Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kaspar Hauser i en konspiratorisk verden

Oprindelig forfatter SSchou

Sarvig var en traditionskender uden pietetsfølelse. Hverken som lyriker eller essayist viste han respekt for genrekonventioner, hvis de kom på tværs af hans eget projekt. Han gik løs på overleverede former og ommodellerede dem, indtil han fik dem til præcist at udtrykke det, han ønskede.

Mere problematisk var hans forhold til romangenren, men ikke mindre egensindigt. Han havde ambitioner om at skrive handlingsmættede romaner med kosmopolitisk udblik, et stort persongalleri og forgrenede intriger, der ofte centreres omkring en forbrydelse. Men det, man husker dem for, er isolerede stemninger knyttet til bestemte steder, både erindringens forladte lokaliteter og modernitetens uhyggelige intetsteds, der bebuder den endelige katastrofe. Romanernes tankeindhold er det samme som i lyrikken og essayistikken, blot præsenteret uden digtenes kunstneriske økonomi. Intrigerne fortaber sig i det fortænkte, de underligt kropsløse personer danner et fletværk af stemmer, der ofte lyder som ekkoer af hinanden. Men samtidig rummer romanerne grandiose billeder af en verden i forfald.

Stenrosen (1955) skrev Sarvig efter et ophold i det sønderbombede Berlin. Romanen følger en lille gruppe mennesker, som i tilbageblik – nutidshandlingen udspiller sig i løbet af et døgn i 1953 – genkalder sig deres generations kriser, både de erotiske og politiske. Om en af personerne, maleren Werner, hedder det, at han lader sig opsluge „af den sære forening af sten og drøm, som byen og hans lammede sind dannede med hinanden“. Men romanen vil vise, at det gennem kunstnerisk udfoldelse er muligt at overvinde lammelsen og nå frem til ny åndelig vækst. Stenrosens mest fascinerende „hovedperson“ er Berlin, som følges gennem sine forvandlinger fra metropolis til spøgelsesby; fra Hitlers magtovertagelse, over krigstidens bombardementer, til kapitulationen og de sejrende besættelsesmagters zoneinddeling af byen.

Annonce

 Berlin 1947. Varemangelen var stor, og sulten truede. Køkkenhaver blev anlagt på hver stump ledig jord i den indre by. I baggrunden Brandenburger Tor.

Berlin 1947. Varemangelen var stor, og sulten truede. Køkkenhaver blev anlagt på hver stump ledig jord i den indre by. I baggrunden Brandenburger Tor.

I betragtning af det lyriske forfatterskabs eksklusive og kræsne karakter er det påfaldende, at Sarvigs prosa låner træk fra genrer, som ikke dengang havde høj litterær prestige: kriminalromanen og den internationale spændingsroman. Når forfattere som Johannes V. Jensen og Hans Kirk skrev populærfiktion, betragtede de ikke selv resultatet som værker af første sortering. Sarvig bruger derimod populærfiktionens skemaer i romaner, der gør krav på at være – og også er – mere end venstrehåndsarbejder. Selv udtalte han, at kriminalromanen gav ham frihed til at bevæge sig fra miljø til miljø, men „altid med udsigt til den dybe dal, hvor det onde findes“.

I De sovende (1958) og Havet under mit vindue (1960) optræder han som samtidskommentator og gør identitetsproblemet til sit hovedtema. Gåder afløses af nye gåder indtil afdækningen af det konspiratoriske netværk, der truer hele verden. Hovedpersonen Paul i De sovende er veteran fra Koreakrigen. Hans ansigt er blevet skamferet i krigen, men ved hjælp af plastikkirurgi har han fået et nyt udseende. Paul synes længe tiltænkt rollen som helten, der skal redde en ung kvinde fra forbrydernes kløer, men så viser det sig, at han selv har mørke punkter i sin fortid, idet han under et slag ofrede nogle af sine kammerater for at overleve. Romanen ender i et forløsningsmotiv: Paul vågner op til ansvarlighed og soner sin forbrydelse ved at vedkende sig sin forpligtelse for et andet menneske.

Handlingen foregår bl.a. i Spanien. Her boede Sarvig i en længere periode og kom til at betragte landet som sit andet fædreland. Igen er det stederne, ikke personerne, der står prægnant. Med mange lys- og skyggevirkninger visualiserer Sarvig en dæmonisk storbyvirkelighed, bl.a. i skildringen af Barcelonas skumle forlystelseskvarter ved nattetide:

Jeg drev op ad Ramblaen. Den var som en søjlehal dækket af et ubestemmeligt mørke og med svajende feminine rygge mellem træerne. Ude ved siderne var der klemtende sporvogne i samme stil som havnens små træpavilloner, og bag dem bilernes glidende blanke skjolde, som lysene spejlede sig i. Ved sporvognsstoppestedet under en mægtig gadelygte, der lignede en kandelaber af sort jern, stod der gnistrende mørke senoritaer og ventede.

