Sven Clausen og de små sceners pionerer

I denne situation blev det en ren amatørscene, Arbejdernes Teater, der kom til at betyde mest for nye danske dramatikere. Teatret var drevet som et kooperativ, medlemmerne bestod for det meste af arbejdere og amatører, og når dette lille, idealistiske foretagende kom til at gå i spidsen for ny dansk dramatik, skyldtes det Bertel Budtz Müller, teatrets leder i perioden 1925-28. Budtz Müller kendte den eksperimenterende dramatikers vilkår i Danmark af personlig erfaring, og under hans ledelse opførtes en række nye uspillede danske dramatikere på teatrets lille studioscene.

Sven Clausen (1893-1961) blev den dramatiker, som Budtz Müller gjorde mest for. Clausen, der var cand.jur. og endte sin karriere som professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet, udgav som 27-årig to dramaer, Aftensvalen og Vore egne Mandariner (1920). Det var små satiriske typekomedier, ingen af dem fornyende med hensyn til dramaturgi eller psykologi, men Clausen beherskede det klassiske intrigeskema – siden hen skulle han udgive en decideret håndbog i dramaturgi, Skuespillets Teknik (1949) – og han forenede sin tekniske kunnen med en køligt brændende kritik af systemet, ofte i skikkelse af hans yndlingsaversion, bureaukratiet (Vore egne Mandariner). Med Bureauslaven (Aarhus Teater, 1922) lykkedes det ham at forene den samfundskritiske misantropi med det mere bevægende menneskeportræt. Stykket udspiller sig i Tyskland under Spartakist-opstanden i 1919. Hovedpersonen er den lille kontorfunktionær Schulze, fattig, degraderet og hundset med, men pligttro til det sidste og opfyldt af en næsten naturstridig samvittighedsfølelse, der får ham til at redde sin foresatte fra døden under den folkelige opstand. Han belønnes med afskedigelse og ender med at tage livet af sig i erkendelse af, at der ikke længere er brug for mennesker. Schulze vokser til en absurd karakter i sin troskab mod de indgivne normer. Og trods typegalleriet, eller måske endda på grund af det, løfter teksten sig i øjeblikke til en virkningsfuld konfrontation mellem systemet og mennesket i et indigneret forsvar for den dødsdømte anstændighed.

Paladsrevolution (1923), Clausens bidrag til tidens populære historiske drama, handler om kuppet mod statsmanden J.F. Struensee i 1772, et stof, Sven Lange tre år senere tog op med romanen En Dag paa Hirschholm Slot fra 1923, som han dramatiserede tre år efter. Siden skulle det blive genoptaget i nye fortolkninger af Sven Holm med dramaet Struensee var her (1977), Dorrit Willumsen med skuespillet Caroline (1985) og P.O. Enquist med romanen Livläkarens besök (1999).

Hvor Sven Lange tre år efter Clausen skulle fremstille Struensee som en magtsyg stræber og dronningen som en erotisk underernæret forførerske, er opfattelsen hos Clausen en ganske anden. Han ser dronningen som en modig oprører mod en hyklerisk samfundsmoral. Han idealiserer ikke Struensee, men forsvarer ham som repræsentant for den fornuft, der er dømt til at lide nederlag i et land, der beherskes af hofsnoge, egoisme og magtbegær. Igen er det sammenstødet mellem mennesket og systemet, som optager Clausen. Slutresultatet er, som i Bureauslaven, næsten håbløst. Og den karakteristik af Danmark, som han lader Struensee formulere i sin afskedsreplik, var ikke egnet til national opbyggelse: „Og let i Hu forlader jeg det Land, / hvis Kamp er Strid om Forrang og om Stand. / Hvis Hovedlyst er Løgn om Hof og Hesser, / og hvis Historie handler om Maitresser; / (…) Jeg ynkes ej. Et Folk regeres vil / til hver en Tid, som det er modent til. / Selv Slaven er ansvarlig. Just ved Svigten / af Lovens første Bud: om Oprørspligten. / Far, Danmark, vel du prøjsiske Forstening, / du mangler Mennesker og Folkemening.“

Som dramatiker anvender Sven Clausen de klassiske skabeloner til aktuel satire. Den gamle sædekomedie og dens faste galleri af typer sættes i spil for at skildre samtidens særlige udgave af manglende menneskelighed og anstændighed. Hans ærinde er moralsk, hans forbillede kunne være Holberg, men han kom aldrig til at udvikle en holbergsk humor eller en overrumplende galskab. Den kølige misantropi, som blev grundtonen i hans værker, er formidlet med styrke, men også med en mangel på modspil, som kan gøre dem dramatisk forudsigelige.

På Arbejdernes Teater fik Clausen mulighed for at se fire af sine stykker opført: Aftensvalen, Kulturaben (1926), Narcissus i Helvede (1927). Paladsrevolution, Clausens mest helstøbte drama, blev først opført af Det Kongelige Teater efter en ventetid på 25 år.

Mod slutningen af årtiet oprettedes endnu en lille scene, Forsøgsscenen, på initiativ af en kreds af unge intellektuelle omkring det internationale socialistiske tidsskrift Monde.

Forsøgsscenen eksisterede i tre år og var dannet som en forening for at undgå teatercensuren. Prisen var, at det blev svært at nå ud til et bredere publikum. Den lille scene samarbejdede med modernistiske kunstnere og musikere som Anton Hansen, Aage Gitz-Johansen, Franz Syberg og Bernhard Christensen og introducerede moderne ekspressionistiske og socialt engagerede stykker. Den unge, europæisk orienterede instruktør Per Knutzon bidrog til fornyelsen. Her opførtes fx Brechts De-Anakist/ Trommeln in der Nacht, Friedrich Wolfs Cyankalium og Nordahl Griegs Barrabas.

En række i dag glemte danske dramatikere opførtes på Det Kongelige Teater op gennem 1920'erne. Men undladelsessynderne var bemærkelsesværdige. Flere af tidens bedste dramatikere blev ikke spillet eller måtte vente mange år. Sven Borbergs Ingen udkom i bogform i 1920, men blev først opført 1923. Sven Clausens moderne sædekomedier blev som nævnt opført på Arbejdernes Teaters studioscene, Soyas Parasitterne (1926), som skulle blive hans dramatiske hovedværk, blev antaget af Det Kongelige Teater i 1926, men kom først på plakaten efter en ventetid på 16 år. I mellemtiden udgav Soya stykket i bogform (1929), mens en lille idealistisk eksperimentalscene, Det Sociale Teater, opførte det i 1931. For Kaj Munks gennembrudsdrama, En Idealist, tog det fem år, før det med brutale strygninger blev sat på repertoiret i 1928.

Alt i alt blev 1920'erne ikke nogen frugtbar periode for det danske drama. Men mod slutningen af årtiet stod en ny generation parat med navne som Kaj Munk, Soya, Kjeld Abell og Poul Henningsen. Med dem begyndte en af de frodigste perioder for den danske dramatik.