Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gamle og nye kollektiver - Hans Kirk

Oprindelig forfatter SSchou

Hans Kirk (1898-1962) var forfatter til de første danske kollektivromaner. Han voksede op i et radikalt lægehjem i Hadsund, tog juridisk embedseksamen i 1923 og blev medlem af DKP i 1931. Partibogen bevarede han livet igennem, og med sine romaner, essays og artikler i de kommunistiske aviser, Arbejderbladet og Land og Folk, blev han en af partiets mest fremtrædende intellektuelle. Som ung var han stærkt optaget af de religiøse miljøer, Indre Mission og grundtvigianismen, som han kendte fra sin barndom, og i en række artikler analyserede han den tætte sammenhæng mellem livsvilkår og religion ud fra et sociologisk og psykoanalytisk synspunkt. Kirk betragter den missionske religionsudøvelse som tilfredsstillelse af behov, der undertrykkes i det hårde arbejdsliv. Den seksuelle energi retter sig mod det hinsidige, og religiøse oplevelser „drejer sig hyppigt om forklædte seksuelle Ønskedrømme“, skrev han i artiklen „Kan Danmark afkristnes?“, som han offentliggjorde i Kritisk Revy 1928.

Forskellen i religionsudøvelsen er et udtryk for uensartede sociale kår. Fiskerne og landproletariatet søger missionens trøst, mens de velstillede gårdmænd med deres lysere tilværelsessyn dyrker grundtvigianismens glade kristendom. I det sent industrialiserede Danmark er landalmuen stadig en vigtigere gruppe end byproletariatet, og i kampen for sociale forandringer er det nødvendigt at tage missionen alvorligt som den protestbevægelse, den efter Kirks mening er, skønt protesten antager religiøse former og derved rettes bort fra det sociale.

Denne samfundsanalyse fik konsekvenser for hans litteratursyn. En dansk socialistisk forfatter måtte ifølge Kirk søge sig andre modeller end den socialistiske realisme, der er velegnet til at skildre forholdene i industrielt udviklede samfund, men passede dårligt til landbrugslandet Danmark. Hans egne romaner er skrevet i overensstemmelse med disse betragtninger. De viderefører traditionen fra det folkelige gennembrud tidligere i århundredet og kan betragtes som en slags moderne hjemstavnsromaner. Det psykoanalytiske menneskesyn er inspireret af Freud, men desuden af østrigeren Alfred Adler, hvis teorier om, at følelser af mindreværd kompenseres gennem bl.a. religiøse ønskedrømme, passede som hånd i handske på det landproletariat, der især havde Kirks interesse.

Annonce

 Hans Kirk videreførte en vigtig tendens i prosaen efter 1870: detroniseringen af den alvidende, autoritære fortæller. Virtuos er han især, når han anvender de former, der kaldes dækket direkte tale og dækket direkte tanke. Ved ofte – og helt bevidst – at udelade den anførende sætning, skaber han uvished om, hvilken person en replik eller tanke knyttes til. Metoden er velegnet til at formulere et kollektivs anskuelser i situationer, hvor det netop er fællessubjektet, ikke individet, der er i centrum.

Hans Kirk videreførte en vigtig tendens i prosaen efter 1870: detroniseringen af den alvidende, autoritære fortæller. Virtuos er han især, når han anvender de former, der kaldes dækket direkte tale og dækket direkte tanke. Ved ofte – og helt bevidst – at udelade den anførende sætning, skaber han uvished om, hvilken person en replik eller tanke knyttes til. Metoden er velegnet til at formulere et kollektivs anskuelser i situationer, hvor det netop er fællessubjektet, ikke individet, der er i centrum.

Hans første roman Fiskerne (1928) skildrer en gruppe vesterhavsfiskere fra Harboøre, der flytter til en mildere og mere frugtbar egn ved Limfjorden, hvor grundtvigianismen dominerer det åndelige liv. Således gennemfører romanen et sociologisk og socialpsykologisk eksperiment: Eftersom bevidsthedslivet bestemmes af materielle og erhvervsmæssige forhold, må en sådan flytning få bevidsthedsmæssige konsekvenser. Der opstår konflikter mellem de tilrejsende og deres nye naboer, men samtidig går den hidtil så sluttede og hierarkisk organiserede fiskergruppe delvis i opløsning. Pigen Tabita repræsenterer den unge generation og det begyndende opbrud. Hun fjerner sig mentalt fra gruppen, da hun kommer i huset i den nærliggende by og forelsker sig i, og bliver gravid med, en mand uden for de troendes kreds.