Heller ikke den kvindelige hovedperson Miriam i Havet under mit vindue kender sin sande identitet, og romanens indledning er en moderne version af 1800-tallets beretning om Kaspar Hauser, mennesket uden erindring. Miriam vågner op i et fremmed hus på en spansk ø, La Isla. Hun ved ikke, hvem hun er, eller hvorfor hun befinder sig her. Denne panikslagne indledning rummer Sarvigs bedste prosa og danner romanens kunstneriske kulmination. Miriam fornemmer, hun er i fare, men ved ikke, hvem af de mange mennesker, hun møder, der er hendes venner eller fjender. Fra identitetskrisens nulpunkt vider plottet sig vældigt ud og kommer til at omfatte international spionage, ja endog truslen om en atomkrig mellem supermagterne.

Forbindelsen mellem romanens kvindelige Kaspar Hauser og disse sprængfarlige emner knyttes med spændingsromanens midler: Det viser sig, at hendes far er en fremtrædende atomforsker, som er blevet kidnappet af russerne. En kaotisk og korrupt samfundsvirkelighed udgør baggrunden for individets fremmedhed. Intrigen er hverken troværdig eller gennemskuelig, men den mangel på sigtbarhed, der præger det skildrede univers såvel som romanen selv, udgør en virkningsfuld kontrast til det enkelt formulerede – om end vanskeligt realiserede – budskab, der lægges i munden på en klog eneboer, som Miriam møder på sin vej: kravet om selvovertagelse og hengivelse til duet.

Hvis disse romaner viste en fuldblodslyriker på udebane, var der god overensstemmelse mellem tema og formsprog i radioromanen Limbo (1963), der med sit titelsymbol henviser til de fortabte sjæle i helvedes forgård. Her nedtones det episke element til fordel for lange indre monologer af prosalyrisk karakter, der er skrevet med tæft for radiomediets muligheder. Jo Hall er navnet på den erindrende kvinde, der for nylig er blevet enke. Hun tænker tilbage på samlivet med Charles, der var arkitekt, men i depression endte med at fornægte sit værk og tage sit eget liv. Charles' profession udnyttes af Sarvig til en beåndet og indtagende skildring af københavnske miljøer og deres forandring fra 1920'erne til 60'erne. Jos forsøg på at genoplive Charles i erindringen rummer et vagt formuleret håb om sjælenes møde uden for tiden, og hendes indre monologer er strømførende og af stor skønhed. Tankeflugten tilbage gennem årtierne udfolder med et væld af danske eksempler et hovedtema fra Krisens billedbog: kunsten som meditation over forladte tider og steder, der lever som efterbilleder i den erindrendes bevidsthed.

Den sidste roman, Sarvig nåede at skrive, var De rejsende (1978). Her genoptog han forfatterskabets gamle apokalyptiske temaer, men på en delvis ny baggrund: 1970'ernes frygt for en økologisk katastrofe. Hovedpersonen er en moderne Dante, som ligefrem hedder Dan T. (med efternavnet Lassen). Han er af blandet dansk, litauisk og amerikansk oprindelse, og den store verden, han færdes i, har kurs mod „den totale forgiftnings ragnarok og gangstervælde“.

Dantes rejse gennem helvede danner romanens underliggende tolkningsmønster. Hvor Dante havde den romerske digter Vergil som sin vejviser, må Dan nøjes med sin afdøde far, en reduceret V.G., der brændte for Lenins lære. Den fædrenearv har sønnen ingen nytte af; leninismen er resulteret i nutidens Sovjetunion, som Dan besøger på sin rejse. I en skildring af nedfarten til Moskvas undergrundsbane bliver Dantes helvede uhyggeligt nærværende, men bureaukratiets stenørkener breder sig både i den kommunistiske og den vestlige verden, fremmedfølelsen er et vilkår overalt, og Østersøens vand, der skiller de to blokke, er blevet til det døde hav. Som i de foregående romaner er handlingsgangen kriminalistisk og svær at følge. Måske en afklaring af den dunkle agent-intrige ville være kommet i den fortsættelse, Sarvig oprindelig planlagde og aldrig fik skrevet, men som i de tidligere romaner om mennesker på træk gennem en næppe længere beboelig verden fremhæver plottets uanskuelighed den fremmedfølelse, der er romanens grundstemning.

Sideløbende med romanerne fortsatte Sarvig med at skrive lyrik, bl.a. Forstadsdigte (1974). Det sidste værk, han offentliggjorde, inden han valgte at tage sit eget liv, var Salmer og begyndelser til 1980'erne (1981). Samlingens digte blev til i en vanskelig periode under hustruens sygdom og død. Her griber han tilbage til versemål og rimskemaer fra den danske salmetradition, men fylder dem et udogmatisk indhold. Han lovpriser det guddommelige i menneskets biologiske vækst og forener et stærkt erotisk frisprog med alvorstunge udtryk for menneskets situation i den moderne verden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Kaspar Hauser i en konspiratorisk verden i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477237