Det ætsende og det forstilt lammefromme forenedes med ægte nænsomhed i Hans Scherfigs komplicerede person. Som maler udførte han flere bestillingsopgaver. Her er han i gang med en afrikansk savanne i Carlsbergs børnehave, fotograferet ca. 1950.

.

Bondetoget på Amalienborg Slotsplads 29.7. 1935. Fra alle dele af landet var bønder rejst til hovedstaden for at overbringe – ikke regeringen, men kongen – det kriseramte landbrugs krav om økonomisk sikring. I forgrunden Knud Bach, leder af LS, Landbrugernes Sammenslutning.

.

Der er mange Bøger, man gerne vilde læse, men det gaar ikke an. Det vilde fortrænge det Stof, som skal huskes. Der er ikke Raad til private Interesser og privat Videbegærlighed. Det ved Axel Nielsen. Han kan endnu holde sin Plads som Nummer et, men han tør aldrig læse i en Bog, som ikke er en Skolebog. Han tør aldrig kigge i en Avis. For sin Dannelses Skyld maa han være uvidende om Menneskers Forhold og Problemer og Tanker.

Dette citat fra Det forsømte Foraar (1940) rummer nogle af de træk, der gjorde Hans Scherfig (1905-79) til sin tids mest originale satiriker. At fremstille et menneskes virkelighedsopfattelse gennem dækket tankereferat var en metode, også Hans Kirk anvendte, og som hos Kirk er loyaliteten falsk. Hvad der forekommer Axel Nielsen selv fornuftigt, er oprørende ud fra et etisk synspunkt og vanvid ud fra et rationelt: Hvad er det for et forskruet dannelsesideal, der står i så kontrær modsætning til almindelige menneskers verden? Det er umuligt at læse hen over den indignation, der præger portrættet, men tonen er jo alt andet end heftig. Det inhumane og det absurde formuleres med en lammefrom elskværdighed, der låner stiltræk fra eventyret. De korte, enkle sætninger og den gentagne brug af bindeordet „og“ gør, at man føler sig hensat til et barnligt-naivt univers. I sin satire anvender Scherfig underdrivelsen og idylliseringen med viden om, at „less is more“.

Der er klare overensstemmelser mellem Scherfigs og Kirks stilholdning, og de to gode venner kunne da også deles om forfatterskabet til den satiriske kollektivroman Mørke Magter (bragt under pseudonym som føljeton i Arbejderbladet 1940). Men der er også forskelle mellem dem. Hvor Kirks solidaritet med fiskerne og daglejerne både rummer distance og beundring, er der ingen beundring i Scherfigs portræt, kun indignation. Skurken er ikke duksedrengen Axel Nielsen, han er tværtimod et offer, som man snarere må ynke end hade. Skurken er det samfund og den skole, der kuer og afretter et ungt menneske, så han holder op med at interessere sig for andre og kun tænker på sig selv og sin karriere – så han som voksen og samfundsstøtte reproducerer den undertrykkelse, han selv har været udsat for i det elitære gymnasium.

Trods eventyrtone og falsk loyalitet er indignationen umulig at overhøre. Som satiriker udpeger Scherfig sine angrebsmål, så man ikke lades i tvivl om, hvad det er, han bekæmper. Det sted, kritikken formuleres fra, er det vanskeligt at lokalisere med samme præcision. Angrebet på den tyranniske skole bygger på en human grundholdning, ligesom afvisningen af dens unyttige og verdensfjerne lærdomme er præget af en rationalistisk skepsis, der også kom til orde, når han gjorde grin med spiritisme og andre former for overtro. Den sorte skole og det klassesamfund, som skolen på én gang afspejler og cementerer, er hverken menneskeværdige eller fornuftigt indrettet. For så vidt forlænger Scherfig en tradition, der rækker tilbage til oplysningstiden, og han var da også en stor beundrer af Holberg, hvis Niels Klim han senere omskabte til tegneserie i Land og Folk. I samtiden blev denne humanistiske tradition efter hans mening bedst forvaltet i Sovjetunionen. At hans politiske ståsted var kommunismen, var ikke så åbenbart i hans tidlige romaner som i værkerne fra efterkrigstiden, hvor især hans rejseskildringer fra de kommunistiske lande antog karakter af skønmaleri.

