Meningstab og Jobs-anklage

De to novellesamlinger Tornebusken (1946) og Agerhønen (1947), der fulgte de historiske romaner, udkom i forfatterskabets mest produktive fase, og den mest eksperimenterende. Martin A. Hansen drog en kunstnerisk konsekvens af splittelsen og meningstabet ved at sprænge mellemkrigstidens dominerende episke former og fortællemåder. Han søgte ud over naturalismen og miljørealismen, men også bag om dem ved at puste nyt liv i gamle genrer som eventyret, legenden, parablen. De store politiske ideologier havde spillet fallit, mennesket stod på Herrens mark, sårbart og ribbet for sine illusioner, men netop derfor var længselen efter at finde en mening i al absurditeten så påtrængende som nogensinde.

Den vigtigste af de tre fortællinger i Tornebusken er „Midsommerfesten“, der med mange metafiktive digressioner – som falder tungere ud, end de er tænkt – fremstiller forfatteren som udspændt mellem uforenelige krav: fra traditionen, fra læseren, fra kritikeren, fra hans egen samvittighed. De realistiske konventioner er udtjente. Forfatteren er utilfreds med sig selv, læseren er utilfreds af andre grunde; hun har ikke behov for destruktiv og sønderdelende erkendelse, men for meningsfuldhed. Efter at forfatteren har prøvet, men atter opgivet at skabe realitetseffekt i J.P. Jacobsens stil – han går i stå på spørgsmålet om, hvornår en bornholmsk røn blomstrer! – fletter forskellige stemmer sig ind i fremstillingen og falder forfatteren i talen, bl.a. „læserinden“ og „den syge Gud“, som det altså ikke helt var lykkedes Nietzsche at aflive.

Gennem dette interaktive arrangement fortælles historien om den erobringslystne unge mand, der repræsenterer det nihilistiske, brandesianske tilværelsessyn og ikke tilfældigt hedder Georg. Han møder det kvindelige i skikkelse af pigen Alma, der heller ikke tilfældigt deler navn med den forløsende kvindeskikkelse i Frederik Paludan-Müllers Adam Homo. Hun bliver på én gang hans offer og den, der soner hans skyld. Fortællingen handler om det onde som lyslevende virkelighed i en tid, der ikke vil vide af metafysiske tilværelsesforklaringer, men lader det onde overleve i perverterede og blodtørstige idealer. Djævelen overvindes ikke ved at blive forsaget, men ved at blive erkendt, og det er Alma, der som det livsbevarende, kvindelige princip til sidst gennem sin gråd åbner for forsoningens mulighed.

Fortællingen fik betydning for den senere prosamodernisme, ikke med sin kulturkritik, som var tæt knyttet til den tidlige efterkrigstids problembevidsthed, men i kraft af sine eksperimenter med illusionsbrud og sin radikale opløsning af traditionel kronologisk orden. Tidsplanerne sammenblandes i et flertydigt mønster: Den virkelige, nutidige forfatter skriver ved krigens slutning; en anden, fiktiv, forfatter skriver med hjælp fra læserinden under krigen; og den fortalte historie om Georg og Alma foregår før krigen, men deres figurer er desuden spejlinger af forfatteren og læserinden. Under disse aktuelle lag ligger en bibelsk fortælling, som i Martin A. Hansens fortolkning handler om den intellektuelles ansvar: myten om profeten Jonas. Gud havde udpeget ham til at advare den store stad Ninive, men Jonas flygtede fra kaldelsen og blev som straf herfor opslugt af hvalfisken.

„De bor i kløfter fulde af rædsel, i jordens og klippernes huler. De brøler mellem buske, og når de kommer sammen, er det i tornekrat.“ Således er menneskelivets kår ifølge Jobs Bog, der for Martin A. Hansen og andre af hans samtidige var den bibeltekst, som med størst styrke formulerer meningstabet og retter anklager mod den Gud, der lader det grusomme ske. Jobsanklagen genlyder i flere af fortællingerne i Agerhønen, bl.a. i „Offer“ om et middelaldersamfund, der ofrer to børn for at afvende pesten, og i den lange monolog i „Ventesalen“ blotlægges den moderne tilværelses dæmoniske tomhed. Andre fortællinger handler om forvandlingens mulighed, den nåde, der ubegribeligt for fornuften griber ind i og ændrer menneskers liv. Titelfortællingen er et moderne, opbyggeligt eventyr om en fattig familie, der hverken kan holde sulten eller blæsten fra døren. Men så sker miraklet, en lille agerhøne klædt i sin uanseelige og dog strålende almuedragt ligger på trappestenen: „Agerhønen blev delt, og der blev kun lidt til hver, men det er Sandhed, at den lille Fugl mættede dem alle.“ Den bibelske fortælling om Jesu bespisning af sine disciple i ørkenen overføres til dansk husmandsregj.

„Det er Sandhed“, hedder det i den citerede passage, og det er en formulering med større pondus end: Det er sandt. Der udgik en vældig suggestionskraft fra Martin A. Hansens prosa, som lånte autoritet fra den folkelige fortælling, Bibelen og kristne legender, men det gammelmodige sprog havde også en antiautoritær side, idet det distancerede sig fra propagandaens entydigheder, den tekniske civilisations instrumentelle sprog og nyhedsmediernes sensationsdyrkende overskrifter. Det gælder for Martin A. Hansen som for H.C. Branner, at deres patos var et korrektiv til magtens sprog, og sådan blev den også opfattet i samtiden.

Senere svandt denne indforståethed mellem forfatterne og deres læsere. For yngre og mere ubekymrede generationer, som ikke havde personlige erfaringer med de tidlige efterkrigsårs katastrofestemning, forekom H.C. Branners og Martin A. Hansens prosa opstyltet, klæg og selvsmagende. Det bevidst usamtidige modsprog til magtens sprog blev affærdiget som pietetsdyrkende og antikveret. Det kan man finde uretfærdigt, men forudsætningen for, at et værk forbliver levende læsning, er, at det ikke kræver omfattende indsigt i omstændighederne omkring dets tilblivelse for at bevare sin appel. Alligevel skrev begge forfattere værker, som har opnået status som i hvert fald minor classics, i Branners tilfælde gælder det barndomsnovellerne, i Martin A. Hansens først og fremmest romanen Løgneren, som i én henseende rigeligt lever op til definitionen af en klassiker: Den har gennem tiden været gjort til genstand for mange, indbyrdes modstridende fortolkninger.