Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Flugten og valget - Erik Aalbæk Jensen

Oprindelig forfatter SSchou

Mennesket er hverken determineret af arv og miljø eller underlagt et guddommeligt forsyn, men et vælgende og handlende væsen. Vi er dømt til at være frie, som Sartre udtrykte det. Det er et vigtigt tema i Erik Aalbæk Jensens romaner. Aalbæk Jensen (1923-97) voksede op i Vendsyssel som søn af en skolelærer og oplevede tidligt landbrugskrisens virkninger og 1930'ernes ideologiske brydninger i sin fattige hjemegn. Hjemmet var kristent humanistisk, men i skolen blev Aalbæk Jensen også påvirket af en pacifistisk og glødende anti-nazistisk lærer, og han blev en af de yderst få forfattere, der fra sin ungdom var dybt fortrolig med tre af 1900-tallets vigtigste åndsretninger: grundtvigianismen, Indre Mission og kulturradikalismen. Efter studentereksamen læste han teologi, gik ind i modstandsarbejde og blev i efteråret 1944 arresteret af tyskerne. Han sad i Frøslev-lejren og blev herfra deporteret til kz-lejren Dachau, men reddedes ud af krigshelvedet af Bernadottes „hvide busser“ i foråret 45. Teologistudiet genoptog han efter krigen og var især optaget af Nietzsche og eksistensteologien. Inden han tog teologisk embedseksamen, var han allerede debuteret som forfatter.

Hans første romaner præges af kulturpessimistiske stemninger. Som mange af sine intellektuelle jævnaldrende opfattede han verdenskrigen som en besegling af ideologiernes fallit. Debutromanen Dommen (1949) er skrevet på denne holdning. Den handler om en overlæge, der dømmes for en seksualforbrydelse. Han flygter fra sin straf, og fra det bigotte, forargede provinsmiljø, han indtil nu har været en del af. Domfældelsen af overlægen var korrekt, men den følelse af skadefryd og selvretfærdighed, der bemægtiger sig byens matadorer, er ikke af den grund moralsk berettiget. For ingen er i salveten, eller burde føle, de er det, i denne roman, hverken overlægen, der fortvivlet kører rundt fra sted til sted for til sidst at tage sit eget liv, eller det provinsborgerskab, som fromt og farisæisk fordømmer forbryderen.

 De røde heste, den første af Morten Korch-filmene, nøjedes ikke med at vise solbeskinnede marker, mosgroede tage og hvide længer. Den var også en ganske effektiv spændingshistorie med en rank, ung landmand (Poul Reichhardt) i centrum. Om ham lejrer sig hans kønne hjertenskær (Tove Maës), en forgældet gårdejer (Johannes Meyer), en skummel pengemand (Jørn Jeppesen) og den pudsige Mikkel med sin halvt fynske, halvt selvopfundne dialekt (Peter Malberg).

De røde heste, den første af Morten Korch-filmene, nøjedes ikke med at vise solbeskinnede marker, mosgroede tage og hvide længer. Den var også en ganske effektiv spændingshistorie med en rank, ung landmand (Poul Reichhardt) i centrum. Om ham lejrer sig hans kønne hjertenskær (Tove Maës), en forgældet gårdejer (Johannes Meyer), en skummel pengemand (Jørn Jeppesen) og den pudsige Mikkel med sin halvt fynske, halvt selvopfundne dialekt (Peter Malberg).

Dommen er tidstypisk ved at skildre en tilværelse uden fristed. Livet er trivielt, når det ikke er tragisk, med et begrebspar af ungareren Arthur Koestler, en af tidens indflydelsesrige kulturkritikere. Karakteristisk er også den eksistentialistiske betoning af den enkeltes ansvarlighed, for sit eget liv og for medmenneskers. Flugtmotivet udnyttes i en sondering af forholdet mellem skyld, ansvar og selvovertagelse. Men romanen er også et særpræget og modigt forsøg på at løse en yderst vanskelig opgave: at forholde sig indfølende, men ikke sympatiserende, med en så anløben person som overlægen. Senere, i 1976, gav Aalbæk Jensen sig i kast med et tilsvarende, men mere storstilet projekt, da han i Kridtstregen – også en flugthistorie – skildrede dem, der gik tyskernes ærinde under besættelsen.