Romanen viser, med Marx' ord, hvorledes den samfundsmæssige væren bestemmer den bevidste væren og (med en psykoanalytisk tilføjelse) den ubevidste væren. Men er sigtet didaktisk, så er de romantekniske virkemidler afdæmpede og raffinerede. Fortælleren fører en tilbagetrukket tilværelse. Han optræder mindre alvidende end fortælleren hos forbilleder som Pontoppidan og Aakjær, og han synes ligefrem at smelte sammen med sit stof, når han i en dækket, indirekte form indføjer personernes egen tale i beretningen – med udstrakt brug af dialektale udtryk – eller når han loyalt gengiver forestillinger, som hele fiskerkollektivet er fælles om, med dets egne vendinger. På denne måde søger Kirk at holde en balance mellem solidaritet og analytisk distance – han lever sig ind i personerne, som samtidig gøres til genstand for en sociologisk og psykoanalytisk analyse, der ligger hinsides deres horisont.

Det var en vanskelig balance, Kirk forsøgte at holde: at manifestere en merviden i forhold til personerne, som ikke kammer over i bedreviden og nedladenhed. Om det lykkedes ham, har man siden diskuteret, men det er åbenbart, at fiskerkollektivets tilværelse gennemtrænges af nogle værdier, der aftvinger Kirk en respekt, som ikke er forstilt, men uforbeholden og ægte. Værdierne knyttes til det fysiske arbejde, som ikke alene skildres positivt, men betragtes som det, der konstituerer det egentligt menneskelige og dermed antager en absolut, ahistorisk karakter. Og værdierne knyttes – kontroversielt i forhold til en traditionel marxisme – til det oprindeligt kvindelige, sådan som det især inkarneres i den frodige Mariane.

Hvor Fiskerne foregår i et almuesamfund, der er traditionsbundet, om end ikke statisk, handler dobbeltromanen Daglejerne (1936) og De ny Tider (1939) om det industrialiserede samfunds fremvækst. De to romaner skildrer landbefolkningen i et nørrejysk sogn, der helt ændrer karakter, da der opføres en cementfabrik på egnen. Daglejerne tager udgangspunkt i et traditionelt bondesamfund præget af økonomiske og ideologiske modsætninger mellem det store og det lille hartkorn. En ny æra indledes, da fabrikken opføres under ingeniør Høpners ledelse, og husmænd og daglejere bliver industriarbejdere. Denne udvikling vurderes forskelligt af folk på egnen; nogle opgiver kun nølende deres vante tilværelse med den nære kontakt til dyrene og jorden, andre som den temperamentsfulde og opsætsige „børste“ Cilius udvikler en moderne klassebevidsthed.

 Hans Kirk flygtede sammen med andre internerede kommunister fra Horserød den 29. august 1943, da tyskerne overtog kontrollen med lejren. Resten af besættelsestiden var han „under jorden“, dvs. levede i illegalitet. Billedet af Kirk er ægte nok, men legitimationskortet fra 1944 er falsk, udstedt på navnet „Steen Christensen“.

Hans Kirk flygtede sammen med andre internerede kommunister fra Horserød den 29. august 1943, da tyskerne overtog kontrollen med lejren. Resten af besættelsestiden var han „under jorden“, dvs. levede i illegalitet. Billedet af Kirk er ægte nok, men legitimationskortet fra 1944 er falsk, udstedt på navnet „Steen Christensen“.

Daglejerne skildrer således modsætningen mellem den gamle almuetilværelse og det begyndende opbrud, som industrialiseringen medfører. I De ny Tider bebudes en anden modsætning, der ses som selve hovedkonflikten i det moderne samfund: mellem kapitalister og lønarbejdere. Romanen fremstiller ingeniør Høpner som en positiv kraft i industrialiseringsfasen. Gennem moderniseringsprocessen bidrager han til at sprænge den feudale samfundsorden og nedbryde den fatalistiske almuebevidsthed. Høpner er langt hen et pålideligt talerør for forfatteren. Ved indvielsen af fabrikken holder han en brandtale, hvor han bl.a. siger: „Der er ingen Grænser for, hvad vi kan producere. Hvis vi ikke havde Maskiner, levede vi i Middelalderen endnu. Hvis Maskinerne blev ødelagt, døde Halvdelen af Menneskeheden af Sult.“

Men Høpner siger desuden, at maskinerne er vores herrer, ikke vores tjenere, og han advarer eftertrykkeligt mod arbejdskampe, der sætter maskinerne i stå. På længere sigt er han en klassemodstander – i overensstemmelse med Kirks marxistiske forestilling om, at det kommende socialistiske samfund må dannes på grundlag af et udviklet kapitalistisk industrisamfund, men herefter må sprænge kapitalismens produktionsforhold. Romanen rummer varsler om splittelsen af arbejderbevægelsen i en reformistisk og en revolutionær fløj, men historien om, hvad der videre skete, blev læserne snydt for, idet manuskriptet til et påtænkt tredje bind gik tabt, da Kirk sammen med andre kommunister under besættelsen blev interneret i Horserødlejren. At han ikke senere fuldendte projektet, forklarede han selv med, at det skulle have vist, hvorledes drømmen om industrialiseringens velsignelser brister og fører til en katastrofe for arbejderklassen. Efter krigen var der andre opgaver, der forekom ham mere påtrængende.