Scherfig voksede op i et frisindet borgerligt hjem og blev student fra Metropolitanskolen, hvorefter han bl.a. studerede zoologi ved universitetet, men uden at tage eksamen. Han slog først igennem som tegner og maler med en forkærlighed for idylliske urskovsmotiver, der viste hans interesse for zoologi og, kunstnerisk, for den naivistiske franske maler Henri Rousseau. En anden slags jungle oplevede han i New York, hvor han opholdt sig 1929-30. Mødet med Amerika blev en ubehagelig oplevelse for Scherfig, som det nogle år tidligere havde været for Jacob Paludan. I en Politiken-kronik fra 1930 beretter han om den svimlende forskel på rig og fattig i USA, den uhæmmede dyrkelse af rigdom og magt, den åndelige ensretning:

Jeg sidder i Subwayen og duver, og over for mig tredive Mennesker og en del Negre, der ikke maa være Mennesker. Alle Sønner og Døtre af det frie Amerika. De er kommet fra Balkan og Polen og fra Afrika og Danmark, men nu er de alle ens, nu er de en Type. Nu har de alle Kæber som Amerikanere. De sidder og tygger i Takt, tygger til Subwayens Duven. De tygger og tygger. Det er ikke Skraatobak, ikke Nydelse eller Stimulans. De tygger bare. Gummi. Gum gum.

Paludans og Scherfigs modvilje mod USA har flere træk tilfælles. Den rummer en blanding af umiddelbart æstetisk ubehag (begge fremhæver pudsigt nok tyggegummi-gumleriet som udtryk for ørkesløs geskæftighed) samt en mere reflekteret afvisning af de amerikanske frihedsidealer som illusoriske, og begge tager skarpt afstand fra den konformisme, de finder i USA. Kritikken udviser også forskelle; hvor den konservative Paludan få år tidligere væmmedes ved det kulturløse barbari, er det de enorme klasseforskelle, der gør den venstreorienterede Scherfig indigneret. Med Paludans og Scherfigs delvist sammenfaldende kritik af USA tegnes et mønster, der genfindes i Danmark og Vesteuropa gennem hele 1900-tallet: Antiamerikanismen kommer stærkest til orde på højre- og venstrefløjen. Ud fra meget forskellige forudsætninger danner højre og venstre en slags negativ konsensus i deres afstandtagen fra 'the American way of life'.

Fra debutromanen Den døde Mand (1937), som bl.a. satiriserer over moderæs og medløberi i kunstens verden, er kritikken af konformismen i det borgerlige samfund et hovedtema i Scherfigs forfatterskab. Den forsvundne Fuldmægtig (1938) handler om fuldmægtig Teodor Amsted, som i sit hidtidige liv har været bastet og bundet af småborgerlige konventioner og lever i et glædesløst ægteskab. Omsider opstår chancen for et nyt liv, da hans gamle skolekammerat, særlingen Mogensen, begår selvmord. Amsted narrer omverdenen til at tro, at de dynamitsprængte rester af et menneske, man finder på Vester Fælled, er Amsted selv – og udstyret med nyt navn slår han sig ned i en afsidesliggende, landlig provins. Men hæmningerne fragtes med i udbrudsforsøget. Politiet opsporer Amsted, som ændrer sit projekt, men i grunden ikke sit livsmål: Han vil være fange, hvad det efter fornyet dobbeltspil også lykkes ham at blive. Han ender som en glad mand, spærret inde i et fængsel. Her kan han leve den forvaltede tilværelse, som hele hans hidtidige liv – skolegangen, arbejdet, ægteskabet – har forberedt ham på.

Scherfigs originalitet viser sig ikke mindst i hans kombination af genrer. Der er som i de følgende værker både elementer af kriminalroman og dannelsesroman i Den forsvundne Fuldmægtig. Men krimiintrigen udpeger samfundsordenen som hovedskurken, og dannelsesidealet vendes satirisk på hovedet: I et samfund, der umyndiggør sine borgere, og endda kalder umyndiggørelsen for dannelse, er forskellen på at være ansat og indsat minimal. Også hjemstavnsromanen bringer Scherfig sin ukærlige hilsen. Amsteds ophold under falsk navn i den afsidesliggende egn danner afsæt for et usædvanligt afromantiseret billede af det landlige Danmark, kendetegnet ved ufordragelighed mellem naboer, aggressiv beskyttelse af ejendomsretten, gerrighed og hamstrings-mani. Feudale lokalmatadorer foragter og plager småfolk og arbejdsløse. Alle uhumskhederne camoufleres under en nationalistisk postkortidyl, som fortælleren skildrer med kunstnerisk økonomi og falsk loyalitet: „Danmarks Ur-Natur ligger uberørt med skønsom Bevoksning af østrigsk Bjerg-Fyr og tysk Rødgran og sibirsk Fyr.“

