Som ung forfatter i 1950'erne var Poul Ørum inspireret af Karen Blixen og H.C. Branner. I 1960'erne skrev han fortrinsvis krimier af suspense-typen med fokus på forbryderen eller den uskyldigt mistænkte. I 70'erne fulgte en række politiromaner med fast makkerpar efter svenskerne Sjöwall og Wahlöös model. Uanset genreskift bevarede Ørum en interesse for autoritetskonflikter og for den dybtgående psykologiske analyse af outsideren på kant med samfundsmoralen.

.

De episke, realistiske former havde ikke udspillet deres rolle. De kunne formulere oplevelser af krise og tab ud fra andre positioner end lyrikken. Hans Lyngby Jepsen (1920-2001) og Poul Ørum var begge realister – og jyder – som Aalbæk Jensen og Skou-Hansen, og hos begge er et hovedtema outsideren i et snævert og fordomsfuldt miljø. Lyngby Jepsen, som voksede op i Aalborg, skrev bl.a. udviklingsromanen Stenen i strømmen (1948), men slog igennem med Rød jord (1949) om en ung sønderjyde, der er søn af en dansk mor og en tysk far og – ulykkeligvis, for han har ingen sympati for nazismen – tysk statsborger. Han indkaldes til værnemagten og når at gøre det meste af krigen med, før han deserterer og flygter til Sverige. Han er og forbliver en brændemærket, fordi han har båret tysk uniform, og med nerverne i laser rejser han fra den ene fare til den anden, og i sine få pusterum under flugten slutter han begærligt „øjeblikket om sig, som man varmer sig i en tyk frakke en kold vinterdag“. Romanen skildrer konformisme og pøbelmentalitet, også på sejrherrernes side, og den er et tidligt forsøg på at fastholde et billede af besættelsestiden, som ikke bortretoucherer, men fremhæver de ubekvemme nuancer.

Poul Ørum (1919-97) var opvokset i Nykøbing Mors, den by, som Aksel Sandemose havde sat på det litterære landkort under navnet Jante, og Ørum erklærede engang, at han i ét og alt kunne gøre Sandemoses karakteristik af byen til sin. De bedste realistiske romaner i Ørums omfattende forfatterskab, Skyggen ved din højre hånd (1959) og Natten i ventesalen (1962), foregår fortrinsvis i provinsbyen, der ses som hykleriets og umenneskelighedens sted par excellence. Har man én gang trådt ved siden af, er man brændemærket for resten af livet. Omverdenen formidles som angstfremkaldende sanseindtryk gennem personernes diffuse bevidsthedsstrøm, og som i Aalbæk Jensens Dommen bygges handlingen ofte op i en kriminalintrige.

Men Ørum søgte også andre udtryk end de realistiske. Romanen Lyksalighedens ø (1958) er en skildring af børns møde med det seksuelle, som fortætter sig til myte. To børn, fætter og kusine og en halv snes år gamle, tilbringer deres sommerferie på en ø – og på en ø, som ligger øen. Det er en gådefuld, tempellignende bygning, der drager dem mod mini-øen, som i øvrigt ikke er naturlig, men kunstigt anlagt – bedstefaderen er beskæftiget med at grave en rende omkring den. Dermed er en tvetydighed angivet: Børnene isolerer sig i en verden hinsides de voksnes og lærer seksualiteten at kende, men de gør det på (bedste)faderautoritetens betingelser. Bedstefaderen bliver stadig svagere og rammes af et slagtilfælde under gravearbejdet. Han forbliver imidlertid i live som den syge gud, en fjern og dog allestedsnærværende instans, der intensiverer de unges skyldbevidsthed ved de nyvundne seksuelle erfaringer.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Outsideren og massen - Hans Lyngby Jepsen og Poul Ørum.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig