De elendige og de organiserede - Harald Herdal, Nils Nilsson, Leck Fischer

En af de forfattere, Kirk angreb voldsomt i 1930'erne, kunne umiddelbart ligne en forbundsfælle, nemlig Harald Herdal (1900-78). Anledningen til kritikken var Herdals kollektivroman Løg (1935), som foregår i et københavnsk slumkvarter. Kirk kritiserede den for at være formelt mangelfuld. Den var kalejdoskopisk og flimrende; Herdal havde, mente han, skrevet „en håndfuld noveller, der er plukket i stykker og sat sammen igen til en roman“. Nok så afgørende var fraværet af politiske visioner. Romanen handlede ikke om organiserede, klassebevidste arbejdere, men om et elendigt stillet pjalteproletariat og et bornert småborgerskab. Kirks kritik er påfaldende, fordi den gik ud over en forfatter, som med sin interesse for socialpsykologiske problemer kunne minde om ham selv, for også Herdal interesserede sig for opvækstvilkår, der hæmmer seksualitet og livskraft. Det, der skilte dem, var fremtidsperspektivet.

Hvor Kirk satte sin lid til, at industriproletariatet kunne frigøre sig fra de subjektive undertrykkelsesmekanismer, mente Herdal, at modsigelserne vedblev med at eksistere, også blandt organiserede arbejdere. Skildringer af positive helte ville være forløjede.

Herdal var opvokset i København som søn af en portner. Han færdiggjorde aldrig nogen uddannelse og levede af skiftende jobs. I 1920'erne skrev han en række digtsamlinger, som rummer meget direkte skildringer af seksualiteten blandt arbejdere, men det var som romanforfatter, han blev berømt og berygtet.

Han prøver at vække de andre til kollektiv protest, men må konstatere, at han taler for døve øren; forholdene er for miserable, sløvheden og ugideligheden for omfattende. Den enkeltes forsøg på at overleve er stærkere end fællesskabsfølelsen. Kollektivet i hovedværket Løg udgøres af syv unge mennesker fra Nørrebro, som vi følger fra puberteten til voksenårene. De kommer fra familier, der på forskellig vis er nødstedte, plaget af fattigdom, skilsmisse og druk. De unge gør sig seksuelle erfaringer af mange slags, frimodigt skildret af Herdal, men den tunge sociale arv fastholder dem i nedværdigelsen, og deres forsøg på at skabe en bedre tilværelse end forældrenes hæmmes af en angst for udstødelse, der er indpodet dem i barndommen. Derfor ender de selv som tabere, tvunget ned i sølet, ud i alkoholisme, ind i kærlighedsløse ægteskaber.

Herdals udpenslede skildring af en tilværelse på samfundets bund, der låner sproglig kolorit fra tidens saftige Nørrebro-jargon, virkede udfordrende på moralens vogtere, og han fik ord for at være en uanstændig og snusket forfatter. Bibliotekerne boykottede ham, og en lærer, der havde læst op af hans værker, blev afskediget. Af delvis andre grunde virkede han også udfordrende på fortalere for den organiserede arbejderbevægelse, ikke kun Kirk, men også socialdemokraten Julius Bomholt, der i en anmeldelse af Man skal jo leve kritiserede romanen for dens totale mangel på et kollektivt og optimistisk udviklingsperspektiv. Herdal var helt upåvirket af denne dobbelte kritik, og han distancerede sig med eftertryk fra socialdemokrater og kommunister i romanen En Egn af Landet (1939), hvis handling er henlagt til en sjællandsk stationsby præget af politiske rivninger, både mellem gårdmænd og arbejdere og internt i arbejderbevægelsen. Her optræder – i skikkelse af hovedpersonen, arbejdsmand Lars Hansen – omsider den positive helt, som flere havde efterlyst hos Herdal. Men handlingen, der følger magtintrigerne i det lokale arbejdsmandsforbund, fastslår, at en sådan helt nødvendigvis må indtage en uafhængig, oppositionel holdning.

Nils Nilsson (1897-1980) og Peter Hansen (1902-?) skrev begge kollektivromaner ud fra en socialdemokratisk grundholdning. Nilssons Dokken (1933) udspiller sig på et stort københavnsk skibsværft. Den leverede, hvad Bomholt havde efterlyst: en skildring af organiserede og bevidste arbejdere på en stor, moderne virksomhed. Peter Hansens Ved Byens yderste Grænse (1937) skildrer en familie, der flytter fra det gamle københavnske brokvarter ud til en ny forstadsbebyggelse. Romanen handler om fremtidsforventninger, om glæden ved at udskifte lejekasernernes mørke med lys og luft, men også om de omkostninger, flytningen medfører: opløsningen af de traditionelle arbejdermiljøers tætte sociale netværk.

Bortset fra en forbigående interesse i de arbejderlitteraturinteresserede 1970'ere har glemslen sænket sig over Nils Nilsson og Peter Hansen, der var mindre originale end Kirk og mindre udfordrende end Herdal.

Knap så glemt er den prunkløse realist Leck Fischer (1904-56), bror til Viggo Kampmann, den senere socialdemokratiske statsminister. Leck Fischer var født ind i et københavnsk grossererhjem. Efter faderens tidlige død flyttede familien til Slagelse, hvor han voksede op under beskedne forhold. Fischer tog en kontoruddannelse og arbejdede som kontorist ved Sorø Amtstidende og som bankassistent. I 1920'erne udgav han romaner og noveller, og fra 1930 kunne han leve af sin pen. Han blev en meget læst og elsket forfatter, især med sine romaner om hverdagsmennesker i arbejdsløshedens Danmark. Kontor-Mennesker (1933) er en kollektivroman centreret om et københavnsk papirfirma. Da den gamle ejer dør, opstår der usikkerhed om virksomhedens fremtid og frygt for afskedigelse blandt de ansatte. De værste anelser bliver til vished, da en moderne og dynamisk storkoncern overtager firmaet og skaffer sig af med de gamle medarbejdere.

Det er funktionæren, der drømmer om individuelt avancement, som interesserer Fischer – flipproletaren, der er for snobbet til at organisere sig kollektivt. Den interesse delte han med andre af tidens forfattere. Englænderen George Orwell bemærkede sarkastisk – med et spil på den marxistiske karakteristik af proletaren, der ikke har andet at miste end sine lænker – at flipproletaren ikke har andet at miste end sit kultiverede sprog. Med et lige så sarkastisk spørgsmål peger Fischer på det samme: „Kan man leve af at være dannet?“ Svaret er benægtende, men på grund af en opvækst præget af seksuelle hæmninger og falsk individualisme formår flipproletaren ikke at erkende, at han lever på en livsløgn. Det var en diagnose i slægt med Fischers, der i 1935 fik Kjeld Abell – i Melodien der blev væk – til at opfordre virkelighedens mange „Larsener“ til at slutte sig sammen og kæmpe for det fælles vel. Fischer forblev til sin død hverdagsmenneskets skildrer og skrev bl.a. syvbindsværket Dette latterlige land (1941-50) om en families tilværelse fra århundredskiftet frem til folkestrejken under besættelsen.