Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kulturkrisens overvindelse?

Oprindelig forfatter SSchou

Det var et projekt af samme art som Johannes', Martin A. Hansen tog op, da han gav sig til at studere kirker og almuens åndelige liv i den danske middelalder. Det fiktive forfatterskab, der med Løgneren var resulteret i selvoptrævlende skildringer af det enkelte menneskes og ikke mindst forfatterens krise, optog ham stadig mindre, og hans sidste novellesamling Paradisæblerne og andre historier (1953) bestod fortrinsvis af ældre tekster. Pennen måtte erobre en større historisk og åndelig virkelighed, der forbandt mennesker indbyrdes, og det måtte ske i andre former end roman og novelle. Som tidligere Johannes V. Jensen gik han over til at formulere sig i ikke-fiktive genrer – essayistik, rejseskildring og historisk fremstilling – men begrundelsen var en anden. Martin A. Hansen så det som sin medmenneskelige forpligtelse at pege på en vej ud af den moderne kulturkrise ved at skildre traditionssammenhænge, der endnu var virksomme og havde rødder langt tilbage i den førkristne og tidligkristne tid.

I det store religionshistoriske værk Orm og Tyr (1952) skrev han om det religiøse liv, som det udfoldede sig i den hedenske natur- og gude-dyrkelse, og han skildrede de første kristne århundreder, hvor de gamle nordiske guder blev styrtet, men længe levede deres underjordiske liv i almuens trosforestillinger. Værkets visionære højdepunkt handler om de tilrejsende bygmestre og de mægtige kirkebyggerier i en periode, hvor troen endnu var stærk og ubesmittet af refleksionssyge, men han skrev også om det epokeskifte, der indtrådte omkring 1250, hvor den romanske byggestil fortrængtes af den gotiske og dermed af en dualisme, der satte skel mellem tanke og følelse og indvarslede den moderne splittelse.

Martin A. Hansen ønskede inderligt at tro, at det måtte være muligt for nutidsmennesker, der endnu havde bevaret tilknytningen til gammellivet, at overskride deres egen og slægtens erindring og forbinde sig med ældgamle, fællesfolkelige traditioner. Han ville fremvise et livskraftigt og traditionsbetinget korrektiv til moderniteten, men om der kun var tale om projektmagerier og luftkasteller, forblev han til sin død i tvivl om.

Annonce

Om hans eget forhold til kristendommen var præget af krise eller tro, var et spørgsmål, der blev rejst efter hans død, og som selv hans nærmeste fortrolige fra kredsen omkring Heretica viste sig at have forbløffende forskellige meninger om. Thorkild Bjørnvig tegnede med sin disputats Kains Alter (1964) portrættet af en forfatter, der var dybt splittet mellem kunst og kristendom. Ole Wivel opponerede i Kunsten og krigen (1965) mod Bjørnvigs fortolkning og pegede på krigen som den vigtigste årsag til Martin A. Hansens samvittighedskrise.

Debatten fortsatte, mens læserskaren skrumpede ind. Det var ikke kun forfatterskabets sproglige patos og længsel efter gammellivet, nye generationer stod fremmede over for, men også fundamentale træk ved dets menneskesyn. Både Martin A. Hansens og H.C. Branners skildringer af kvinder som forløserfigurer forekom i stigende grad antikverede, efter at den ny kvindebevægelse o. 1970 ændrede bevidstheden om kønsroller og kønsrelationer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Schou: Kulturkrisens overvindelse? i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 13. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477258