Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Krigens og alderdommens grænseerfaringer

Oprindelig forfatter SSchou

„Enhver dialektiker kan sætte mig til vægs på fem minutter“, udtalte Branner i et tv-interview hen imod slutningen af sit liv. Man kunne trygt gå ud fra, at når det var ham, der fremsatte den slags bemærkninger, så var de ærligt ment, ikke kokette. Der var indre modsætninger i hans forfatterskab, som han ikke kunne opløse „dialektisk“ uden at forråde sin grundinspiration med dens indre konflikter: konflikten mellem en psykoanalytisk udforskning af menneskets indre og et idealiseret kvindesyn; mellem etisk forpligtethed og mytens moralske ubekymrethed; mellem verdsligt humanistisk engagement og kristen forløsning. Han forsonede ikke modsætningerne, stirrede sig hellere blind på dem. Heraf kom den skriveblokering, han i perioder led under, og det forpinte og kredsende præg i flere af hans værker fra 50'erne.

Krisen mærkes i hans roman om besættelsestiden, Ingen kender natten (1955), som voldte ham store kvaler og kun langsomt tog form. Teknisk er den en kraftpræstation med lange, slyngede tankestrømme og virtuost udformede ledemotiver. Det var ikke det kunstneriske håndværk i sig selv, der skabte problemer, men fremlæggelsen af genfødsels- og forløsningsoplevelser, som må kaldes esoteriske. Handlingen udspiller sig over en nat. Vi følger den intellektuelle Tomas, som føler, han har prostitueret sit forfattertalent ved at levere smarte og intetsigende slogans til sin svigerfars reklamebureau. Han er led ved sig selv og ved sin tilværelse i det depraverede rigmandsmiljø på Strandvejen, hvor svigerfaderen samme nat holder fest med andre værnemagere.

Men Tomas udfries af sin tvivl og sin uvirkelighedsfølelse gennem mødet med Simon, en modstandsmand på flugt fra Gestapo. Tomas ser en broder i den flygtende, som socialt og politisk er hans modsætning, og vækkes til engagement. Først hjælper han Simon, senere en gruppe mennesker, der fra Christianshavn skal transporteres illegalt til Sverige. Tomas' forvandling kulminerer i kærlighedsmødet med en pige, der holder hus for modstandsfolkene. Gennem hende fødes han på ny. Martha Maria Magdalene hedder hun, et navn, som symbolsk samler de egenskaber, der ifølge romanen udgør det essentielt kvindelige: tjenerinden, forløseren, synderinden. Efter deres samleje føler Lene sig lykkeligt besvangret, og som genfødt kan Tomas frelse de flygtende og i gryet dø martyrdøden sammen med Lene og Simon, mens Frelserkirkens klokker spiller Grundtvigs „Dagvise“: „Thi evig, tænkte han – men da var hans krop allerede ramt af tyve kugler og sank tilbage mod flammerne som en knust form – evig nu skinner livets lys —“ Som besættelsesroman er Ingen kender natten introvert og grublende, fattig på den tidsatmosfære, der præger Tage Skou-Hansens lidt senere De nøgne træer. De centrale begivenheder er de forløsende møder med du'et, med broderen og med den elskede, og de samtaler om samfundsforhold, Tomas og Simon fører, tager farve af og forskud på 1950'ernes debatter om ansvarlighed og konformisme. Der er næppe tvivl om, at Branner havde til hensigt at skrive en roman, som med sin universalisme og sin tolkning af medmennesket i religiøse og eksistentielle kategorier fortalte en historie, der var mere sand end de handlingsmættede sabotørromaner med deres erindringspositivisme. „Det aktuelle er nøglen til det virkelige“, kunne Branner have sagt med den tyske forfatter Heinrich Böll, og dennes roman om krigen Billard klokken halv ti (1959, da. 1960) kan med sine indre monologer og sin kristne forløsningstematik ses som et tysk modstykke til Ingen kender natten. Men der klæber noget teatralsk til de udpenslede orgier i værnemagervillaen, og slutningens iscenesættelse af personernes offerdød til klokkeakkompagnement, som gjorde et vældigt indtryk i samtiden, overskrider efter senere læseres vurdering grænsen mellem det storladne og det pompøse. Desuden træder forfatterskabets gamle, uforsonede modsætninger klarere frem end hidtil: mellem en psykoanalytisk opfattelse af de forpinte mandlige hovedpersoner og en guddommeliggørelse af kvinden, mellem humanistisk engagement og kristent farvet forløsning.

Annonce

Men et hovedværk i litteraturen om besættelsen er Ingen kender natten ikke desto mindre. Den fortæller om bevidsthedsskred, som er esoteriske og kun vanskeligt lader sig skildre i fiktionens form. Branner ofrer modigt hensynet til realisme og rimelighed i forsøget på at tolke menneskelige grænseerfaringer.

Ariel (1963) blev den sidste bog, Branner nåede at udgive. Den indeholder fire noveller, der med avanceret brug af indre monolog udforsker ekstreme bevidsthedstilstande. Det gælder især den sidste og mest foruroligende af novellerne, „Skrevet i vand“, der handler om et (navnløst) aldrende ægtepar, som rejser til Rom. Det er en historie om identitetstab og død, om mennesker, der mister fodfæstet i en virkelighed, som bliver stadig mere uigenkendelig og skræmmende.

Fremmedhedstemaet anslås i første del, der foregår i flyveren. De mondæne og upersonlige omgivelser skræmmer manden, som sendes på tankeflugt tilbage til fortiden, til parrets første kærlighedsmøde og til tiden omkring børnenes fødsel, men han befinder sig i en sen fase af livet, hvor tankerne bliver skiftespor. Lange tidsrum skrumper ind til øjeblikke, samværet med de nærmeste opløser sig i uhåndgribelige sansninger. Intet har bestandighed, alt er – med titlens citat hentet fra et digt af den engelske romantiker John Keats – skrevet i vand. I novellens anden del, som foregår under opholdet i Rom, slår desorienteringen om i katastrofe. Hustruen dør uventet, og den gamle mand flakker om uden mål og med, hjemløs i den fremmede by og i sit eget liv. Novellen ophører med at være fortælling, og i handlingens sted træder fragmenterede sansninger, isolerede øer af bevidsthed i det store intet.

„Skrevet i vand“ er et af Branners bedste værker fra efterkrigstiden. At skabe episk fremdrift var altid faldet ham svært, men her er denne svaghed uden betydning. Skildringen af den stadig mere forvildede og fortabte gamle mand tilfører indre monolog-formen nye facetter, både i forfatterskabet og i dansk efterkrigslitteratur som helhed. Det er passioneret prosa om en bevidsthed på randen af det endelige mørke.

For de unge forfattere, der trådte frem omkring 1960, var Branner allerede en skikkelse, der hørte fortiden til, en patetisk forkynder af et abstrakt universalistisk menneskesyn. Men som kunstnerisk manifestation er „Skrevet i vand“ beslægtet med samtidens eksperimenterende fiktion, og især er der klare overensstemmelser mellem Branners sidste prosaværker og den franske forfatter Nathalie Sarrautes fænomenologiske romaner med deres fintmærkende afdækning af bevidsthedens mindste rørelser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Krigens og alderdommens grænseerfaringer i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477266