Kirk opgav ikke kollektivromanen, men han anvendte genren til andre og enklere agitatoriske formål. Samtidig blev formen mere traditionel med udstrakt brug af dialog på bekostning af den dækkede fremstilling. Slaven (udgivet 1948, men allerede skrevet 1941-42) og Vredens søn (1950) tilrettelægger begge et fortidigt stof, så det fremstår med nutidig relevans. Slaven foregår i 1600-tallet på et af den spanske flådes skibe, tungt lastet med rigdomme, som conquistadorerne har stjålet i den ny verden. På skibet, hvor de forskellige samfundslag er repræsenteret, gennemfører den tilfangetagne indianer Pancuiaco et énmandsoprør; han sænker skibet ved at hugge hul i bunden og går i døden sammen med sine bødler.

Også Vredens søn handler om klassekamp i historiske gevandter. Den følger Jeschua (Jesus) og hans disciple i tiden op til og umiddelbart efter korsfæstelsen og fortolker Jesu lære i socialistisk retning. Jeschua fremtræder som en social agitator, der samler de fattige og forfulgte omkring sig. Selv opfatter han sig som Meschicia (Messias), men den lære, han forkynder, har en stærkt dennesidig, oprørsk dimension og rettes mod de mægtige, der omfatter den romerske besættelsesmagt såvel som dens jødiske medløbere. Det er hans ihærdigste discipel, zeloten Simon, der får bogens sidste ord: „Der kommer en dag, da folket bliver sin egen Meschicia.“ Et fromt ønske, som ikke ledsages af overvejelser om, hvordan det lader sig realisere.

Romanens allegori er tydeligt møntet på besættelsestiden og nogle af dens centrale skikkelser. Jeschua er en slags frihedskæmper; besættelsesmagtens befuldmægtigede Pilatus er den rigsbefuldmægtigede Dr. Best i romersk toga; og ypperstepræsten Kajfas, som nervøst skæver til begge sider, men dog især er opsat på at bevare status quo i Israel til gunst for de rige, er en samarbejdspolitiker, der minder om stats- og udenrigsminister Scavenius. Stikkeren Judas skildres som en grublende intellektuel, der higer efter at optræde som et resolut handlingsmenneske og derfor forråder Jeschua. Portrættet af Judas indgår i den overordnede besættelsestids-allegori, men portrættet af den svigefulde intellektuelle vidner desuden om Kirks stejlt afvisende holdning til ikke-kommunistiske intellektuelle – og dermed om frontdannelser, der i højere grad hører koldkrigen end krigstiden til.

Agitation på jævnere niveau kendetegner dobbeltromanen Djævelens penge og Klitgaard og Sønner (begge 1952, oprindelig bragt som føljeton i Land og Folk). Her skildres med skallesmækkende satire et værnemagerfirma og dets skæbne i årene efter befrielsen. Helt anderledes nænsom er Kirks storartede erindringsbog Skyggespil (1953), hvor han i en række episodiske tilbageblik fortæller om sine forældre, sin nørrejyske opvækst, gymnasietiden på Sorø Akademi og om sin vej til et socialistisk og ateistisk standpunkt.

Det nænsomme og det uforsonlige eksisterede side om side i forfatterskabet og i Kirks egen person. Han var hjertevarm og generøs i omgangen med andre mennesker og havde sympati for forfattere som Agnes Henningsen og Harald Bergstedt, der holdningsmæssigt stod ham fjernt, men i Land og Folks spalter forvaltede han partilinjen med stor nidkærhed. Også den kulturpolitiske: han afviste modernistiske eksperimenter som den unge Villy Sørensens sære fortællinger og havde kun foragt tilovers for „Sartre, Anouilh og hele den borgerlige dødsbataljon“. Politisk forblev han dogmatisk stalinist også efter Stalins død, præget af en blindhed i egne trosanliggender, som påfaldende mindede om den, han så indsigtsfuldt analyserede i sine romaner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Gamle og nye kollektiver - Hans Kirk i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 7. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477118