Det animalske og det etiske menneske

Frygten for en ny krig mærkes som en undertone i hans værker fra slutningen af 1940'erne og 50'erne, og i novellen „Bjergene“ fra 1946, siden udgivet sammen med „Angst“ i bindet Bjergene (1953), tolkede han sin tidsoplevelse. En forfatters erotiske og kunstneriske krise skærpes under en rejse i Tyskland, hvor bevidstheden om den nære fortids grusomheder ødelægger hans forsøg på at komme under vejr med sig selv. Der er som altid hos Branner en ubrydelig sammenhæng mellem det enkelte menneskes og den store verdens problemer; hovedpersonens personlige oplevelse af manglende kontinuitet i sit liv tolkes som repræsentativ for tidens krise. Branner oversatte Kafkas Processen og Slottet, og han eksperimenterede med et dristigere formsprog i sine romaner og noveller, selv om han stadig var mere inspireret af engelsksprogede forfattere end af Kafka.

Tidens problemer kommenterede han i kunstnerisk form ud fra en forestilling om individets ansvar. Som Kjeld Abell var han en forfatter, mange spændt fulgte fra værk til værk, og med romanen Rytteren (1949) opnåede han stor succes hos anmeldere og publikum.

„Om hundrede Aar vil man give en vægtig Oplysning om vor Tids Aandsliv i Danmark, idet man siger: „Det var i „Rytteren“, at denne Generation fandt Udløsning for sit Væsen“.“ Således skrev Karen Blixen i 1949. Om profetien fra hendes lange essay om romanen vil holde stik, er det for tidligt at sige, men karakteristikken af Rytteren som et dybt tidstypisk værk har vist sig rigtig.

Romanen, der foregår i løbet af et enkelt døgn og er inddelt i fem afsnit fra morgen til nat, handler om Susanne og hendes forhold til to mænd, som repræsenterer diametralt forskellige livsholdninger. På den ene side berideren Hubert, et instinkt- og hestemenneske, der med sin dyriske karisma øver en stor og uheldssvanger indflydelse på andre og fortsætter med at gøre det, efter at han er omkommet ved en rideulykke. Og på den anden side lægen Clemens, der viser sin menneskelighed gennem sin sagtmodighed, sin skyldfølelse og kejtethed, der gør ham til en klovneagtig figur.

Da romanen begynder, er Hubert død, og Susanne, som har været hans elskerinde, er flyttet ind i Clemens' lejlighed. For Susanne er erindringen om Hubert et traume, der spærrer for hengivelsen i et nutidigt kærlighedsforhold, og hun lider under den tvangstanke, at det er hende, der har dræbt ham. Hvad kan det plagede samvittighedsmenneske Clemens give Susanne, som har været draget mod hans modsætning, den rå og tavse kentaur-skikkelse Hubert? For at finde et svar på spørgsmålet og komme fri af sit traume opsøger Susanne to andre mennesker, som begge er bundet i et had-kærligheds-forhold til den store afdøde og er reduceret til livsangste skygger af ham. Hubert fremtræder kun som en projektion i de andres erindring, et driftsvæsen fra før syndefaldet, „en tid hvor hestene vandrede frit over tågede sletter“. Herman, som har videreført rideskolen efter Huberts død, er et brutalt og sølle menneske, som mangler Huberts føling med hestene, og afretter dem med tvang og teknisk beregning, men netop derved afslører sin frygt. Lige så forkrampet er den lesbiske Michala, der redigerer et kulturradikalt tidsskrift og – uden selv at besidde et gran natur – sværmerisk erklærer, at hun vil frigøre sit indre barn. Hun gør erotiske tilnærmelser til Susanne og advarer mod rivalen Clemens, som hun kalder en „menneskefisker“.

