• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Krigen og den ny kunst

Oprindelig forfatter LHK

„Som en vældig Falanx rykker den „nye Kunst“ frem“, skrev maleren Axel Salto i 1917: „Franskmænd, Russere, Tyskere, Skandinaver, Polakker, Spaniere, alle Landes Kunstnere er paa March.“ Den ny kunst var – ifølge Saltos udsagn – en international bevægelse, og kunstnerne gik ifølge hans militaristiske metaforik frem som en flok infanterister. De, der gik i forvejen, tilhørte fortroppen, avantgarden. Billedet knytter sig til en forestilling om, at kunsten skal svare til sin tid, være på højde med den, ja helst endda på forkant, hvis den kan. „Alt nyt er godt, fordi alt godt er nyt“, klang det i tidsskriftet Klingen, da maleren Harald Giersing slog stemningen an i en serie aforismer. Avantgardebegrebet gør historiens forløb op i en stor lineær fortælling organiseret i kapitler eller udviklingstrin, hvor det er kunstnerens fremmeste rolle at gøre op med det foregående. I æstetiske manifester, som var en af tidens markante genrer, kunne man typisk læse om, hvorledes alle tidligere trin i kunstens historie ledte frem til det kunstneriske standpunkt, som ophavsmanden for indeværende bekendte sig til. Futurisme, ekspressionisme, dadaisme og surrealisme hedder mellemkrigstidens fire mest indflydelsesrige fortropper, som gjorde sig gældende inden for tidens danske kunst og litteratur.

Det var imidlertid ikke kun kunstnere, der i overført betydning marcherede i geled i 1917. Det gjorde også millioner af soldater i bogstavelig forstand. De var i gang med at udkæmpe de sidste slag i Første Verdenskrig i et blodbad af velorganiseret brutalitet og desorienteret politisk lederskab. Danmark deltog ikke i krigen, men opretholdt en alliancefri neutralitetspolitik, som var baggrunden for Jeppe Aakjærs vers fra 1916: ,,Du Puslingland, som hygger dig i Smug, / mens hele Verden brænder om din Vugge“. Netop i 1917 var det imidlertid ved at gå galt på grund af Tysklands frygt for et britisk angreb via Danmark, som dermed for en kort stund befandt sig i overhængende fare for at blive besat. Ved en diplomatisk balancegang undgik Danmark at blive indblandet direkte i krigen, men ikke desto mindre kom denne i høj grad til at sætte dagsordenen for kunsten i årene op til 1920. Den var voldsomt nærværende for den samtidige generation af danske digtere, som voksede op på sikker afstand af den: „Usynligt blev min Skæbne til derude“, skrev Tom Kristensen i erindringsdigtet „1914-24“. Krigen kom til at udgøre en ramme omkring mange af de kunstneriske udtryk. Den „kaotiske Tid“ blev den kaldt af maleren Mogens Lorentzen i en opsats i Politiken i forbindelse med Kunstnernes Efterårsudstilling i 1917. Han fastslog, at „Krigen, der omvælter alt, og hvoraf mægtige politiske og sociale Reformer vil fremgaa, angiver Arten, Tempoet og Dimensionerne af vor Tids Kunst.“

