Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fra aktuel satire til historisk skæmteroman

Oprindelig forfatter JI

Anden Verdenskrig afskar Heinesen fra forbindelse med forlag og publikum i Danmark, og i elleve år udgav han intet. I 1949 og 1950 udkom romanerne Den sorte Gryde og De fortabte Spillemænd, som skabte hans gennembrud i den danske offentlighed.

Færøerne under verdenskrigen danner den historiske baggrund for Den sorte Gryde. Sejladsen med fisk fra Island til Storbritannien gennem minefyldt farvand, hvor både fly og ubåde truede, var uhyre risikabel og indtjeningen tilsvarende kolossal. Det er en kalejdoskopisk kollektivroman om krigens civile side. I den myldrende by Gryde færdes den blide Liva, der forbinder oppe og nede. Hun arbejder for den generøse reder og spekulant Opperman, et dobbeltmoralsk dobbeltmenneske, livsfarlig på alle områder i sin tilsyneladende naive, charmerende kynisme. Hertil føjes modige fiskere, gale prædikanter, en revolutionær typograf og hans selvglade redaktør, mandgale kvinder og et fordrukkent dansk-norsk par. Satiren, indignationen, vreden, medfølelsen fremstår krystalklart, uden klicheer, og naturskildringernes poetiske storhed kombineret med megen humor skaber en visionær helhed.

Den historiske virkelighed var med til at bestemme bogens hovedtema og Heinesens holdning til det: de undertrykte over for deres undertrykkere. Men bogen handler ikke kun om økonomisk undertrykkelse, også om religionens og de sociale konventioners repressive effekt. Stoffet i Den sorte Gryde er en beskrivelse af de følger, Anden Verdenskrig havde for det færøske samfund. I stedet for at fokusere på færingernes bidrag til sejren over fascismen, sætter Heinesen lys på de menneskelige omkostninger, som krigen har medført, og de ændringer i samfundet, der er blevet fremmet af krigen.

Annonce

At en samtidskommenterende roman kunne skabe problemer, var han opmærksom på. I de eksemplarer, der blev solgt lokalt, blev der indlagt en seddel på færøsk med overskriften: Til mine læsere paa Færøerne. Her forklarer han, at Gryde ikke er nogen bestemt by, og at ingen af romanens personer var tegnet entydigt over levende model. Det var der nu ikke mange, der troede på.

 I sin pure ungdom vaklede William Heinesen efter eget udsagn imellem at blive forfatter eller billedkunstner. Han valgte det første, men malede og tegnede hele sit liv. De senere år kastede han sig over farvepapirklippet. Maleriet Frokost i det grønne (1934) har vennen og inspiratoren Otto Gelsted i forgrunden.

I sin pure ungdom vaklede William Heinesen efter eget udsagn imellem at blive forfatter eller billedkunstner. Han valgte det første, men malede og tegnede hele sit liv. De senere år kastede han sig over farvepapirklippet. Maleriet Frokost i det grønne (1934) har vennen og inspiratoren Otto Gelsted i forgrunden.

I De fortabte Spillemænd (1950), der er en pikaresk roman komponeret i fire satser, går Heinesen tilbage i tid til det gamle Torshavn før Første Verdenskrig. Spillemændene Moritz, Sirius, Lille-Kornelius og magister Mortensen samt alle deres fattige venner på Skindholmen repræsenterer menneskeligheden. Disse rene af hjertet bekæmpes af mørkets magter, dvs. den sekteriske, kristelige afholdsforening Ydun, ledet af sparekassebestyrer Ankersen, der vil have øerne totaltørlagt, men også præstens folk henregnes til de middelmådige. Venskab, erotik, slagsmål, druk og naturpoesi er dagens og nattens orden. Romanens episke underlag er realistisk, men den kunstneriske udførelse fantastisk.

I et af de centrale afsnit får magister Mortensen besøg af sin gamle studiekammerat Østermann, der nu både er dr.theol., stiftsprovst, bispeemne samt i Mortensens beskrivelse: „den lysende Legemliggørelse af teologisk Forsigtigpeteri og aandsforladt Karrieremageri“. Salutten ved hans retræte lyder: „Godhed er for hede Helvede en Realitet! Men det kommer forløjede Stræbere og Kastrater som De aldrig i Evighed til at erfare noget om!“ Troen på det godes eksistens bærer hele forfatterskabet. Når himmel og helvede ikke længere er realiteter, træder godheden til som norm.

Slynglen Matte-Gok forårsager megen ulykke, og det er i forbindelse med hans skikkelse, at nødvendigheden af handling anskueliggøres. Det, Matte-Gok repræsenterer i det små, forbereder andre i større skala: Første Verdenskrig og den deraf følgende Anden Verdenskrig. Gode, venlige mennesker er temmelig forsvarsløse over for ondskaben, og deres modtræk er ofte kluntede. Men før eller senere må man sætte de onde kræfter stolen for døren. Moritz slår Matte-Gok ihjel, men er derved kommet så langt ud, at han ikke kan leve med sig selv. Han tager sit eget liv. Dilemmaet er, at ondskaben ikke kan bekæmpes med venlige midler, men ofte med dens egne, og hvad så bagefter? Man kan ikke forvente, at det gode menneske kan komme uspoleret ud af den kamp. Moritz vælger at ofre sig.

Moder Syvstjerne (1952) lægger sig tidsmæssigt i forlængelse af De fortabte Spillemænd og er – som megen af Heinesens senere prosa – én lang prosalyrisk udladning. Den handler om livets evige morgen, og er et sindbillede på fødslens mysterium og verdens tilblivelse i et barns bevidsthed fra de allerførste sanseindtryk. Over for denne vision sættes missionsk mørkesnak, der med henvisning til Bibelen og himlen vil kvæle livet.

Fra midten af 1950'erne dyrkede Heinesen den korte prosaform. Tekstsamlingerne er sindrigt sammenstillede og består af fortællinger, skildringer, brevagtige henvendelser, erindringer, fabler, myter: Det fortryllede lys (1957), Gamaliels besættelse (1960), Kur mod onde ånder (1967), Don Juan fra Tranhuset (1970), Her skal danses (1980) og Laterna magica (1985). Tit er det artige og satyriske sager, der serveres i en mildt humoristisk krydret sovs, men også nænsomme indblik i den umulige, men meget virkelige kærlighed. Digteren stræber efter at finde et opholdssted uden for alt og alligevel midt i det hele: det Torshavn, hvor forfatteren befinder sig.

Først 25 år efter Den dunkle Sol kom en ny digtsamling, Hymne og harmsang (1961). Dermed sprang han til manges overraskelse direkte ind i den aktuelle lyrik, ind i konfrontationerne med moderniteten og „atomalderen“. Hans sidste digtsamling, Panorama med regnbue (1972), kritiserer kapital, krigsliderlighed og hykleri. Men der er også digte, som peger tilbage mod ungdomsdigtenes naturhengivelse. Fortrøstningsfuldt behandles også overgangen fra liv til død.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jógvan Isaksen: Fra aktuel satire til historisk skæmteroman i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 13. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477127