Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De nøgne træer - Tage Skou-Hansen

Oprindelig forfatter SSchou

Hvor Erik Aalbæk Jensen nærmede sig besættelsestiden indirekte og fra overraskende vinkler, lagde Tage Skou-Hansens De nøgne træer (1957) sig på flere måder i forlængelse af sabotørromanerne. Romanen handler om en ung mand, jegfortælleren Holger, om de valg, han må træffe, og de aktioner, han og hans gruppe medvirker i. Alligevel afviger den fra sabotørromanernes hovedstrøm, for den handler i nok så høj grad om erotisk besættelse og smertelige afkald. Og den lever op til Skou-Hansens definition af romanen som den genre, der i eminent forstand handler om det etiske og medmenneskelige.

Tage Skou-Hansen (f. 1925) voksede op i Holsted, Kolding og – fra han var ti år gammel – i Århus. Her var han aktiv i modstandskampen, og efter krigen blev han knyttet til Heretica, som han i en periode var med i redaktionen af. Han tog magisterkonferens i litteratur og interesserede sig især for store prosaister som Blicher, Pontoppidan og amerikaneren William Faulkner; desuden var han – lige så usædvanligt for Heretica-miljøet – filmelsker. De nøgne træer var hans sene romandebut, og den udkom, da Heretica allerede var fortid, og Skou-Hansen sammen med Peter P. Rohde redigerede det nye tidsskrift Vindrosen, der skulle forene fløjene i dansk kulturliv.

Romanen fortælles af Holger, som kommer med i en modstandsgruppe, der ledes af den noget ældre Christian, som er læge og gift med Gerda. Hun føler sig grov og mindreværdig i forhold til sin kultiverede mand og opdager en åndsbeslægtet i den lidt bølleagtige Holger. De indleder et passioneret kærlighedsforhold, som de prøver at hemmeligholde for Christian. Således kommer romanen til at handle om en dobbelt illegalitet, den erotiske indfældet i den politiske.

Annonce

 Den 26-årige Tage Skou-Hansen som ny redaktør af Heretica (1951) – og en ny type redaktør: fuldblodsprosaist og -realist med forkærlighed for Blicher, Pontoppidan og William Faulkner. Novellen „Kjeld“, en slags forstudie til De nøgne træer, blev hans skønlitterære debut, trykt i Heretica nr. 3, 1953.

Den 26-årige Tage Skou-Hansen som ny redaktør af Heretica (1951) – og en ny type redaktør: fuldblodsprosaist og -realist med forkærlighed for Blicher, Pontoppidan og William Faulkner. Novellen „Kjeld“, en slags forstudie til De nøgne træer, blev hans skønlitterære debut, trykt i Heretica nr. 3, 1953.

Hvor sabotørromanerne typisk handlede om – og bifaldt – den driftsmæssige disciplinering som en forudsætning for modstandsarbejdet, dér handler De nøgne træer om, hvor forviklede lidenskaberne er. Forholdet mellem Holger og Gerda afsluttes brat, da Christian bliver såret under en sabotageaktion. Gerda opgiver sine planer om at forlade ham, idet hun indser, det er hendes pligt at støtte ham og rejse med ham til Sverige. Derfor giver hun og Holger afkald på hinanden ligesom Bogarts og Bergmans elskende par i Michael Curtiz' film Casablanca (1942), som De nøgne træer ofte sammenlignes med. Det er Gerda, der føler sig forpligtet på en større moralsk sammenhæng og formulerer vilkåret, men Holger indser med tungt hjerte, at hun har ret. De må anstændigvis gå hver til sit. Pligten sejrer, men ikke i et skematisk modsætningsforhold til kærligheden. Når den sejrer, er det, fordi de ønsker, at den skal sejre. Eller som Skou-Hansen senere har formuleret det i essaysamlingen Den forbandede utopi (1995): „Holger og Gerda opdager at de ikke kan leve uden for deres natur, men heller ikke alene i kraft af deres natur. Heraf kommer det urimelige afkald som krigen presser dem ind i.“

Modsætningen mellem etisk ansvarlighed og narcissistisk selvkredsen udfoldes på en anden måde i en vigtig sidehandling, der belyser kunstens og kunstnerens forhold til det politiske. Holgers barndomsven Kjeld har sat sig i hovedet, at hans livsbestemmelse er at blive digter, og at digtergerningen er uforenelig med et samfundsmæssigt engagement. Kjeld er en sværmer og foregriber med sin person den hereticanske inderlighedsdyrkelse. Han stræber efter det absolutte – og bliver derfor farlig for sig selv og andre, når hans cirkler skærer realiteternes verden. Det sker, da Kjeld, plaget af kærlighedssorg og mistro til sit digtertalent, tilslutter sig gruppen og omkommer under den sabotageaktion, hvor Christian bliver såret. Personernes midlertidige fællesskab er sprængt, og Holger vandrer til sidst ensom og forladt gennem „den stjerneløse, uigennemtrængelige oktobernat“. Men Skou-Hansen forlod ikke Holger. Han lod ham senere genopstå – nu med efternavnet Mikkelsen – som hovedperson og bevægelig ræsonnør i en række sædeskildringer af de følgende årtiers Danmark (se Borgerens længsel efter det radikale opgør – Tage Skou-Hansen).

 I en disputats fra 1971 argumenterede historikeren Aage Trommer for, at jernbanesabotagerne ikke havde nogen påviselig militær effekt. Synspunktet blev heftigt anfægtet, især af tidligere modstandsfolk. Jernbanesabotagernes moralske og politiske betydning var dog uomtvistelig.

I en disputats fra 1971 argumenterede historikeren Aage Trommer for, at jernbanesabotagerne ikke havde nogen påviselig militær effekt. Synspunktet blev heftigt anfægtet, især af tidligere modstandsfolk. Jernbanesabotagernes moralske og politiske betydning var dog uomtvistelig.

De nøgne træer var med sit portræt af Kjeld en hvas replik til den hereticanske tro på poesien som frelsesvej. Derimod var romanen næppe tænkt som et opgør med den heroiserende bølge af sabotørromaner. Den virkning fik den imidlertid også med sit realistiske og sensitive portræt af en gruppe mennesker, der nok er sabotører, men også unge mennesker med de problemer, der hører livsalderen til og ikke forsvinder, fordi modstandsarbejdet fører dem sammen. Den blev en stor læsersucces og var den første roman om besættelsestiden, som fik et langt efterliv. Ikke fordi den som andre, senere klassikere som Scherfigs Frydenholm og Aalbæk Jensens Kridtstregen gravede i tabuiserede begivenheder eller opridsede kontroversielle perspektiver af stor politisk rækkevidde, men i kraft af sin erfaringstroskab. Den understøttes af romanens gennemgående natur- og vejrsymbolik. De nøgne træer er billedet på modstandskampens unge. De blev ribbet for meget, men de afløvede grene fik fundamentale strukturer til at tegne sig så meget desto tydeligere.

Også andre forfattere som Jørgen-Bent Kistorp (1925-93) satte fokus på de sider af modstandskampen, som sabotørromanerne fortiede. Kistorps Stærk mand død (1957) skildrer sabotørerne som landsknægte og desperadoer, unge mennesker, som var hengivet til vold, men havde det held, at historien sænkede en passende kulisse ned over dem.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: De nøgne træer - Tage Skou-Hansen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477272