Arten, tempoet og dimensionerne i tidens litterære kunst passede til den lyriske form. Verdenskrigen ansporede mange i de krigsførende lande til at gribe lyren. Begejstringen ved krigens udbrud udtrykte den tyske digter Rainer Maria Rilke i en hymne indeholdt i Fem sange fra august 1914: „For første gang ser jeg dig rejse dig / berømmede uendeligt fjerne krigsgud /…/ Endelig en gud“. Den italienske futurist Filippo Marinetti havde været krigsreporter og fik sin lyriske genfødsel – efter at have været sensymbolistisk epigon – med en slags onomatopoetisk gengivelse af slaget ved Tripoli i Italiens krig mod Libyen i 1911: „Tårne kanoner-mandighed-flyvninger erektion afstandsmåler ekstase bum bum 3 sekunder bum-bum bølger smil lattersalver tjik tjak plaf plof glo glogloglo lege-skjul krystaller jomfruer kød juveler perler jod salte bromer korte skørter gas væsker blærer 3 sekunder“. Charles de Fontenay skrev sin „Ode à la guerre“ 1915 i skyttegravene i Champagne, hvor han faldt i 1916. I England reviderede Wilfred Owen genren ved at skrive antikrigslyrik, blandt andet digtet „Dulce et decorum est“, skrevet mellem oktober 1917 og marts 1918. Det indvier læseren i krigens realiteter – hvordan det faktisk lød og så ud, når soldaterne døde af giftgas. Det gjorde han for at modsige den latinske digter Horats' gamle sentens, omtalt som den „den gamle løgn“, at „det er godt og passende at dø for fædrelandet“. Sådanne bidrag fandtes af gode grunde ikke i dansk litteratur. Ingen af de fremtrædende danske digtere havde nogen Fronterlebnis, personlige oplevelser med selve krigen, men alle havde forestillinger om den, og mange fortolkede den – ud fra en mytisk historieopfattelse – som et tegn og som et rettidigt indgreb i en stagnerende vesteuropæisk kultur. Hvad enten krigen og opbruddet blev tematiseret direkte eller ej i deres digte, var erfaringen ofte underforstået i det lyriske udtryk.

Annonce

 Pause i kamphandlingerne ved Bapaume under slaget ved Somme-floden i Frankrig i efteråret 1916. I skyttegravene fortabte verdenskrigens ideologiske og geopolitiske perspektiver sig i den daglige kamp for at flytte fronten bare få meter frem med tab af titusindvis af menneskeliv til følge. Slaget ved Somme varede knap fem måneder og menes at have kostet en million menneskeliv. „Bemærkede man ikke ved krigens afslutning, at folk kom forstummede tilbage fra slagmarken? Ikke rigere, men fattigere på erfaring, der kunne deles med andre“, spurgte den tyske kulturkritiker Walter Benjamin i essayet „Fortælleren“ fra 1936. Det konstaterede han, på trods af at soldaterlivet efter krigen blev til et stort litterært tema, blandt andet i den tyske krigsveteran Ernst Jungers „soldatiske“ værker, der indledtes med krigsdagbogen In Stahlgewittern (1920), og ikke mindst i Erich Maria Remarques bestseller Intet nyt fra Vestfronten (1929). Krigen blev også et stort motiv i samtidig dansk litteratur, men mere som fantasi og symbol end som indtryk og oplevelse.

Pause i kamphandlingerne ved Bapaume under slaget ved Somme-floden i Frankrig i efteråret 1916. I skyttegravene fortabte verdenskrigens ideologiske og geopolitiske perspektiver sig i den daglige kamp for at flytte fronten bare få meter frem med tab af titusindvis af menneskeliv til følge. Slaget ved Somme varede knap fem måneder og menes at have kostet en million menneskeliv. „Bemærkede man ikke ved krigens afslutning, at folk kom forstummede tilbage fra slagmarken? Ikke rigere, men fattigere på erfaring, der kunne deles med andre“, spurgte den tyske kulturkritiker Walter Benjamin i essayet „Fortælleren“ fra 1936. Det konstaterede han, på trods af at soldaterlivet efter krigen blev til et stort litterært tema, blandt andet i den tyske krigsveteran Ernst Jungers „soldatiske“ værker, der indledtes med krigsdagbogen In Stahlgewittern (1920), og ikke mindst i Erich Maria Remarques bestseller Intet nyt fra Vestfronten (1929). Krigen blev også et stort motiv i samtidig dansk litteratur, men mere som fantasi og symbol end som indtryk og oplevelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lasse Horne Kjældgaard: Krigen og den ny kunst i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 23. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477213