny dramaturgi.

På historisk afstand virker Borbergs kritik af En Idealist forståelig. Borbergs – og 1920'ernes – begreb om det moderne blev udmøntet i begreber som ekspressionisme og futurisme og i et opgør med alt det overleverede. Den del af tidsånden afspejles præcist i titlen på den britiske forfatter Robert Graves' selvbiografi fra 1929 Goodbye to All That. Set i det lys repræsenterede Munk det anti-moderne. Hans beundring for diktatoren, for førerskikkelser som Mussolini og Hitler (som han meget sent tog afstand fra), hans dybe skepsis over for demokratiet som styreform, hans feudale værdier og kristent-heroiske idealer virkede fra første færd sært anakronistiske. Denne usamtidighed blev ikke mindre af, at Munk hentede sine æstetiske forbilleder blandt klassikerne og var inspireret af Oehlenschläger, Shakespeare og Schiller. Men var han i alt dette en anakronisme, så var det en anakronisme, som flere og flere op gennem 1930'erne kom til at sympatisere med. Derfor kom han også til at repræsentere om ikke det moderne, så dog i høj grad det samtidige.

 I efteråret 1938 indbød Kaj Munk sognets unge til en opførelse af Han sidder ved Smeltediglen i Vedersø Forsamlingshus. Stykket er et utvetydigt opgør med antisemitismen, og Munk indledte opførelsen med en tale, hvori han bl.a. sagde: „Dette Stykke handler om et Folk, der hedder Jøder. I kender ikke meget til det her i Vedersø, men det har en mærkelig Evne til at komme til Magt og Rigdom – og saa er det, at det bliver ugleset.“

I efteråret 1938 indbød Kaj Munk sognets unge til en opførelse af Han sidder ved Smeltediglen i Vedersø Forsamlingshus. Stykket er et utvetydigt opgør med antisemitismen, og Munk indledte opførelsen med en tale, hvori han bl.a. sagde: „Dette Stykke handler om et Folk, der hedder Jøder. I kender ikke meget til det her i Vedersø, men det har en mærkelig Evne til at komme til Magt og Rigdom – og saa er det, at det bliver ugleset.“

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte Hesselaa: Kristendommens drama - Kaj Munk i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 24. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477176