Clemens gik på kostskole med Hubert og følte dengang en fascinationsblandet angst for ham. Hubert forførte ham, som han forførte alle, men Clemens er den eneste af de fire overlevende, der har vristet sig fri af hans magnetfelt. Romanen fremstiller Clemens som et stort menneske, ikke på trods af, men i kraft af hans usikkerhed og tvivl på sig selv, som skildres i mange pinagtige detaljer. Han martres af bevidstheden om, at hans mor døde, da han blev født – skyldfølelsen er grænseløs og tangerer det absurde. At Clemens er en menneskefisker, kan Michala ikke desto mindre have ret i, men han er en halvt verdsliggjort Kristus-skikkelse, der på Susannes spørgsmål, om han tror på Gud, svarer: „Jeg ved ikke hvad det er. Jeg kender ikke noget andet navn end mennesket.“ Det er ham, Susanne til slut vælger, efter et selvmordsforsøg, som Clemens får afværget. Det lykkes ham at få hende til at erkende, at hun bærer et ansvar for Huberts død, og romanen slutter med, at hun hengiver sig til Clemens med udbruddet: „Uundgåelige menneske.“

Det er karakteristisk for romanen, at begrebet menneske optræder med dette besynderlige, patetiske eftertryk. Det henviser, men kun uudfoldet og i antydninger, til eksistensfilosofiske forestillinger om det universelt menneskelige. Romanen rummer i det hele taget mange bratte overgange fra hverdagsnær realisme til symbolrige passager og abstrakte begreber, som stammer fra andre sproglige registre end hverdagens. Som sprogkunstværk er romanen udtryk for den søgende holdning i den tidlige efterkrigstids fiktionsprosa. Realismen på én gang fastholdes og udfordres.

Men tidstypisk er Rytteren især med sin meget tydeligt formulerede kontrast mellem det animalske og det etisk ansvarlige menneske, mellem Hubert og Clemens. Hvad kentauren Hubert har givet eftertiden i arv, er ødelæggende. Det viser både det nazistiske magtmenneske Herman og den intellektuelle Michala med hendes kulturradikale sværmen for det oprindelige og barnlige. Begges dyrkelse af krop og sundhed afvises som livsgrundlag. Kropsevangeliet er endt i forløjethed og brutalitet. Instinktdyrkelsens hovmod står for fald. Det er Clemens, den sagtmodige klovn, der skal arve riget, fordi han vedgår sig sin skyld og sit ansvar. Et rigtigt menneske er Clemens i den betydning af ordet, som Branner anvendte i sit samtidige essay „Humanismens krise“, hvor mennesket bestemmes som „det væsen som vokser gennem sine nederlag og dør af sine sejre“.

Romanen når frem til sit slutfacit gennem et fortællerarrangement, der sætter troværdigheden på spil og ligner en kunstnerisk nødløsning på det centrale problem. Den spinkle handling samler sig om en slags kriminalistisk gåde: Hvem var skyld i Huberts død? Hvad var de præcise omstændigheder? Han døde med en frygtløs latter på læben, tænker Susanne tidligt i romanen, men til sidst afslører hun i samtale med Clemens en helt anden sandhed: Hubert døde som et forladt barn, og hans sidste ord var en bøn om, at Clemens skulle komme. Heri ligger en indrømmelse af, at det dog var Clemens, der var den stærkeste. Huberts styrke var et blændværk, en projektion. Psykologisk giver Susannes sene afsløring af Huberts svaghed ingen mening, for intet tyder på, at det er en pludseligt opdukket erindring. Men i romanens livsanskuelsesmæssige regnskab udgør afsløringen en afsluttende trumf: Instinktmennesket Hubert erkendte selv, at Clemens var ham overlegen.

I sin opmærksomme læsning af bogen påpegede Blixen, at Branner med denne slutning behandler læseren på en måde, der ligger på grænsen af det redelige. Af større rækkevidde er hendes betragtninger over romanens forhold til det mytiske. Den imødekommer efter hendes opfattelse samtidslæserens tørst efter myten, men tør ikke tage konsekvensen og fremstille tilværelsen med den grumhed, der er mytens væsen. Det onde omtolkes psykologisk til det, der gør ondt. Det gode menneskeliggøres i Clemens' skikkelse til godgørenhed, men Kristus, som romanen identificerer ham med, var ikke nogen godgørende socialreformator. I denne kritik fremlægger Blixen indirekte sin egen menneskeopfattelse og poetik, men hun slår også præcist ned på Branners problem. Rytteren er et forsøg på at skrive en moderne, opbyggelig myte, men alternativet til den amoralske og destruktive drift fremstår som et fromt afkald på driften. Hvordan skal man forestille sig et samliv mellem Clemens og Susanne? Bliver hun ikke i Clemens' hænder omskabt til – som Blixen spidst bemærker – „Damen uden Underkrop“? Branner søgte myten, men på etiske og opbyggelige betingelser, som var i konflikt med mytens fundamentale grumhed.