Annonce

Dæmningen (1952) viderefører civilisationskritikken, men i historisk regi. Romanen er henlagt til tiden efter 1864, den tidlige, foretagsomme kapitalismes periode. Hvad udad tabtes skal indad vindes: Et konsortium af forretningsfolk iværksætter et inddæmningsprojekt ved Lammefjorden; ved hjælp af den ny teknologi skal landet genrejses. Dæmningen er et vartegn over den ny fremdrift, men også et symbol på den indre fortrængning efter nederlaget ved Dybbøl, hvor Danmark tabte Sønderjylland til tyskerne. Det uberegnelige og uheldssvangre, som havet repræsenterer, skal holdes i skak. Det er det samme forfængelige projekt som i Pontoppidans Lykke-Per og Paludans Fugle omkring Fyret, og det mislykkes også her, da menneskeværket ødelægges af elementernes rasen.

Dæmningen indgår i rækken af danske romaner, der handler om en dæmonisk alliance mellem almagtsdrømme og teknologisk fremskridtstro. Alligevel giver Aalbæk Jensen genren sin personlige signatur i skildringen af spillet mellem uforpligtede finansielle bagmænd og en lokalbefolkning, der med livet som indsats investerer sig selv i projektet. Den praktiske leder er løjtnant Stelzig, der psykisk er invalideret af rædslerne ved Dybbøl, og opgaven med at bygge dæmningen bliver hans middel til at genopbygge sig selv efter katastrofen. Stelzig kan ligne en tidligere frihedskæmper, der prøver at nå tilbage til normaliteten, men det er karakteristisk for den objektiverende, lidet selvudleverende Aalbæk Jensen, at han kun forholder sig til besættelsestiden indirekte, med overraskende accentueringer. Den er ikke romanens emne, men den erfaring, han skriver på.

 Erik Aalbæk Jensen blev en af de store realister i 1900-tallets anden halvdel. Her ses han i 1956, da han var valgmenighedspræst i Osted nær Roskilde og ansat ved Danmarks Radio, foruden at han udgav romanen Gertrud.

Erik Aalbæk Jensen blev en af de store realister i 1900-tallets anden halvdel. Her ses han i 1956, da han var valgmenighedspræst i Osted nær Roskilde og ansat ved Danmarks Radio, foruden at han udgav romanen Gertrud.

I romanen I heltespor (1960) er besættelsestiden omsider gjort til hovedtema, men vel at mærke sådan, som den fremstår i tilbageblik, på 15 års afstand. Romanen vil gøre op med myterne om kampens heroiske karakter. En gammel modstandsmand undersøger omstændighederne omkring sin ven og gruppeleders arrestation og død, og resultatet er ikke flatterende. Også dengang kunne mennesker, der siden fejredes som helte, lade sig skræmme og gå på akkord med sig selv. Men de overlevende udfries af en handlingslammende binding til en fortid, som virakken og de heroiserende tilbageblik har fået til at stivne i monumentalisering.

Aalbæk Jensen mente som nævnt, at det nervøse efterkrigsliv ikke harmonerede med fortællingens krav, og at evnen til at fortælle var en glemt dyd. Han prøvede at løse problemet for sit eget vedkommende, ikke ved at skabe et helt nyt formsprog, men ved at gribe tilbage til Herman Bang og Pontoppidan og kombinere deres forskellige slags realisme. Der er pontoppidansk fasthed i romanernes handlingsforløb og i konfrontationen mellem livsholdninger. Men det motiv, der holder sammen på helheden – det være sig flugten, dæmningsprojektet eller udforskningen af fortiden – giver plads for en scenisk og antydende fremstilling, som er i slægt med Bangs. Hans replikbehandling antyder mere, end den afslører; også her var Bang et forbillede, men Aalbæk Jensen henviste desuden til de islandske sagaer, som han havde været fortrolig med siden barndommen, og som fascinerede ham, fordi de efterlader meget usagt og kræver læserens medskabende aktivitet. (Den senere del af hans forfatterskab omtales i Totalitære fristelser – Erik Aalbæk Jensen.)

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Flugten og valget - Erik Aalbæk Jensen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477271