Scherfig genbruger personer fra roman til roman, og Amsted og Mogensen indtager biroller i Det forsømte Foraar, Scherfigs kendteste og bedste værk. Her bliver et sidetema fra Den forsvundne Fuldmægtig gjort til hovedtemaet. Romanen handler om skolen og dens funktion som leverandør af et produkt, det borgerlige samfund efterspørger: ufri, livsangste, konforme mennesker. Som Tom Kristensens Hærværk er Det forsømte Foraar en nøgleroman og vakte postyr af de samme grunde. Mange var forargede over, at Scherfig udleverede sine lærere og klassekammerater fra Metropolitanskolen. Men ligesom Kristensens roman overlevede Scherfigs den tid, hvor læserne endnu var i stand til at sætte „de rigtige“ navne på personerne. At romanen blev en nyklassiker, hang sammen med, at angrebsmålet fra første færd var generelt: Ikke kun Metropolitanskolen, men den sorte skole i almindelighed.

Skolen danner en isoleret verden, „en eksterritorial Pavestat“ midt i byen. I samme øjeblik lærerne betræder skolens område, forvandler de sig fra upåfaldende hverdagsmennesker til tyranner og sadister. Afstanden mellem skole og samfund er imidlertid ikke en systemfejl, for samfundet har brug for en sådan pavestat hinsides lov og ret: Eleverne kommer engang til at beklæde vigtige samfundsposter som statsansatte eller i liberale erhverv, og hvis de skal rustes til at videreføre klassesamfundet på betryggende vis, er det vigtigt, at de hverken kender eller sympatiserer med almindelige mennesker. Eller formuleret med falsk loyalitet: Skolen udvikler „Egenskaber, som anses som vigtige i Samfundet“. Disse egenskaber har romanens kollektiv af forhenværende klassekammerater erhvervet i rigt mål, da de 25 år senere mødes til studenterjubilæet. De er bl.a. blevet præster, overlæger, gymnasielærere, jurister og psykiatere, kort sagt mennesker, som mange kommer i berøring med i egenskab af klienter og patienter. I gymnasiet lærte de, at de ikke måtte omtale skolens pedel med et „Hr.“. Nu kan de med pudsige anekdoter bekræfte hinanden i synet på jævne menneskers uforstand og skurkagtighed. Jubilæumsfesten danner rammen for en række flashbacks til gymnasieårene, og de to tidsplaner er lige nødvendige for helheden. Tilbageblikkene fortæller om undertrykkelse og afsavn, nutidshandlingen om de langtrækkende, ulykkelige konsekvenser.

En enkelt elev greb allerede i gymnasieårene til fortvivlelsens nødværge, da han dræbte sin plageånd, lektor Blomme, med et giftigt maltbolsje, og det er beretningen om dette mord, der udgør kriminalintrigen. Også hans kammerater har grund til at føle hævntørst, men hævnen effektueres sent og forskudt. De unge, der forsømte deres forår, så der i voksenårene kun var giftige følelser tilbage, må naturligvis beklages – skønt romanen snarere har spot end medlidenhed tilovers for de fleste af klassekammeraterne. Men værd at beklage er især de sagesløse mennesker, som de forskudte aggressioner rammer. De underkuede bliver selv tyranner – mest eksemplarisk skildret i tilfældet Thygesen, klassens tykke dreng, der får afløb for sine mindreværdskomplekser som piskesvingende plantageejer i de varme lande.

