• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gladest ved det kendte - teatret i 1920'erne

Oprindelig forfatter BiHes

1920'ernes danske teater var præget af konservatisme. Det gjaldt ikke mindst det nye danske drama, hvor de store teatre med Det Kongelige Teater i spidsen udviste en træg usamtidighed i forhold til det teater, der udviklede sig ude i Europa og i USA. I Tyskland var det ekspressionistiske teater vokset frem med navne som Georg Kaiser, Fritz von Unruh, Ernst Toller og den unge Bertolt Brecht. Ekspressionismens teater var ofte formet som en kras, virkningsfuld montage. Det var voldsomt og subjektivt i sit udtryk, et desperat råb imod en samfundsudvikling, der var domineret af krig, kapitalisme og menneskeforagt. I forlængelse af det ekspressionistiske teater opstod, ligeledes i Tyskland, det politiske teater, et revolutionært teater med instruktøren Erwin Piscator som drivende kraft. Det politiske teater brugte ekspressionismens krasse virkemidler, arbejdede med bevidste illusionsbrud og henvendte sig direkte til arbejderklassen. I USA eksperimenterede Eugene O'Neill med et samtidsdrama, som blandede naturalisme og symbolisme. I Italien vakte Luigi Pirandello opmærksomhed med sin raffinerede og opbrudte modernistiske identitetsdramatik. I England havde instruktøren, scenografen og teaterteoretikeren Gordon Craig gjort op både med virkelighedsefterligningen og med tekstens (dramatikerens) hævdvundne dominans. Craigs ideal var en visionær sammensmeltning af handling, scenografi, lys, lyd, farve og bevægelse, som gjorde instruktøren til den centrale skaber af det samlede kunstværk.

Instruktørteatret var på vej. Dets ubestridte stjerne i Europa var teaterlederen og instruktøren, østrigeren Max Reinhardt. Han så teatret som et visionært totaludtryk og beherskede ikke mindst en lyssætning, der kunne forvandle scenen fra illuderet virkelighed til magisk rum. I 1920 besøgte Reinhardt og hans ensemble Danmark på en månedlang turné. Den blev skelsættende for bl.a. den unge Kjeld Abell.

Som neutralt land havde Danmark både kulturelt og politisk befundet sig i periferien af Europa under Første Verdenskrig. Bortset fra Svend Borbergs Ingen havde krigsårene ikke sat sig spor af betydning i form af en ny dansk dramatik, der var i dialog med tiden. Den umiddelbare genkendelighed var og blev, hvad publikum efterspurgte, og naturalistisk intrigedramatik fx om erotiske forviklinger udgjorde en stor del af nationalscenens danske repertoire – sammen med populære historisknationale skuespil.

Annonce

Der blev talt om det seriøse teaterlivs krise, om behovet for offentlig støtte til de private teatre og om konkurrencen fra filmen. Men samtidig havde krigsårene styrket interessen for det lette og underholdende. Et nyt publikum af velhavende krigsspekulanter og gullaschbaroner fyldte salene fx til Frede Skaarups overdådige udstyrsrevyer på Scala, og den offentlige interesse for teaterstoffet nåede nye højder. Dagbladene havde fået moderne teknik og nye layoutmuligheder, kampen om læserne blev stadig hårdere, og nu blev også teateranmeldelserne en del af oplagskampen. En teaterpremiere betød knald eller fald, det var godt nyhedsstof, og i den skærpede konkurrencesituation gjaldt det om at have de bedste teateranmeldere. I dagbladenes hierarki indtog kritikerne nu de bedste pladser sammen med lederskribenterne, og op gennem 1920'erne blev en række nye, talentfulde anmeldere dagsordensættende. Det gjaldt fx Politikens Kai Friis Møller, Tom Kristensen og 20'ernes toneangivende teateranmelder, Svend Borberg.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte Hesselaa: Gladest ved det kendte - teatret i 1920'erne i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477101