• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kollektivromanen og dens forfattere

Oprindelig forfatter SSchou

1920'ernes litteratur besang individet i anarkistisk eller ekspressiv udfoldelse. Det efterfølgende årti satte det sociale menneske på dagsordenen. 1930'ernes litteratur interesserede sig for de sammenhænge, mennesker indgår i – som samfundsborgere og klassemedlemmer. Derimod var der divergerende holdninger til, hvorledes det sociale skulle skildres, og divergenserne havde rod i politiske modsætninger. Det var langtfra kun venstrefløjen, der dyrkede kollektiviteten, også nationalsocialismen havde sine fællesskabsidealer, der kom til udtryk i ungdomskorps og i paroler som „Fællesnytte går forud for egennytte“ – men ikke i litteratur af nogen betydning. Venstrefløjens opfattelse af det sociale og det kollektive var præget af partipolitik og viste sig især i et uforsonligt forhold mellem den socialdemokratiske og den kommunistiske arbejderbevægelse og deres repræsentanter i kulturlivet.

Den socialdemokratiske kulturpolitiker Julius Bomholt (1896-1969) skrev bogen Arbejderkultur (1932) ud fra det synspunkt, at en fremvoksende klasse ikke blot overtager den eksisterende kultur, men aktivt må skabe sin egen. Den socialdemokratiske arbejderbevægelse havde ifølge Bomholt ført til økonomisk og politisk fremgang, men endnu ikke til udviklingen af en egentlig arbejderkultur. Visioner om en sådan kultur, baseret på idealer som solidaritet og selvbevidsthed, forfægtede Bomholt kun i en kort periode, og de kom aldrig til at tegne en samlet socialdemokratisk kulturpolitik. Harald Bergstedt (1877-1965), som var partiets anden fremtrædende kulturpolitiker, gjorde sig mere populistiske og mindre klassebaserede forestillinger om socialdemokratisk kultur, og dem arbejdede han for at virkeliggøre på flere måder, som folkelig skribent med motiver hentet fra den danske provins, og som organisator af dilettantforestillinger i de lokale partiafdelinger landet rundt.

I politisk og kulturpolitisk opposition til socialdemokraterne stod en række venstreorienterede forfattere og intellektuelle, hvoraf nogle var medlemmer af kommunistpartiet, andre partiløse. Der var 30'erne igennem en heftig og ofte giftig polemik mellem kommunister, kulturradikale, socialdemokrater og uafhængige socialister. Polemikken drejede sig ikke om grundværdier som socialt sindelag eller kollektive løsninger på samfundsproblemer, men om midlerne til deres virkeliggørelse. Her satte synet på Sovjetunionen det afgørende skel. Divergenserne var fundamentalt af politisk karakter, men kom også til udtryk på kulturens og kunstens område. Hvad er social kunst? lød spørgsmålet. Mange fandt, på tværs af de politiske skillelinjer, et muligt svar i kollektivromanen.

Annonce

Kunstnerisk blev kollektivromanen det mest karakteristiske udtryk for 30'erprosaens optagethed af det sociale. Denne romanform skildrer en gruppe mennesker, som ikke rangordnes i hoved- og bipersoner, men tildeles tilnærmelsesvis samme vægt i fiktionen. Det kan være et integreret socialt fællesskab, som også er et værdi- og interessefællesskab (men måske efterhånden går i opløsning), som det er tilfældet i Hans Kirks Fiskerne (1928). Eller fællesskabet kan være af ydre, rent formel art, fx organiseret omkring en virksomhed med dens sociale hierarki og deraf afledte interessekonflikter, og i så fald vil den fremstillede lilleverden ofte afspejle hele samfundet med dets klassemodsætninger som i Leck Fischers Kontor-Mennesker (1933) og H.C. Branners Legetøj (1936), hvorved romanen får et allegorisk præg. Men uanset om kollektivet baserer sig på fælles værdier eller tværtimod lader klassemodsætninger træde frem, knytter der sig en didaktisk bestræbelse til kollektivromanen. Det gælder læserens bevidstgørelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Kollektivromanen og dens forfattere i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 24. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477117