Denne forklaringsmodel kunne Scherfig have hentet i en venstreorienteret variant af psykoanalysen, den såkaldte freudomarxisme, der prægede 1930'ernes litteratur og kulturdebat, men Scherfig opfattede bestemt ikke sig selv som freudomarxist. I Det forsømte Foraar optræder en vis Robert Riege. Han er en kloning af virkelighedens Wilhelm Reich, en stærkt venstreorienteret elev af Freud, der flygtede fra Tyskland og i en periode opholdt sig i Danmark. Skønt Riege giver en plausibel karakteristik af lektor Blomme med stikord som „udtalt Mindreværdsfølelse“, „bisexuel“, „Sadist“, hænges han ud som fanatiker og charlatan. Det var ikke kun en bestemt, kontroversiel variant af psykoanalysen, Scherfig distancerede sig fra, men psykoanalysen som sådan. Den var for ham at se ikke en del af løsningen, men en del af problemet: en mondæn og – i negativ forstand – idealistisk teori.

Denne afvisning er påfaldende i betragtning af, at mange af forfatterskabets forkrøblede eksistenser inviterer til (for ikke at sige: synes inspirerede af) en psykoanalytisk tolkning. Det gælder en evigt hamstrende og henkogende bifigur i Den forsvundne Fuldmægtig, som er selve legemliggørelsen af den analt fikserede karaktertype. Og det gælder den maltbolsjetyggende lektor Blomme, og senere – i Frydenholm – den ynkelige „Buksemarius“, hvis øgenavn skyldes hans fetichistiske glæde ved dameundertøj. Scherfigs forklaring på, hvorfor højreautoritære bevægelser appellerede til klemte småfolk, er langtfra så outrerede som Reich's teorier, men på visse punkter dog i slægt med dem. Derfor kan Scherfigs voldsomme opgør med ham og hans disciple undre.

Riege dukker atter op i romanen Idealister, som Scherfig skrev færdig i 1942, men først fik udgivet to år senere (af politiske grunde måtte det ske i Sverige). Riege er en af de mange idealister, der tages ved vingebenet: spiritister, kabbalister, astrologer, esperantodyrkere, vegetarer, barfodsgængere, trotskister. Det er alle mennesker, der er besat af fixe ideer og kender opskriften på verdens frelse. Den idealistiske utopi er et fælles, men langtfra noget samlende projekt i denne kollektivroman, for vejen til utopiens virkeliggørelse kives og strides idealisterne om.

Satiren rammer ikke alle med samme styrke, men gradueres efter, om idealisterne er i god tro eller ej. Portrættet af den farverige, excentriske og uendeligt velmenende spiritist Fru Drusse rummer en god portion varme, mens fx partiet „Jazz-Pol“ udbreder en vranglære, som ikke møder samme overbærenhed. Sekten dyrker „Afslappelsens Evangelium“ og har som sit ideal negeren, der ses som kropsmennesket par excellence. Her er det kulturradikalismens dyrkelse af det sanseligt frigjorte menneske, Scherfig harcelerer over med bid og komisk effekt.

De fleste af idealisterne får deres verdensforbedrende pamfletter trykt hos bogtrykkeren Damaskus, der tror på det hele og giver alle ret. Han er et skikkeligt fæ, men i kraft af sin funktion også en farlig mand. Det er svært ikke at opfatte skildringen af miljøet omkring Damaskus som en kritik af det borgerlige samfunds trykkefrihed, der gør skade ved at sikre udbredelsen af det vitterlige vås. Scherfigs satiriske metode, der hellere markerer afstand end peger på positive alternativer, fritager ham for den besværlige opgave, det ville være at sætte noget bedre i Damaskus' sted.

De positive alternativer er dog ikke helt fraværende i Scherfigs tidlige forfatterskab. De optræder i form af den sunde fornuft hos ganske almindelige mennesker, der til forskel fra forkrampede teoretikere og verdensforbedrere har en sikker fornemmelse for, hvad der er godt og skidt, ret og vrangt. Men deres stemmer lyder spagt fra handlingens og universets periferi. Senere i forfatterskabet bliver disse stemmer stærkere, og det er især kommunisterne, der får til opgave at repræsentere den almindelige, sunde fornuft.

Åndemanerne og fantasterne huserer i København, men provinsen er ikke glemt. Dele af Idealister udspiller sig i et sydsjællandsk landsogn omkring godset Frydenholm. Her råder adelen og gejstligheden næsten som i svundne feudale tider, og her er det en anden og mere handlekraftig slags ideologer, der fører det store ord: den forlorne, friskfyragtige præst og nazi-sympatisøren. Dette sogn vendte Scherfig langt senere tilbage til i Frydenholm (1962), hans store roman om Danmark under besættelsen.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Samfundsordenen som hovedskurk - Hans Scherfig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig