Karl Bjarnhof (1898-1980), siddende t.h., var født med svagt syn og blev tidligt blind. Han uddannede sig til organist. I 1947 kom han til radioen, hvor han især gjorde sig bemærket med lydhøre samtaleudsendelser, senere omplantede han genren til tv. Her, i 1960, interviewer han dr.techn. Paul Bergsøe. Mellem dem står udsendelsens tilrettelægger, Hans Jørgen Jensen, senere generaldirektør for Danmarks Radio. Bjarnhof, som var medstifter af Det Danske Akademi, huskes som forfatter især for sine to fremragende erindringsbøger Stjernerne blegner (1956) og Det gode lys (1957).

.

Ørum var og forblev primært en realistisk forfatter, men også for ham var der sider af menneskelivet, som kun kunne gøres tilgængelige gennem myten. Det store publikums umættelige begær efter at få at vide, hvad der var foregået under krigen, blev opfyldt af realistiske forfattere. Men der blev også skrevet prosa, som sindbilledligt og i et abstrakt formsprog tolker krigens gru, angsten og meningstabet.

Flere af Martin A. Hansens fortællinger i Tornebusken og Agerhønen er sådanne samtidsmyter, men tendensen findes i alle de skandinaviske lande. I Sverige beskrev Eyvind Johnson (1900-76) efterkrigssituationen i historisk-mytisk regi. Brændingens brus (1946) er en gendigtning af Odysseen og „en roman om det nærværende“, som undertitlen lyder. Soldaten vender hjem mærket af krigen og opdager, at verden har ændret sig, mens hans hustru vakler i troen. Kampe og blodsudgydelser er universelle vilkår hos Johnson, og bag hans veloplagte fabuleren mærkes magtesløsheden og desperationen. Harry Martinson (1904-78), som i 1974 delte nobelprisen med Johnson, gav i sit science fiction-epos om rumskibet Aniara (1956) en kosmisk tolkning af mennesker på vej ud i intetheden, efter at en atomkatastrofe har lagt jorden øde. Også yngre svenske forfattere dyrkede den allegoriske samtidskommentar. Stig Dagerman (1923-54) gav i De dömdas ö (1946) en mareridtsvision af skibbrudne på en øde ø, udleveret til hinanden og deres angst. Også hos nordmanden Tarjei Vesaas (1897-1970) blev pessimismen og provisoriestemningen fastholdt i parabelform. Han henlagde Signalet (1950) til en jernbanestation, hvor rejsende og personale venter på et afgangssignal, der aldrig kommer.

En dansk åndsbeslægtet prosaist var den læreruddannede Leif E. Christensen (f. 1924), hvis debutnovellesamling Tyven i Tjørnsted (1951) fik en usædvanlig flot modtagelse af anmeldere og publikum. Novellen „Storm“, skrevet i et gammelmodigt sprog med mindelser om Karen Blixen og især Martin A. Hansen, hensætter os til et middelaldersamfund, der er omgivet af umådelige skove:

Skovene omkring [bondebyen] var frygtede. Det var mærkelige skove. Nord for byen bugtede en smal mose sig op igennem dem, og i dette lange slug boede ekkoet. Ekkoet var dirrende og levende og lå altid på spring, og mosen var dets hjem og tumleplads. Det voltigerede mellem skovbrynene som en galsindet kat i et brændeskur. Og som det kan ske, at brændestablerne skramler ned over katten, der blot bliver galere derved, sådan kunde det hænde, at skovene kom i bevægelse og dønnede tungt og øgede ekkoet. Så følsomt var ekkoet, at et rådyrs trin eller en tør kvist, der omsider knækkede, kaldte en langvejs hoppende hvisken frem i de tyste skove. Og så umådeligt og gennemtrængende kunde skovene brøle, at rådyrene kvæstedes og sank livløse om i skovbundens flagrende græs.

I byen er mændene samlet til rådslagning. En ged er blevet taget, og mange er overbevist om, at det er en varulv, der har været på spil. Men drengen Ove, der føler sig uden for fællesskabet, tror ikke på varulve. Han drager ud på egen hånd og nedlægger røveren, som viser sig at være en ganske almindelig ulv. Men da han overmodigt råber, at det var ham, der havde ret, udløser ekkoet en storm, der er så kraftig, at både Ove og bondebyen bliver dens offer. Trods middelalderkulisserne er „Storm“ en samtidsmyte. Det er den nøgterne Oves livsanskuelse, der sejrer over de overtroiske bønders, men hans triumfskrig nedkalder katastrofen over ham og hans samfund. Christensens fortælling handler om fornuftsdyrkelsen, der omstyrter et primitivt verdensbillede, men i sin selvberuselse hidkalder dommedag.

Det er prosa, som med stor suggestionskraft gestalter Hereticas kritik af gold fornufts- og forstandsdyrkelse, og Leif E. Christensen var da også tidsskriftets flittigste prosaist. Sammen med Frank Jæger og – lidt senere – Villy Sørensen var han repræsentant for en ny, „sær“ tendens i fiktionsprosaen. Efter den korte roman fra enevældens Danmark Fru Ullas forløsning (1956) skrev han endnu et bind sære fortællinger, Esben Grønnetræs puslespil (1959) med den surrealistiske skitse „Hundebænken“, hvor en oprivende begivenhed – det umotiverede og gådefulde drab på en hund – indfældes i et hverdagssceneri. Er der tale om virkelighed eller hallucination? Ingen af forklaringerne synes fyldestgørende.

Med romanen Træslottet (1964) foretog Christensen et kursskifte i retning af den franske nouveau roman. Den 40-årige fortæller henvender sig i du-form til sit tyve år yngre jeg. Han prøver at genkalde sig, hvad der skete, da han under besættelsen opholdt sig i en svensk flygtningelejr. Romanen handler om social udstødelse og hetz i et lukket samfund – og om hovedpersonens selvbebrejdelser, fordi han ikke i tide greb ind til fordel for outsideren.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Samtidsmyter - Leif E. Christensen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig