Tonen i Finn Søeborgs sædeskildringer fra efterkrigstidens Danmark er let, men der er alvor bag munterheden: Han føler for de små, almindelige mennesker, som et absurd samfundsmaskineri presser ud i umulige situationer. I de alvorsfulde 1950'ere så kritikerne ned på hans bøger: de var kun uforpligtende underholdning. Men som en sørgmunter humorist, der både er skarp og nænsom i sine personportrætter, peger Søeborg, her fotograferet i 1957, tilbage mod Mogens Klitgaard og frem mod Leif Panduro.

.

Der var ingen alment forpligtende mønstre for fiktionsprosaen i efterkrigstiden. Det viste skiftet mellem realistisk konkretion og myte hos Poul Ørum, og mellem det mytiske og det surreelle hos Leif E. Christensen. Finn Gerdes (1914-95) bevægede sig bort fra sit oprindelige domæne – den amerikansk inspirerede short story – i fragmentromanen Skoven (1950), der rummer dunkle visioner af en undergangstruet civilisation, men han fandt tilbage til udgangspunktet i den korte radioroman Det gule hus (1953) om en mand, der flygter fra en uhyggelig, måske kriminel organisation, som han har været medlem af.

Men uanset genreskift var grundstemningen i efterkrigsprosaen afmagt og angst. I sine populære satiriske romaner skildrede Finn Søeborg (1916-92) med melankolsk lune den lille mands trængsler i et bureaukratisk samfund. Andre satirer som Eiler Jørgensens (1913-98) Manden, der huskede (1951), en orwellsk science fiction-historie om en verden i glemselens og konformismens vold, var mere tænderskærende end morsomme. Karen Blixen blev genstand for satire – og for en litterær happening. Satiren stod Ester Nagel (1918-2005) for. Hendes pikareske roman Lille-Ost og hans bedrifter (1955) prøver i fiktionsform at gendrive Blixens – i Nagels øjne reaktionære – kvindesyn, som hun havde fremlagt i radioen 1953 i „En Baaltale med 14 Aars Forsinkelse“, udgivet 1955. Manden bag den litterære happening var Kelvin Lindemann (1911-2004), der udsendte En Aften i Kolera-Aaret under pseudonymet „Alexis Hareng“ i 1953. Spøgen gik ud på at narre læserne til at tro, at den spidsfindigt komponerede og gammelmodigt fortalte roman var skrevet af Blixen. Det lykkedes over al måde. Hun modtog mange roser af anmelderne – og syntes i den grad ikke, spøgen var morsom.

Anderledes seriøst blev inspirationen fra Blixen videreført af sønderjyden Willy-August Linnemann (1914-85), hvis fembinds hovedværk er Bogen om det skjulte ansigt (1958-66), der består af en suite af såkaldte „Europafortællinger“. Som Blixens „Syndfloden over Norderney“ og Boccaccios Dekameron præsenterer Linnemanns stort anlagte rammefortælling en række mennesker, som er bragt sammen af ydre, katastrofale omstændigheder. De sidder under bombardementet af en sydslesvigsk by (Flensborg) i et beskyttelsesrum og skiftes til at fortælle historier om de største spørgsmål: tilværelsens mening, Guds skjulte ansigt bag tilfældighederne.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Eksperimenter og satirer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig