Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Branners skuespil

Oprindelig forfatter SSchou

Så eksperimenterende var Branner ikke i sin teaterdramatik. En skuespilversion af Rytteren, skrevet samme år som romanen, blev opført på Det Ny Teater 1952. I de to følgende stykker forlængede han en naturalistisk tradition. Søskende (1952), som blev uropført på Det Kgl. Teater, handler om en autoritær fader, en gammel dommer, og hans forkrøblende indflydelse på børnene. Skønt faderen ikke optræder i stykket, er han alligevel den centrale skikkelse. Han ligger på sit dødsleje i soveværelset over den stue, hvor hans tre børn genser hinanden efter tyve års adskillelse. De er nu midaldrende. Storebror Arthur, politiadvokat og ungkarl, er et følelsesforskrækket pligtmenneske, der har vandret i faderens fodspor i et forgæves forsøg på at vinde hans kærlighed. Søsteren Irene har giftet sig ind i et følelseskoldt rigmandsmiljø, hvor alt handler om penge, ungdom og sex, og hvor hun nu selv vrages af sin mand til fordel for en yngre model. Og lillebror Michael er flygtet fra faderen ud på verdenshavene og ind i lystløgnene; han er subsistensløs, skrønemager og lidt af en digter. Nu er deres fælles plageånd syg til døden, men ikke desto mindre magtfuldt til stede som inkarnationen af det strenge overjeg, der spærrer for kærligheden og hengivelsen.

Alligevel ser det i stykkets anden og mest bevægende akt ud til, at de tre kan vriste sig fri af det fædrene greb og skabe deres egen autonome søskendeverden, men meddelelsen om faderens død splitter dem atter ad, og kun Irene modnes menneskeligt, da hun beslutter sig for at ofre sin egen lykke og vende hjem til sin mand, der trænger til hendes hjælp. Søskende kombinerer Ibsens naturalisme med en Freud-inspiration, der – med den usynlige faderinstans i overetagen – må kaldes håndfast. Og som så ofte hos Branner er kvinden forløserskikkelsen. Det gælder Irene, men også faderens æteriske sygeplejerske, Søster Agnes, der ser et nødstedt medmenneske i Michael og brat, uden psykologisk og handlingsmæssig sandsynliggørelse, erklærer ham sin kærlighed.

En mere inciterende og sammensat skildring af faderskikkelsen gav Branner i dramaet Thermopylæ (1958), som ligeledes fik sin førsteopførelse på Det Kgl. Teater. Stykket udspiller sig i årene umiddelbart inden krigen og for tredje akts vedkommende kort før befrielsen. Stefan er universitetsprofessor og en stor, anset humanist, der i sine forelæsninger frygtløst angriber nazismen. Problemet er, at han også i samværet med sine nærmeste indstiller blikket på uendeligt. Han er en ægtemand, der aldrig giver sig tid til at finde ud af, hvem hans kone er, og hvad hun gør sig af forestillinger. Og han er fader til tre børn, som på hver sin vis føler sig overvældet af ham og kæmper for at opnå selvstændig eksistens. Datteren Helene finder sammen med en sjusket, let manisk billedkunstner, faderens diametrale modsætning. Den ene af drengene, Axel, bliver nazist, den anden, Kai, modstandsmand med et rent materialistisk livssyn, og i ingen af tilfældene kan valget kaldes frit. Børnenes skæbne, og faderens andel i den, rekapituleres usentimentalt af Barbara, som er Stefans sekretær:

Annonce

Se på dine egne børn. Helene har elsket dig så højt, at hun ikke kan elske nogen anden mand. Axel har beundret dig så grænseløst at han til sidst måtte flygte fra sin beundring og kaste sig i støvet for en blodig afgud. Kai forsøgte at gøre oprør, men i sit hjerte har han aldrig gjort sig fri. Du er hans onde samvittighed.

I modsætning til den syge dommer i Søskende er Stefan en fadergud, som fortjener agtelse, fordi han livsholdning er dybfølt humanistisk. Han nægter at stikke piben ind og bagatelliserer – fordi han er modig, eller fordi han mangler fantasi? – den fare, han med sin åbenmundethed udsætter sig selv for. At han derved også bringer sine nærmeste i fare, nægter han hårdnakket at erkende. Det er på ideernes overordnede plan, Stefan fortjener betegnelsen humanist. I familiens sammenhæng antager autoriteten derimod autoritære træk. Ligesom Kjeld Abells Silkeborg (1946) og Henning Kehlers nu glemte Svend, Knud og Valdemar (1948) er Thermopylæ et drama, der anskueliggør besættelses- og modstandstematikken som en konflikt mellem fædre og sønner, men faderskikkelsen Stefan er mere interessant end de fleste: en tragisk helt, der påtager sig det store ansvar og fralægger sig det lille. Et forbillede og skræmmebillede i ét.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Branners skuespil i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477267