Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Livslyst og fortrolighed med døden

Oprindelig forfatter JI

Den historiske roman Det gode håb (1964), som året efter gav ham Nordisk Råds Litteraturpris, er en brevroman fra Færøerne i midten af 1600-tallet. I en bevidst pastichestil berettes om brutal undertrykkelse, fattigdom, frygtelige sygdomme, men også om civilcourage og modstand. Fortælleren, præsten Peder Børresen, må ikke alene kæmpe imod øvrigheden, men også imod egne svagheder som opfarenhed og drikfældighed. Psykologisk giver bogen et indblik i last og ondskab, i det makabres ubegrænsethed. Menneskesindets uransagelighed, vanskeligheden ved at forstå ikke kun andres, men også egne motiver, er et hovedtema i romanen. Tolerance er dens budskab.

Det gode håb adskiller sig på flere punkter fra det øvrige forfatterskab: det er en historisk roman, udfærdiget som breve til en ven, og dens affattelse strakte sig over meget lang tid. Idéen undfangede han allerede i 1926, hvor han skrev en kortere variant, som Otto Gelsted dog refuserede. De næste par årtier blev manuskriptet med mellemrum taget frem, uden at det lykkedes ham at få skik på det. Det var først, da han fandt på at lade romanens beretning bestå af breve fra hovedpersonen isprængt dagbogsafsnit, at Det gode håb fandt sin endelige form.

Forfatterskabets sidste roman, Tårnet ved verdens ende. En poetisk mosaik-roman om den yngste ungdom (1976), udspiller sig i det borgerlige Torshavn i begyndelsen af 1900-tallet. Heinesen drager, sin sædvane tro, paralleller mellem lilleverdenens skærmydsler og verdensmagternes sammenstød. Romanen er en mosaik af hen ved 70 brudstykker, hvoraf nogle henviser til forfatterens nutidige tilstand. Lykken er ikke så ren og pur som i de tidlige år, men det er der råd for: Man kan dykke ned i barndommens dyb, hvor forventningerne var store og alting nyt. Romanen tager tydeligvis udgangspunkt i Heinesens egen opvækst. Den knytter an til Moder Syvstjerne og til novellernes barndomsskildringer, men går tættere på, uden dog at være en egentlig erindringsroman.

Annonce

Tårnet ved verdens ende er det af Heinesens værker, der klarest relaterer sig til det tidlige forfatterskab. Romanen er en konkretion af det, som hele forfatterskabet forsøger at bibringe læseren: den sanselige livsglæde.

 De nære venner William Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen fotograferet i 1919. Samme år mødte Heinesen Otto Gelsted, som opmuntrede ham til en forfatterkarriere.

De nære venner William Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen fotograferet i 1919. Samme år mødte Heinesen Otto Gelsted, som opmuntrede ham til en forfatterkarriere.

Om baggrunden for sit forfatterskab har William Heinesen i 1966 (i et interview i Jyllands-Posten) sagt: „Man ønsker at skildre mennesket. Ikke i første række færingerne. Mennesket er jo ens overalt. Men modsætningerne kan virke stærkere på Færøerne, fordi dette ørige er gået fra middelalderen direkte over i den moderne tid uden nogen overgang. Middelalderen på Færøerne sluttede i 1856, da monopolhandelen ophævedes. Det gav skarpere kontraster i åndelig henseende, også religiøse. Det barbariske element var fremtrædende, og det betyder, at folk heroppe vakler mellem konservatisme og radikalisme uden mellemtoner. Det er typisk for Færøerne idag“.

Under Heinesens opvækst udgjorde dødens og livets tætte forbundethed således en selvfølgelig erfaring, og et af de store temaer i forfatterskabet er netop døden. Værk for værk står døden i centrum, ikke som en negation af livet, men som en uundværlig komponent. Døden er den narrative motor i Heinesens digtning. Den optræder sjældent alene, men parres med fødsel eller bryllup som kontrasterende livsbilleder. Forfatterskabet er uhyre reflekteret og skriftbevidst og dermed moderne. Samtidig præges det af et stort, urgammelt tema: Visheden om livets og dødens ubrydelige sammenhæng.

Sympati med de underkuede og det samfundskritiske engagement eksisterer hele forfatterskabet igennem parallelt med en mytisk tilgang til stoffet. Realisme og myte er ikke alternativer, men komplementære størrelser.

Heinesen er Færøernes internationalt mest berømte forfatter, men i hans levetid blev han ikke læst meget i hjemlandet og slet ikke i den færøske skole. Årsagerne var flere: Han var venstreorienteret, han gjorde grin med de religiøse sekter, og man mente at kunne genkende forbillederne til hans personer. Men den største hindring var, at han skrev på dansk. Gennem hele 1900-tallet havde færingerne kæmpet en sej kamp for at skaffe det færøske sprog indpas på alle områder, og så skrev deres mest berømte forfatter på dansk! Mange opfattede det som en slags forræderi, skønt Heinesen gjorde opmærksom på, at han jo rent faktisk skrev på sit modersmål.

Ikke desto mindre var han livet igennem en yderst aktiv del af færøsk kulturliv og gjorde sin indflydelse gældende på næsten alle områder: som medstifter af forfatterforeningen og af musikskolen, illustrator af talrige bøger og blade, bidragyder til flere tidsskrifter, kolumnist i den socialdemokratiske avis, scenograf ved teateropførelser og aktiv billedkunstner (se også Fabulanter – William Heinesen, Peter Seeberg, Poul Vad).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jógvan Isaksen: Livslyst og fortrolighed med døden i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477128